At tro på sig selv og høre til

Som så mange andre derude i den store verden, har vi Bipolare ofte svært ved at tro, at vi kan og at vi er noget værd. At vi har en grund til at være her eller at vi har berettigelse i sammenhænge, hvor der er grupper af andre ”normale” mennesker.

Forskellen for os ligger i, at det som oftest er i vores depressive perioder, dette er stærkt. Vi kan sidde hjemme og ikke turde bevæge os ud, vi kan sidde og overbevise os om, at livet ikke er værd at leve og at alle andre var bedre stillet, hvis vi ikke var her. Flere af os er bange for, at ingen kan lide os, at de taler om os bag vores ryg og at de kun er sammen med os, fordi de ikke vil være andet bekendt. 

Denne tilstand er ganske enkelt ulidelig at være i. Vi er trætte, orker ikke at gå ud eller tage os sammen til at gøre noget. Det gør ofte fysisk ondt i kroppen, specielt i mave og nakke. Vi putter alle vores følelser ned i en kasse og forsøger at undgå, at gå ned og mærke dem, at bearbejde dem eller bare at tillade, at de er der.

Når vi er i manier, vil mange af os føle, at vi er usårlige. At vi kan alt, at vi har en kæmpe plads i verden, at vi kan gå ind alle steder, i alle sammenhænge, og bare føre os frem, tale og grine, være med og ellers kaste os ud i større projekter, som for andre kan virke helt urealistiske eller bare uoverskuelige. Andre kan synes, at vi er fantastiske og modige, at vi gør noget andet, end de ville gøre, men at det er spændende, at nogen tør gå ud af normerne.

Jeg har været i disse perioder – MANGE gange. Jeg har troet på, at NU er jeg oppe.. for blot at få den største nedtur ud af det blå. Og hver gang nedturen kommer, er jeg bare blevet bekræftet i, at jeg aldrig får det HELT godt, at jeg aldrig kan stole på mine følelser og min dømmekraft, at jeg ikke kan stole på, at det jeg har LYST til, når jeg har det godt, VIRKELIG er noget, jeg har lyst til!! Jeg er blevet mere og mere overbevist om, at når der er noget jeg mærker er ”rigtigt”, så der det nok bare endnu en mani, og hen over årene havde jeg opgivet håbet om, at jeg finder ro. Det har dog ikke afholdt mig fra at gøre de ”store og skøre” ting. Fordi i de perioder får jeg skyklapper på og går efter det, jeg tror, er rigtigt for mig. 

Jeg har været så heldig, at jeg har haft mulighed for at læne mig ind i de kærlige og omsorgsfulde mennesker, der er omkring mig. De er kommet til mig inden for de seneste 3 år, og de kom netop i en periode, hvor jeg havde opgivet alt håb. De mennesker har troet på mig, de har set mine potentialer, de har mærket mig helt inde, hvor jeg ikke altid selv har mærket. De har holdt mig til ilden, når jeg har været ved at opgive min terapi og min rejse på den healende vej. Og jeg tror på, at den slags mennesker er alle steder, bare vi rækker ud og tager imod, når nogen viser, at de vil os.

Lige nu (og forhåbentlig i meget lang tid – eller altid?), er jeg dog i en fantastisk god periode. Der er så god balance inde i mig, jeg føler mig hverken depressiv eller manisk. Jeg er velovervejet i de ting, jeg gør, ihærdig med at arbejde med mig selv, nu hvor jeg har plads til det, jeg mærker. Jeg føler, at jeg har en berettigelse i livet, men uden at jeg kaster mig ud i noget, jeg ikke kan overskue. Når jeg mærker noget, jeg gerne vil, så giver jeg det nu tid til at modnes, drøfter det med andre, inden jeg går ind i det.

Ind imellem kan jeg føle, at jeg ikke hører til i en gruppe, men jeg er overbevist om, at det kan alle de andre i gruppen også føle ind imellem. Så jeg føler mig ikke anderledes lige nu.. bare ”normal”.

Jeg kaster stille og kærligt tanken væk, når der kommer små stemmer, der siger, at det nok ikke varer ved. Jeg vælger at tro på, at jeg har fundet ”opskriften”, der virker for mig, og at hvis jeg fortsætter den spændende rejse, der også kan være hård, mod at finde min inderste kerne, så varer det ved. Jeg går en del i terapi, jeg gør alt det, jeg ved, er godt for mig, og jeg husker at hvile, når jeg føler mig overmandet af træthed.

Jeg har fortalt flere om min tilstand som Bipolar. Flere kommer med bemærkninger om, at ”sådan har jeg det da også tit”. Det husker jeg på, når følelserne kommer. Når jeg ikke føler, jeg hører til eller at andre ikke kan lide mig. Så ser jeg på de andre, og jeg ved, at de kan føle det samme, og oftere end vi tror.

Så, jeg hører til, jeg skal være her, jeg må vise mig selv – præcis som jeg er. Og kan andre ikke lide mig, så er det deres eget indre rod, der popper op. Deres sag.. jeg tager mig af mine sager.

Kunsten at sove

En del af det mønster, der følger med denne Bipolare-noget er søvnproblemer. I perioder er det svært at sove, i andre perioder sover vi rigtigt meget.

For at vi skal kunne fungere, så er det vigtigt med regelmæssig søvn. Jeg skal selv have mindst 8 timers søvn hver nat, ellers fungerer jeg ikke. Mærkeligt at jeg ikke har tænkt over det tidligere i mit liv, for det har altid været sådan.

De perioder, hvor jeg ikke rigtigt sover, har jeg tanker om aftenen og natten, der forstyrrer. Jeg kan ikke finde ro, mit sind er lysvågen og min krop ligger bare og venter på at sove. Jeg bliver irriteret over, at jeg ikke bare kan sove, specielt hvis der er noget, jeg skal næste dag, der kræver min opmærksomhed. Jeg ved, at jeg bare får en svær dag…

Jeg hører også om mange i denne situation, der får ordineret sovemedicin for at kunne følge med i søvnrytmen. Det har jeg absolut ingen holdning til, hvis det fungerer for dem, så er det godt. Men jeg vil ikke være med til at fylde min krop med mere, end det er højst nødvendigt , for at kunne være i livet. 

Den stemningsstabiliserende medicin jeg får, er kombineret med antihormoner, som jeg skal tage, efter jeg har haft brystcancer. Og da jeg fik denne cancer, lovede jeg mig selv, at der ikke skulle kemi ind og forstyrre. Det var en af de ting, jeg SELV kunne gøre, kombineret med en masse andet, der har haft den sidegevinst, at det også hjælper i forbindelse med min psyke – og altså mine udsving i min lidelse.

Når jeg skal sove, har jeg forskellige former for beroligende meditationer. Jeg har øvet mig i det, for det er ikke noget, der bare virker fra dag et. Ikke for alle, i hvert fald. For mig virkede det inden for kort tid, og jeg besluttede mig for at holde ved, til jeg kunne se virkningen af det.

Nu mediterer jeg hver aften, når jeg ligger i min seng. Det giver mig ro, både i kroppen og i sindet. Tankerne kan stadig overvælde mig, men jeg har lært en metode til at være med dem og lade dem passere, uden de får lov at fylde.

En af de meditationer, jeg ofte bruger, er den følgende. Det er mit håb, at andre kan brug den, øve sig på det og måske få udbytte af den. Jeg vil prøve at lægge andre ud hen ad vejen, andre som jeg har brugt og som.

Hvis jeg får beroliget mig selv på denne måde, bliver min søvn helt anderledes rolig. Efter flere år, hvor jeg har vågnet flere gange i løbet af natten, vågner jeg maks én gang, og meget ofte vågner jeg slet ikke. Sikke en fornemmelse at vågne udhvilet efter en behagelig og rolig søvn.

Hvis det ikke virker for dig de første gange, så giv ikke op. Det er lige som at lære en ny ting, at lære at cykle eller at gå. Det kræver øvelse. Så hold ud...

 

Meditation aften

Læg dig godt til rette på ryggen med armene ned langs siden.

Hav fokus på dit åndedræt og tag 3 dybe lange vejrtrækninger.

Lig nu bare og lad kroppen falde til ro og find ind til et roligt sted i dig selv.

Læg mærke til lydene omkring dig, lydene udenfor huset og inde i huset. Og mærk så stilheden bag alle lydene.

Læg mærke til din krop, hvad den siger til dig.

Tjek den fra fødderne og langsomt op igennem benene, op i hele kroppen. Ud i armene og op igennem halsen, nakken og hovedet. For hver del af kroppen du mærker, mærker du, at den del slipper og hviler tungt mod madrassen. Til sidst er hele kroppen afslappet.

Flyt fokus til dit hjerte og bare hold opmærksomheden her. Lad hjertet udvide sig for dig, mærk varmen i hjerteområdet.

Hvis du får tanker undervejs, så puf dem kærligt videre, uden at fordømme dem og uden at blive vred over, at de forstyrrer. Bare lad dem sejle forbi, på en sky, der driver forbi på din himmel.

Fortsæt med at holde fokus på dit åndedræt, lad det bare køre normalt, og samtidig mærke dit fokus i hjerteområdet. Mærk at hjertet udvider sig mere og mere. Det udvider sig til alle sider, bagud over ryggen, til siderne og ud foran dig. Rummet i hjertet bliver større og større, så det lidt efter lidt omkranser dig, og du er badet i din hjerteenergi.

Forestil dig nu, at du stille svæver til et lyst, varmt og roligt sted i en lysning i en smuk skov. Det er dit helt særlige og smukke sted.

Måske kan du høre fuglene synge og vinden stille suse i træerne. Måske kan du dufte alle de forskellige skovblomster og blomster på græsset. Du kan mærke græsset under dine bare fødder.

Her sidder du og suger til dig. Roen og renheden i dette sted overvælder dig. Du lægger dig ned i græsset og ser op på en smuk blå himmel, hvor fugle flyver glade omkring.

Her er dit sted, din hjerteenergi breder sig ud over hele stedet og du fornemmer måske, at den breder sig endnu længere ud, i til alt og alle ude omkring. Dine kære, dine venner og dem, du egentlig ikke normalt bryder dig om. Dit hjerte deler og der er uendelig energi herfra.

Du ligger nu bare helt stille og lade din vejrtrækning flyde. Måske kommer der farver eller billeder op for dit indre øje. Bare vær med det hele uden at analysere eller dømme. Det eneste du skal her, er at være, med alt det, der er.

Her mærker du forbindelsen til alt. Her er alt muligt. Her er ro, kærlighed, tryghed og varme.

Hvis du ikke sover endnu, så bare lig med denne følelse. Mærk hvor smukt det er og hvor rolig, din krop og dit sind er. Bare vær!

Du skal ingenting. Du skal ikke nå noget. Natten er din, og du kan være, bare være…

 

Med ønsket om gode rolige drømme….. og en dejlig søvn.

Hvorfor kæmpe videre?

Den anden dag blev jeg spurgt, hvad det er der har gjort, at jeg har blevet ved at kæmpe.

Hvad er det, der har holdt mig i gang, i live igennem alle mine mørkeste stunder og mine dybeste depressioner? Hvad er det, der har fået mig til at kæmpe mig igennem min brystkræft kombineret med min Bipolar lidelse? 

Jeg svarede, uden at tænke, men ud fra, hvad jeg husker og hvad jeg følte, var det, der holdt mig oppe.

Først og fremmest har det været mine børn. Jeg ved, at de bekymrer sig for mig, jeg ved, at hvis jeg gav op, ville det medføre stor og uoverskuelig sorg hos dem. Det har jeg aldrig kunnet klare, selvom jeg ofte har givet dem sorger, som jeg ikke har været herre over. Men de skulle/skal ALDRIG opleve DEN store sorg, at jeg ikke er her mere. De har været mit anker på jorden, når havet har været ved at tage mig med ud i dybet. Mine kærlige, elskelige og omsorgsfulde drenge!

Det næste der har holdt mig oppe og givet mig modet til at kæmpe, har været de Engle, jeg har haft i mit liv og stadig har. Når det hele har set allermest håbløst ud, så har jeg fået tilbudt en andens ubetingede omsorg, hjælp og kærlige hjerte. Igennem de sidste 3 år er der kommet flere af den slags smukke og kærlige engle ind i mit liv. En af dem er min terapeut og lærer på min skole. Hun har troet på mig, uanset hvad jeg selv har troet på. Hun har villet mig, hun har rakt ud og vist mig veje, jeg ikke selv kunne se eller række ud efter. Hun har reddet mig ud af mange mange mørke stunder og tilstande, hvor alt har været lige meget. Fra hendes hjerte har hun hjulpet mig til, at redde mig selv!

Der er veninder, der altid har lyttet med stor tålmodighed. De har vist mig veje og været der for mig, uanset hvad jeg har været igennem. De har været med til at skabe trygheden i, at jeg ikke er alene.

Der er mine søskende. Min søster, der tager imod, hver gang jeg har brug for det. Hun deltager og lytter. Og der er min bror, der altid har en åben dør, med et øre, der altid er klar til mine sorger og smerter.

Så jeg har kæmpet. Jeg har grædt, raset og været vred. Jeg har arbejdet hårdt… Og jeg har følt, at jeg var helt alene om det, selvom der stod kærlige mennesker omkring mig. Jeg har vendt det hele indad, villet selv og ikke lukket mange helt ind, derind hvor de kunne nå mig. Jeg har FØLT det som en kamp, så det blev en kamp!!

Men i morges, midt i badet, kom jeg til at tænke over ordet ”kæmpe”. At kæmpe!

Som jeg har det nu og har haft det et stykke tid, ser jeg det på en helt anden måde.

Kæmper jeg? SKAL jeg kæmpe?

I den sidste tid har jeg egentlig bare været. Været i live. Og ”leget” med forskellige metoder til at være i LIVET! Uden kamp.

Måske er det en mani, jeg tåger rundt i. Det føler jeg nu ikke, at det er. Jeg fornemmer mere, at det er en vej mod den balance imellem manier og depressioner, mellem mørke og lys, mellem enten-eller, der er ved at finde vej ind i mit liv. Den balance, jeg har søgt hele livet, længtes efter. Jeg mærker en ro i roen. En væren, eller en vej mod væren, der emmer at fred og balance. Jeg mærker det i øjeblikke i løbet af dagen. Jeg ser det foran mig, og jeg ser nu, at det er muligt at nå der hen.

Så hvis dette er en mani, så hilser jeg den velkommen.

Og jeg føler ikke længere, at det er en kamp at skulle være i livet. Livet er ikke ment som en kamp. Jeg er overbevist om, at livet er at VÆRE i livet, med alt det, som jeg går igennem, alt det jeg skal have med mig, alt det, jeg modtager – både ”godt og skidt”. Og så deale med det.. Tilgive, når andre handler uret mod mig, tage imod, når nogen giver til mig (hvilket altid har været svært for mig), give, når nogen har brug for det. Og ellers bare se, mærke og høre!!

Sådan er det for mig lige nu. Det er som om mit hjerte og mine øjne er blevet åbnet. Mine sanser er skærpede. Som om jeg virkelig – for første gang nogensinde – er trådt et stort skridt ind i livet. Og det giver mig mod på at tage næste skridt – uden at kæmpe!

Og hvis jeg igen kommer ned i mørket eller derud, hvor jeg ikke helt kan se lyset, så håber jeg, at jeg vil kunne huske, at det er ok bare at VÆRE lige der og ikke føle, at jeg skal KÆMPE mig ud af det, som "man" siger og anbefaler. Hvis jeg husker at mærke og være med det, der måtte være, lade det fylde, der vil have plads og give mig hen til det, så tror jeg, at jeg igen vil mærke vejen mod  balancen, den balance der gør, at vi af og til står yderst på den ene side af vippen og nogle gang på den anden side - og en dag står på midten. Og jeg tror på, at hvis jeg bare er med det, møder det, så bliver det "lettere" at håndtere. Lettere at gå igennem som noget, der vil mig noget! Og lettere at acceptere som en del af mig - som en del af livet!

Og hvis jeg så husker, at det er ok at tage imod fra andre, der vil mig og giver fra et kærligt sted, så er jeg ikke alene i det, og rejsen bliver lettere.

Det kan lyde frelst. Det kan lyde som om, jeg pludselig er ”ophøjet”. Men det er slet ikke sådan, dette er skrevet. Det er skrevet ud fra mit indre, lige som jeg har det – lige nu!

Og det er en fantastisk tilstand, efter så mange år, hvor jeg har troet på, at jeg skulle kæmpe for at være her. Det skal jeg ikke!

Er bare taknemmelig…!!!

50 år - bare et tal?

Blev så lige 50 over natten!!

Ikke noget, der huer mig – og dog..

På den ene side, er jeg jo nu over halvvejs i mit liv. Det i sig selv giver anledning til tanker.
Når jeg kigger i spejlet, synes jeg også, at livet og årene er begyndt at sætte sine spor.
Men 50????

På den anden side føler jeg mig ikke som en på 50. Inden i er jeg stadig en lille pige, der fistrer rundt i livet, søger, prøver og måske oven i købet ind i mellem kommer til at agere som en lille (eller meget ung) pige.

Bør jeg være voksen og stille nu?
Er det nu, jeg skal begynde at tænke over, hvad ”man” kan og ikke kan?

Kan man have langt hår f.eks?

Kan jeg gå i lårkort og høje sko? (Har lyst til det, men gør det faktisk ikke så meget længere. Hvorfor mon?)

Eller er det nu, jeg bør få page-hår og finde mere tækkeligt tøj frem, når jeg går ud, hvilket jo ikke er super ofte ;-)

Nej, jeg vælger at følge min indre kalender. Jeg vælger at følge med mit sind, mine følelser, min naturlige væremåde, den jeg er! Uanset alder.
Men der er noget, der går ind og forstyrrer lidt.
Når jeg ser tilbage på de 50 år, så giver det mening, at kalenderen har ret.
Mit liv har budt på ufattelig meget, så meget, at jeg bliver åndeløs af at se tilbage.
Og hvis jeg kigger på de seneste 4 år, så føles det som om, det alene er et helt liv.

Noget af det turbulente kan i den grad tilskrives min tilstand.
Meget af det kan tilskrives ”omstændighederne”, som nogen vil sige, jeg ikke har været herre over. Det der rammer helt tilfældigt mellem mennesker. Jeg har tidligere og flere stedet givet udtryk for det, at tage ansvar for alt det, der sker. Og jeg har været upopulær, når jeg har ytret det. Men dette er min side – her vil jeg blæse ud med det, jeg tror på.

Uanset hvad der har været, så tager jeg ansvaret for det hele.
Jeg ved, at alt i mit liv hænger sammen, som perler på en snor. Alt hvad der er kommet til mig, er resultater af de valg, jeg har foretaget – uanset om et har været ”sygdommen” der har talt eller min ”sunde fornuft”.

Som jeg altid har været overbevist om, så er min brystkræft også et resultat af det liv, jeg har levet. Jeg har selv sat mig i krise-situationer, som min krop har reageret på, ved at prøve at danne en form for forsvar. Den måde, kroppen har kunnet. Og det har så givet kræftceller, undertrykte følelser, angst og sorg, som jeg ikke har fået ud, men som så har måttet finde et andet sted at gemme sig – i min krop.

Alt i alt vil jeg tage de 50 år med mig, dykke ned i den tid, der har været. Jeg vil finde alt det frem, der kan bruges i min videre færden, min erfaring – og det vælger jeg at kalde visdom. Jeg har meget at byde ind med, jeg har oplevet ting, jeg kan bruge og kan støtte andre i. Jeg kan finde de gaver igennem mit liv, der dog har været skjult i meget grimt indpakning.

Visdom… kamufleret bag facaden og under dække af den unge pige, der stadig føler sig uskyldig og sårbar.

Jo, mit liv bærer præg af 50 år ”på farten”.
Og inden i – der er jeg stadig den lille pige, der bare gerne vil ses, elskes, grine, danse og leve.

Heldigvis har jeg jo mange år til at indhente det, mange år at danse i og leve i - og nu vil jeg se denne dag som den første i resten af mit liv – og give den fuld skrue. Det er nu, jeg for alvor træder ind i livet, og det føles faktisk rigtigt rart…

Og jeg vil takke mig selv for den jeg er, jeg vil takke alle, der har været med til at gøre mig, til den jeg.

Jeg ønsker mig det faktisk ikke anderledes, for jeg er jo egentlig glad for den jeg er. Og hvem ved, hvad alternativet kunne have været?

Men - 50 år – jeg skal nu lige vænne mig til det…!

Et kæmpe tak!!

Som jeg vist nok har skrevet tidligere, så har jeg været tilknyttet Psykiatrisk i Risskov.

Først blev jeg udredt i Ålborg, fordi jeg på daværende (for 3½ år siden) boede i Nordjylland.
Efter en længere proces, fik jeg diagnosen Borderline. Interessant. Jeg havde aldrig set mig selv med de briller, men efterhånden som jeg læste om denne lidelse, kunne jeg se mig selv i rigtigt meget af det. Min selvskadende adfærd, som det beskrives der, har dog ikke væres fysisk, men derimod psykisk i form af perioder, hvor jeg har påført mig selv mange indre lidelser, p.g.a. handlinger, jeg bare har kastet mig ud i.

Der gik en rum tid, før jeg kunne sige ordet Borderline. Det slog mig helt ud, men på den anden side, så havde jeg nu noget, jeg kunne forholde mig til.

Da jeg flyttede til Århus for 3 år siden, skulle jeg så starte på Risskov i forløb. Men de ville gerne lige selv udrede mig, og som bekendt, fik jeg så en helt anden diagnose, nemlig Bipolar. Jeg fik at vide, at de to diagnoser kan ligne hinanden til forveksling, så jeg har tænkt på, hvor mange andre, der mon har fået en ”forkert” diagnose.

Min udredning startede egentlig på Klinik for personlighedsforstyrrelser. Men efter de 3 samtaler, blev jeg så henvist til Klinik for mani og depression til en psykolog, der skulle vurdere min tilstand. Ud fra udredningen mente man jo ikke, at jeg hørte til i gruppen Borderline.

Og SÅ – på Klinik for mani og depression, blev jeg mødt af denne skønne psykolog. Hun havde naturligvis læst min udredning. Og da jeg sad der og svarede på de spørgsmål, hun stillede, kunne jeg se i hendes øjne, at hun VIDSTE det. Hun genkendte mig. Den følelse glemmer jeg aldrig!! Det var i den grad med til at lette min proces. At blive anerkendt på det jeg havde været igennem og som jeg stadig hang i. At blive rummet med MIG og mit!!! Denne psykolog vidste hvad hun talte om. Jeg var bare HELT tryg!! I gode hænder... :-)

Efter alle de år (46 af slagsen), var der ENDELIG en, der vidste, hvad jeg havde gået igennem og stadig gjorde. Og endelig kunne jeg begynde at forstå mine mønstre og mine indre smerter. Alt gav pludselig mening! Og nu kunne jeg måske komme videre.

Jeg vil jo aldrig komme over dette, men jeg så på pludselig en mulighed for at komme til at leve med lidelsen. Og selvom jeg flere gange har været ved at opgive håbet om netop det, så har min nuværende fantastiske terapeut OG min psykolog på Psyk. hjulpet mig til at tro igen!!!

For ca et halvt år siden, afsluttede jeg forløbet på Risskov, og måtte slippe min psykolog der. Det var lidt skræmmende pludselig at skulle "stå selv" i alt det her. Men jeg var blevet stærkere og mere stabil. Og så havde jeg jo stadig min terapeut "ude i det virkelige liv"..

Jeg er begge disse fantastiske kvinder evigt taknemmelig for deres nærvær, forståelse og nænsomhed med mig !!! Uden dem - hvor mon jeg så var havnet i dag? Den tanke tør jeg ikke tænke til ende - og det er også totalt lige meget. Jeg er bare SÅ meget på vej, takket være dem..

Tak!!

Nåå - hvad laver du så?

Hvor ofte bliver vi ikke stillet det spørgsmål, første gang vi møder en person, f.eks. ved en festlig sammenkomst? Første gang vi sidder sammen med et fremmed menneske, så popper det spørgsmål op som kaninen fra en hat! Hvorfor mon?

Eller hvad når vi møder gamle barndomsvenner eller folk, vi har kendt for længe siden. ”Hej, hvad laver du så nu?” Ok, måske spørger vi lige; ”Hvordan går det?” – men frygter så at høre sandheden. For tænk nu, hvis der kommer en snak om problemer, sygdomme eller de børnebørn, den anden har fået? Spørger man måske ikke bare af høflighed, og så hurtigt over til noget mindre ”farligt”; ”Og hvad laver du så nu?”

Hvorfor spørger man ikke; ”Hvem er du så?” første gang, man møder et andet menneske?

Hvordan lærer vi egentlig hinanden at kende? Eller prøver på det?
Lærer vi, hvem den anden er, ved at kende vedkommendes beskæftigelse?
Eller er det fordi det ikke er så personligt og farligt, at spørge om netop det?
Identificerer vi os selv og den anden ud fra, hvad man laver til dagligt?

”Jeg er pædagog”. NEJ du er ikke, du ARBEJDER som pædagog. Men hvem ER du?

For nogen kan det være svært at svare på spørgsmålet; ”Hvad laver du så?” Nogen føler sig måske flove over at skulle sig, at man er arbejdsløs, på førtidspension eller på kontanthjælp. Og et kompromitterende spørgsmål som dette, kan give kvalme eller ubehag. Tænk hvad den anden vil tænke om en, tænk om man nu er ”mindre værd” eller mindre interessant at tale med?

Og er det tilfældet, at man er på f.eks. pension, så kan det jo være udsprunget af, at man også har det dårligt psykisk – og så hjælper det ikke, at få følelsen af, at man ikke er så ”vigtig”, som f.eks. en bankfuldmægtig eller en afdelingsleder inden for SKAT.

Ok, det var så mig selv, jeg lige beskrev der. Siden jeg fik tilkendt pension, har jeg prøvet at sno mig uden om det spørgsmål, jeg har prøvet at give forskellige svar, forsøgt mig frem med, hvad der lød ”bedst”.
”Jeg er på førtidspension” – ”Jeg har fået tilkendt pension for nylig” – ”Jeg har været ude for et par års svær sygdom, og kunne ikke komme ud på arbejdsmarkedet igen, så nu er jeg på pension”.

I starten var det ikke rart at tale om. Jeg følte mig uinteressant, som en stakkel, som en, man ikke skal spørge mere til, for der kommer nok en masse ”skidt” ud af den samtale.

Efterhånden er jeg blevet ligeglad og siger tingene, som de er. Og tænk, folk har lyttet til mig, de har spurgt, hvad det skyldes, at jeg er på pension, de har spurgt ind til mit liv – og til.. MIG! Og ikke mit job (eller mangel på samme). Og pludselig sidder vi og taler om dybere ting, mere livsbekræftende ting, nære ting, følelser og familier. Og det er ægte.

Tænk at turde bryde det tabu det er, når man ikke er en, der ”laver noget”! Og så bare tage den derfra med ærlighed og åbenhed.

Og hvor mange TÆNKER egentlig for alvor over, HVEM de er? Og ikke hvem de er i kraft af deres job eller deres rolle som mor, far, kæreste, kone, mand osv.. ?

HVEM er jeg?

Fortæl mig, hvem du er.. og ikke hvad du laver.

Og – ja, Jeg fik en god idé den anden dag fra en, der havde hørt en førtidspensionist svare på spørgsmålet; ”Hvad laver du så?” med; ”Mig? Jeg er livsnyder”.  Livsnyder!!

Det vil blive mit nye svar. Livsnyder. Det skal nok sætte gang i snakken om noget interessant.. Og det kan nok lige give et løftet øjenbryn her og der. Og så kan vi måske få gang i et smil, en god snak om andet, end karriere og en mere afslappet sammenkomst.

Yeps.. jeg er livsnyder. Hvor fedt er det lige?