Vores kære pårørende

Nogle gange kan det være svært for pårørende, familie og venner, at finde ud af, hvad det er der sker for ”sådan nogen som mig”. Hvad kan de gøre? Hvordan skal de reagere? Hvor meget skal de blande sig?

Jeg har set min familie stå på sidelinjen og undre sig, være nervøse og opgive at blande sig. Dem der kom med advarsler eller udtrykte deres meninger om, hvad jeg havde gang i, de blev ignoreret og jeg blev ligefrem vred på nogle af dem.

Men hvad skal man så gøre, når man ser, at den ”syge” er i gang med en mani, der kan gøre skade på vedkommende selv eller på de kære, der står rundt om? Eller når vedkommende er i en depression?

Når jeg er og har været i en depression, der som regel er fulgt med en mani, så har jeg virkelig brug for min familie og mine nære venner. Jeg har brug for, at de forstår, hvorfor jeg melder mig helt ud af fællesskabet, hvorfor jeg isolerer mig. Jeg har brug for, at der kommer nogen og bare ER der med mig. Holder lidt om mig, hjælper mig med de praktiske ting, jeg ikke selv kan overskue. For i den tilstand er alle opgaver som bjerge, der skal bestiges. Selv støvsugeren kan virke ”skræmmende”. At tømme en opvaskemaskine kan virke som en opgave, der ikke kan overkommes.

Men manierne er straks meget sværere at hjælpe med.

For et års tid siden lavede jeg en aftale med min søster om, at hvis hun opdagede, at jeg havde gang i noget, der virkede manisk, så var hun den eneste, der kunne få lov at stoppe mig og tage en snak med mig. Jeg lavede selvfølgelig aftalen i en periode, hvor jeg hverken var depressiv eller manisk. Det lykkedes at fange mig midt mellem disse to voldsomme tilstande.

Vi aftalte en måde, som jeg var overbevist om, hun kunne komme igennem med. For mig er det vigtigt, at hun ikke kommer med løftede pegefingre eller formaninger. Men at hun ”tilfældigt” kommer ind i billedet og lytter til, hvad jeg nu brænder så voldsomt for, hvad jeg nu har gang i. Og da jeg ikke er åben for hvad som helst i den tilstand, skulle hun stille og roligt tale med mig, lytte til mig og komme med små ”uskyldige” input, igen og igen, til jeg kunne se, hvad konsekvenserne ville blive af min ”begejstring”.

Selvfølgelig er jeg klar over, at det ikke altid vil blive lige godt modtaget af mig. Jeg ved, at når jeg er manisk, skal der meget til, før jeg bliver overbevist om, at jeg er på afveje. Men min søster er nok den, der kan gøre mest i den retning.

Jeg går i terapi, og min terapeut har andre måder at ”vække” mig på. Det kan være en god idé at lave en aftale med sin terapeut om, hvordan hun/han tackler dette, og hvordan det kan blive vendt, så man kan se og forstå, hvad det er, man laver lige nu. Og finde frem til, om det nu ER en mani, eller om det er en reel ”ændring” eller reel idé, der kommer fra hjertet eller fra et godt sted. Noget hun kan hjælpe mig med, er at aftale en ”time-out”. En pause, hvor vi aftaler, at vi taler om det igen gangen efter, og at jeg indtil da overvejer mine beslutninger og ideer igen. Når jeg har sådan en aftale, så forpligter jeg mig på en måde, der kan holde mig lidt fast.

Jeg er så heldig at have 3 voksne drenge, der holder mig forankret på jorden. Jeg har arbejdet meget med at tilgive mig selv for de ting, jeg har påført dem igennem mine manier. Og jeg har en meget stærk vilje netop omkring dem. Jeg vil aldrig kaste mig ud i så store projekter, at det igen går ud over dem. Og det vil også være dem, der kan stoppe mig, hvis de opdager, jeg er ude på et sidespor. Dem vil jeg lytte til, hvis jeg kan se, at de er nervøse eller kede af det…

Men ellers kan mine pårørende blot stå og se på. Jeg ved, at jeg ikke lytter til nogen, der ”er klogere” end mig, når jeg er manisk.

Når jeg har været i forhold, har det været helt urimeligt, hvad jeg har budt min partner. Og set i bakspejlet, har et par stykker af dem stået model til alt for meget. De har været meget stærke og selvom de har kæmpet, selvom de har været ulykkelige og frustreret, så har de holdt ud. Dengang var der ikke diagnose på min opførsel. Jeg var bare ”humørsvingende”.

Når jeg ser tilbage, og hvis jeg kunne gå tilbage som en ”anden udefra”, så ville jeg give dem et råd. Jeg ville bede dem lytte til, hvordan de selv har det i dette her. Når de har kæmpet nok med mig, ville jeg råde dem til at mærke efter, hvor meget de egentlig vil stå model til. Hvor meget, de ville finde sig i at blive såret og skældt ud. Hvor meget de havde lyst til at følge med i, når jeg var manisk. De var der virkelig, når jeg var dybt ulykkelig i mine depressive perioder. Men de var også hårdt ramt.

Så dybest set ville jeg råde dem til at stå ved mig, så længe de SELV følte, det var ok. Og når de så ikke kunne mere, så ville jeg råde dem til at passe på sig selv. Og i værste tilfælde, at gå deres vej. For de kan kun holde til så meget, de kan. Og det er jo ikke meningen, at jeg skal ødelægge dem også. At jeg skal medvirke til, at de går i stykker.

Da jeg startede på psyk, nægtede jeg at tage medicin. Jeg ville ikke ind i den tilstand af "ligegyldighed". Men efter at have talt med min daværende kæreste og mine nærmeste om det, besluttede jeg alligevel at tage imod det. Vi blev enige om, at det var bedre, end at lev i det "Helvede", jeg før havde gjort. Og jeg har ikke fortrudt det.
 
Alle har et ansvar overfor sig selv. Også mig.. Og jeg må tage konsekvenserne af mine handlinger, også selvom jeg har denne lidelse. Den er ingen undskyldning, men den kan være en forklaring!

Til I kære pårørende:
Pas OGSÅ på jer selv
Lyt OGSÅ til jer selv
Og søg hjælp hos nogen, der kan støtte og vejlede og som gerne vil dele og deltage