Fare på færde

Ja, det gør ondt, når man opdager det..

Jeg er super meget presset for tiden. Har kastet mig over alt for meget.Og i virkeligheden med stor glæde.. Det er bare så mange ting, at det vælter mig.Men intet af det kan jeg sige fra over for. Det er alt sammen noget, der fører til noget helt fantastisk. Udsigten til DET, er bare stort.

Men lige nu er arbejdsbyrden, spekulationerne, omvæltningerne og udsigt til en masse helt nyt, med nye mennesker, nye omgivelser og et liv, hvor jeg ikke kender nogen eller noget omkring mig alt for overvældende og stressfyldt. Jeg flytter fra min trygge base, flytter fra mine omgivelser og de mennesker, der efterhånden kender mig, flytter fra mit drømmested. Og ja, flytter til et endnu bedre drømmested, med min drømmemand og et liv, som jeg ved, bliver godt.

Ikke desto mindre er det omvæltningerne og arbejdet på alle områder, og det presser mig ud i det yderste.

Når jeg kommer i den tilstand, taler jeg meget om det. Ikke for at finde medlidenhed. Men blot for at få det luftet. Og jeg gentager mig selv. Og selvom jeg går meget ind for åbenhed omkring denne lidelse og det, der sker, så bliver det nogen gange bare for meget. Jeg kan mærke, at mine omgivelser bliver trætte af at høre om det. Og her ophører ”forståelsen” og tolerancen af, at det er svært for mig. Og det er jo helt ok. Jeg kan ikke forvente, at andre skal eller kan blive ved at holde det ud, at forstå og at lægge øre til.

Men, der er noget i mig, der ikke kan stoppe snakken. Jeg kommer til at sige en masse til forskellige mennesker, som jeg ikke burde. Jeg kommer til at kaste de ord og tanker ud, der ligger øverst – helt ovenover alle de ting, der fylder. Jeg er som en beholder, der har så meget i mig, at låget står halvt åbent og indholdet flyder stille og roligt ud og jeg er i risiko for at sprænge tønden i stumper og stykker. Og sker det, så ender jeg igen i det dybe hul, jeg ikke kan se mig op af..

Så ja, de øverste lag skal og vil ud. For at give plads til alt det, jeg ikke bare kan eller vil smide ud og skille mig af med. Og det medfører så, at andre mister lysten til at være sammen med mig og at lytte til alle mine bekymringer og min angst.

Jeg har øvet mig og jeg har fundet metoderne til at stoppe op og mærke godt efter, om de ting jeg siger er ok eller kommer fra hjertet. MEN – når det presser så meget, så er det sted gemt godt væk. Der er ikke den samme adgang til det. Og dermed bliver det mine forvirrede og kaotiske tanker, der får lov at buse ud..

Nu går jeg så med hammeren over mit hoved. Genfortæller historien inden i om, at ”jeg er for meget”, ”jeg er lille og uduelig”, ”jeg er en belastning” – og at "jeg er en dårlig mor, fordi jeg ikke får ringet til mine børn", ”jeg er en dårlig pap-mor”.. en ”dårlig kæreste” osv.. Historien kører helt af sig selv. Den får mig i den grad overbevist. Og tankerne og selvbebrejdelserne hamrer ned over mit hoved.

Det er helt klart et tegn om, at jeg skal stoppe op. Jeg kender turen. Jeg ved, at jeg risikerer et dybt dyk. Jeg ved, at det er ”farligt” for mig. Jeg har jo været i denne situation flere gange før. Men jeg har ikke muligheden for at stoppe op. ”Tingene løser jo ikke sig selv”. Presset forsvinder ikke, før alle de ting er ovre. Og når presset stopper, så er jeg i stor fare for at falde helt sammen, som en våd klud. Og så har jeg brug for at blive grebet, rummet og forstået. Og ikke mindst – lyttet til med et åbent og kærligt hjerte. Også fra mig selv..

Men lige nu må jeg holde mig oppe. Jeg må tackle den hammer, der bliver ved at slå.. Jeg må tage imod de blikke, de meldinger og den kritik, der dukker op. Og jeg må se på det, der sårer mig, det der rammer mig og jeg må rumme de ting, som jeg godt ved, er ”forkerte”, men som ikke lader sig holde nede..

Det er så også en del af min tilstand. Som jeg kender og som jeg må leve med. Det har jeg accepteret.

Der er bare grænser for, hvad jeg kan holde til. Og konsekvenserne af, ikke at lægge noget fra mig er så, at jeg bliver tyndhudet og ”tudemarie”..

Og følelsen af at være alene inden i med det, er overvældende. Denne tilstand kan ingen tage på sig og holde for mig.

En anden følelse, der smerter mig er, at jeg får et billede af, at andre ser mig som svag. Hvis jeg var svag, var jeg ikke i live nu. Og det billede, jeg måske giver min omverden af, at jeg er "syg", medfører måske også, at de ikke ser alt det stærke, den rummelige og egentlig ret vise person, jeg også er. Jeg får følelsen af, at andre ikke ser, at alt det, jeg har stået i, alt det jeg står i - er noget, der kan give noget. Og ikke bare noget, der gør mig svag..

Selvom der er kærlighed omkring mig fra personer, der gerne ville tage noget af presset, så giver jeg ikke slip. Og det hævner sig.. og det er de ting, jeg ved, at jeg altid må tage med mig som konsekvenser af mine valg og handlinger.

Men jeg glæder mig.Mit liv bliver fantastisk, når jeg når på den anden side.

Lyset er lige derude.. jeg skal bare ”gå vejen”, selvom den gør ondt lige nu..

Og meget vigtigt - jeg søger ikke medlidenhed eller "åh det er da synd for dig"..
Jeg skal bare have det ud!! For at give plads! :-)