Rødt - grønt

Jeg har et billede af mine indre konflikter, som måske virker lidt tossede. Men det er min måde at holde ud at kigge på det og holde det lidt "uden for mig selv"..

Jeg tror, at alle mennesker ind imellem føler sig splittet. At der lyder et ”på den ene side…. og på den anden side….”. De fleste mennesker kender følelsen af at give op, når man lige er gået i gang med noget. En slankekur, motion, sy-kursus eller andet. Pludselig bliver det kedeligt eller det mister meningen. Eller også er det en ny vane, man ikke lige kan få integreret.

For mig sker dette bare alt for ofte. Det sker i stort set alle sammenhænge. På hver skulder af mig, står der en lille trold, der prøver at få mig til at høre deres skærende stemmer. De stresser mig. De overdøver mig.

Den ene af dem er ham, der fortæller mig, at det vil være godt for mig at træne, fordi jeg jo nærmer mig en alder, hvor det er nødvendigt at passe på mig. Det er også ham, der fortæller mig, at jeg skal gå en tur hver dag eller ligefrem genoptage min løbetræning. Nogen gange prøver han at overbevise mig om, at hvad jeg skal bruge mit liv til, hvad jeg skal være og give. Meget ofte lykkes det ham – i nuet. Det er ham, der ved bedst. Og ham, der kender mine inderste længsler og drømme.

Ham på den anden side, det er ham, der gentager igen og igen, at det jo alligevel ikke nytter, for jeg har jo bevist igennem hele livet, at jeg giver op efter kort tid, at jeg ikke orker det, at jeg ikke har brug for det, at det faktisk ikke betyder noget. At det er komplet ligegyldigt.

Ham der gerne vil have mig i gang, han er en fin lille grøn trold. Smilende og opmuntrende.

Den anden er en rød, glødende trold, der altid bare ryster på hovedet af mig.

Desværre har den røde fyr været den stærkeste i alt for lang tid. Faktisk hele mit liv. Ned i alle de små og store beslutninger, der er i min hverdag.

Jeg har alle muligheder for at komme ud i den friske luft. Jeg bor lige op ad skoven og stranden. Jeg skal bare tage tøj på og gå.. Jeg lover mig selv om aftenen, at fra i morgen skal det være en halv time – hver dag. Den lille grønne trold jubler. Han tror, han har vundet. Han er stædig og helt umulig at køre træt, på trods af alle hans nederlag.

Om morgenen, over morgenkaffen, sidder de to og diskuterer. Jeg kan høre dem.
”Kom så af sted, ud og få tøj på”… ”Nej, du har nok at gøre herinde, det kan vente til i morgen. Og du får alligevel ikke gået den tur hver dag, så du kan lige så godt lade være at starte, lade være at sætte din næse op efter det”…

Dette kan de fleste mennesker nok nikke genkende til. Men problemet er, at det gælder stort set ALT, hvad jeg foretager mig. Rødt-grønt.. hele tiden.

Det helt store show kører, når den grønne får mig overbevist om, at livet er værd at leve. At jeg skal leve. At jeg har en berettigelse, at jeg skal og kan være glad for livet. At jeg har alle grunde til at leve og nyde livet. Og et kort øjeblik følger jeg den stemme. Jeg bliver glad og tror virkeligt på, at nu er det NU.. NU begynder livet for alvor. Nu elsker jeg livet. Nu er det fremad. Livet er fantastisk!!!

Og bang!!! Den røde kommer og banker mig i panden. Øser ud af opgivende ord og følelser. Overbeviser mig om, at livet er sort, svært og uigennemtrængeligt. At jeg ikke skal ”komme for godt i gang”. At jeg ikke skal eller må være her. At ingen vil mig. At jeg alligevel ikke duer til noget og at livet bare skal overstås. Og stemmen fortsætter med at plante tanker i mig om, at det hele aldrig bliver anderledes. Der er intet håb for mig om, at jeg kan få et liv i balance, at jeg kan give og modtage alt det, jeg ved, jeg har og kan få.

Det er ufatteligt trættende med de evige konflikter på hver side af mig. Det slider mig op. Op og ned i rutsjebanen. Efterhånden har den røde tumpe taget helt over. 80 % af tiden går i det røde felt, og de sidste 20 % i det grønne, men med en skrøbelighed, som om jeg skal gå forsigtigt, for ikke at falde igennem den tynde is.

Lige nu er jeg heldigvis i den grønne zone. Jeg har – i min terapi – fået metoder til at sparke den røde fyr langt væk, når han viser sit grimme ansigt. Jeg nægter at høre på ham, ser for mig, at han bliver losset helt ud i intetheden. Hver gang! Og det er mange gange, og det lykkes ikke hver gang. Men når det ind imellem LYKKES, er det en stor sejr - hver gang!!!!

Bare jeg nu kan holde ved det… !!!

Hov.. der var han vist.. ;-) Smak.. et stort lods i r….

Vores kære pårørende

Nogle gange kan det være svært for pårørende, familie og venner, at finde ud af, hvad det er der sker for ”sådan nogen som mig”. Hvad kan de gøre? Hvordan skal de reagere? Hvor meget skal de blande sig?

Jeg har set min familie stå på sidelinjen og undre sig, være nervøse og opgive at blande sig. Dem der kom med advarsler eller udtrykte deres meninger om, hvad jeg havde gang i, de blev ignoreret og jeg blev ligefrem vred på nogle af dem.

Men hvad skal man så gøre, når man ser, at den ”syge” er i gang med en mani, der kan gøre skade på vedkommende selv eller på de kære, der står rundt om? Eller når vedkommende er i en depression?

Når jeg er og har været i en depression, der som regel er fulgt med en mani, så har jeg virkelig brug for min familie og mine nære venner. Jeg har brug for, at de forstår, hvorfor jeg melder mig helt ud af fællesskabet, hvorfor jeg isolerer mig. Jeg har brug for, at der kommer nogen og bare ER der med mig. Holder lidt om mig, hjælper mig med de praktiske ting, jeg ikke selv kan overskue. For i den tilstand er alle opgaver som bjerge, der skal bestiges. Selv støvsugeren kan virke ”skræmmende”. At tømme en opvaskemaskine kan virke som en opgave, der ikke kan overkommes.

Men manierne er straks meget sværere at hjælpe med.

For et års tid siden lavede jeg en aftale med min søster om, at hvis hun opdagede, at jeg havde gang i noget, der virkede manisk, så var hun den eneste, der kunne få lov at stoppe mig og tage en snak med mig. Jeg lavede selvfølgelig aftalen i en periode, hvor jeg hverken var depressiv eller manisk. Det lykkedes at fange mig midt mellem disse to voldsomme tilstande.

Vi aftalte en måde, som jeg var overbevist om, hun kunne komme igennem med. For mig er det vigtigt, at hun ikke kommer med løftede pegefingre eller formaninger. Men at hun ”tilfældigt” kommer ind i billedet og lytter til, hvad jeg nu brænder så voldsomt for, hvad jeg nu har gang i. Og da jeg ikke er åben for hvad som helst i den tilstand, skulle hun stille og roligt tale med mig, lytte til mig og komme med små ”uskyldige” input, igen og igen, til jeg kunne se, hvad konsekvenserne ville blive af min ”begejstring”.

Selvfølgelig er jeg klar over, at det ikke altid vil blive lige godt modtaget af mig. Jeg ved, at når jeg er manisk, skal der meget til, før jeg bliver overbevist om, at jeg er på afveje. Men min søster er nok den, der kan gøre mest i den retning.

Jeg går i terapi, og min terapeut har andre måder at ”vække” mig på. Det kan være en god idé at lave en aftale med sin terapeut om, hvordan hun/han tackler dette, og hvordan det kan blive vendt, så man kan se og forstå, hvad det er, man laver lige nu. Og finde frem til, om det nu ER en mani, eller om det er en reel ”ændring” eller reel idé, der kommer fra hjertet eller fra et godt sted. Noget hun kan hjælpe mig med, er at aftale en ”time-out”. En pause, hvor vi aftaler, at vi taler om det igen gangen efter, og at jeg indtil da overvejer mine beslutninger og ideer igen. Når jeg har sådan en aftale, så forpligter jeg mig på en måde, der kan holde mig lidt fast.

Jeg er så heldig at have 3 voksne drenge, der holder mig forankret på jorden. Jeg har arbejdet meget med at tilgive mig selv for de ting, jeg har påført dem igennem mine manier. Og jeg har en meget stærk vilje netop omkring dem. Jeg vil aldrig kaste mig ud i så store projekter, at det igen går ud over dem. Og det vil også være dem, der kan stoppe mig, hvis de opdager, jeg er ude på et sidespor. Dem vil jeg lytte til, hvis jeg kan se, at de er nervøse eller kede af det…

Men ellers kan mine pårørende blot stå og se på. Jeg ved, at jeg ikke lytter til nogen, der ”er klogere” end mig, når jeg er manisk.

Når jeg har været i forhold, har det været helt urimeligt, hvad jeg har budt min partner. Og set i bakspejlet, har et par stykker af dem stået model til alt for meget. De har været meget stærke og selvom de har kæmpet, selvom de har været ulykkelige og frustreret, så har de holdt ud. Dengang var der ikke diagnose på min opførsel. Jeg var bare ”humørsvingende”.

Når jeg ser tilbage, og hvis jeg kunne gå tilbage som en ”anden udefra”, så ville jeg give dem et råd. Jeg ville bede dem lytte til, hvordan de selv har det i dette her. Når de har kæmpet nok med mig, ville jeg råde dem til at mærke efter, hvor meget de egentlig vil stå model til. Hvor meget, de ville finde sig i at blive såret og skældt ud. Hvor meget de havde lyst til at følge med i, når jeg var manisk. De var der virkelig, når jeg var dybt ulykkelig i mine depressive perioder. Men de var også hårdt ramt.

Så dybest set ville jeg råde dem til at stå ved mig, så længe de SELV følte, det var ok. Og når de så ikke kunne mere, så ville jeg råde dem til at passe på sig selv. Og i værste tilfælde, at gå deres vej. For de kan kun holde til så meget, de kan. Og det er jo ikke meningen, at jeg skal ødelægge dem også. At jeg skal medvirke til, at de går i stykker.

Da jeg startede på psyk, nægtede jeg at tage medicin. Jeg ville ikke ind i den tilstand af "ligegyldighed". Men efter at have talt med min daværende kæreste og mine nærmeste om det, besluttede jeg alligevel at tage imod det. Vi blev enige om, at det var bedre, end at lev i det "Helvede", jeg før havde gjort. Og jeg har ikke fortrudt det.
 
Alle har et ansvar overfor sig selv. Også mig.. Og jeg må tage konsekvenserne af mine handlinger, også selvom jeg har denne lidelse. Den er ingen undskyldning, men den kan være en forklaring!

Til I kære pårørende:
Pas OGSÅ på jer selv
Lyt OGSÅ til jer selv
Og søg hjælp hos nogen, der kan støtte og vejlede og som gerne vil dele og deltage

Savner en mani - måske

Forestil dig at være urørlig.

Forestil dig, at du tror, du kan alt, at de ting, du er i gang med, er helt rigtige og noget, du bare ved, du er bedst til. 

Forestil dig, at verden ligger åben og du kan flyve ud i den og vide, at vingerne bærer.

Jeg savner at have den følelse. Jeg savner en mani.

Jeg har stadig manier, men de kommer i en meget mildere grad. Eller rettere, de er overskygget og bliver dæmpet af en konstant lurende depression. De banker på i det små, men kommer aldrig helt ud, så jeg får den fantastiske følelse. De to kræfter bliver på en måde udlignet, så manien kæmper med mørket. Og ingen af dem vinder. Ikke helt.

Og dog… mine mørke perioder, tilstande af depression, bliver længere og længere, men ikke sværere og sværere. De er ikke i nærheden af den styrke, de har haft så mange gange tidligere i mit liv. Men de ligger som et tæppe, en tåge, henover mig hele tiden. Som om jeg har opgivet at have det sjovt. Eller som om min krop og mit liv tilhører en anden.

Og ja, jeg savner så en mani.

Men jeg er også på vagt. Hvis der er udsigt eller optræk til noget, der ligner en mani, så stopper jeg op og prøver at mærke, om det er en af de ting, der kører med mig, uden jeg har kontrol. Det er det, min medicin har givet mig. En ”bedre” form for balance, hvor mine indre kampe foregår på en anden mildere måde. Gråt - men i balance. Og det er godt.

Men - måske er det også et resultat af, at jeg er træt. Mit liv har budt på så mange høje flyveture og så mange dybe dybe fald bagefter. Så mange ”fiaskoer”, og så mange hårde perioder, hvor jeg har skullet lære at gå igen. Og jeg har bare været så ufattelig træt i psyken, i følelserne og i kroppen de sidste 3 år. 3 år kræft og med lange svære depressioner, der overlappede hinanden. Træthed! Så måske er det også med til, at jeg ikke er så modtagelig for de store manier. Den konstante indre og ydre træthed.

Så vidt jeg ved, var min sidste store maniske handling helt tilbage til dengang for 3½ år siden, hvor jeg flyttede fra Odense til Støvring. Da jeg troede (igen), at jeg havde fundet den fantastiske kærlighed. Dengang jeg (igen) besluttede, at min søn og jeg skulle rykkes op med rod og flytte. Det var en ufattelig dårlig beslutning og en med fatale følger. Igen! En af de beslutninger, der endnu engang gik ud over mine allerkæreste – mine børn. Og ja, i en mani kan man bare slet ikke se det. Man fatter simpelthen ikke, hvad det er man gør, før det er for sent. Og efterfølgende var faldet endnu hårdere, endnu sværere og endnu mere smertefuldt, end det nogensinde har været. For hver gang jeg har været deroppe, har turen ned være mørkere og mørkere – mere og mere smertefuldt.

Men følelsen i den tid var fantastisk. Der var lykke (inden i mig), der var den der følelse af, at jeg kunne alt. Verden tilhørte mig. Kærligheden tilhørte mig. Jeg var urørlig, udødelig. Jeg kunne flyve.

Og det er den følelse, jeg savner. Den følelse, jeg længes efter, når der nu er gået 3 år, hvor det har været gråt og svært. Og hvor jeg nu går i den evige grå zone, uden helt at være ovenpå, uden at være glad. For hvordan kan man være glad, når man føler, man går i en anden verden i en grå masse af tåge?

Så ja, en mani ville være velkommen. Men jeg ved også, at det ikke er en mulighed. For faldet bagefter vil ikke være til at komme op af igen. Og skyklapperne, der lukker sig om mine øjne, så jeg ikke ser, hvad der sker omkring mig imens, dem tager jeg ikke på igen. Nu kommer mine børn først, og nu kommer jeg først, så jeg kan forsøge at være i balance og leve et stille liv.

Næsten. For min lyst til at prøve ting af forsvinder forhåbentlig ikke. Men jeg vil gerne kunne nå at mærke ordentlig efter, om det er ægte eller om det er ”noget der trækker mig væk”..

Så nej - manier er alligevel ikke velkommen. Men hold k… hvor jeg savner dem.

Smertefuldt mørke

Uddrag fra min personlige bog..

Nogen gange er det nemmere at forklare hvad der sker, når jeg skriver det i tredje person. Det er nemmere at forholde sig til, når det er skrevet "om en anden". Det har været en lang proces at skrive mig igennem min bog, og jeg er langt fra færdig. Men ind imellem min fortælling, kommer historier om "hende den anden". Her er et lille udpluk...

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hendes liv bliver spillet for hendes indre øjne. Hun ser sig selv, hun ser alt det, hun har været igennem. Hun ser de sorger, hun har påført sin familie, børnene, tidligere mænd. Et langt liv, hvor de ting, hun har været kastebold i, gør hende træt og forpustet. Perioder, der virker som film, hun har set. Det er ikke hende. Det kan det ikke være. Det er så tåget og så meget, at hun ikke kan tage det ind. Hvem er det, der har levet det liv? Det føles pludselig slet ikke som om, det er hende selv.

Hun ser, hvordan hun har væltet rundt i livet, som en hoppebold i et lukket rum. Forhold efter forhold, som hun har ødelagt. Mænd hun har såret og skuffet. Job efter job, som hun har troet på og løbet fra igen og igen. Og hendes børn! Smerterne over at vide, hvor meget hun har skuffet, såret og svigtet dem. Det er ubærligt!

Mørket sænker sig. Det bliver tungere og tungere. Hun ved, at alle ville være bedre tjent med, at hun ikke var i verden. Hvis hun forsvandt. Det er den eneste måde, hun kan stoppe med at såre og svigte. Den eneste måde, hun kan få fred for skyld, sorg og selv-lede. Bare fred! Og det er den måde, hun kan give sin familie fred i sindet, så de kan slippe for at bekymre sig for, hvad hun finder på næste gang.

Hun sender tanker til det store glas med smertestillende piller, der står ude i skabet. Kan man overhovedet få så mange piller ned? Hvad vil der ske? Hvordan vil det ske? Vil det være smertefuldt eller vil det være beroligende? Vil de overhovedet virke? Er det mon nok?

Måske er der en anden måde. Måske kan hun bare tage tøj på og gå sin vej. Væk! Gå så langt hun orker, ud i verden. Gå, til hun ikke aner, hvor hun er. Forsvinde. Bare væk fra smerterne og sorgen. Væk fra mørket i hendes verden.

Noget i hende holder igen. Hun ved jo, at hendes børn har lidt nok, og de skal ikke igennem sorgen over, at miste deres mor. Selvom de i sidste ende nok vil blive glade for det. De har fortjent så meget mere, end hun kan give dem. End hun HAR givet dem. Men de skal ikke have dette med sig også. Så hun slipper tanken om at forsvinde. Eller dø!

Hun mærker smerten i kroppen, der vokser og vokser i intensitet. Den presser sig på, op igennem halsen. Og så hulker hun. Hun græder og hulker højt, kaster sig rundt i sofaen i smerte, det er så uudholdeligt. Hun rejser sig og går rundt i huset, imens hun hører sin egen gråd. Højt og larmende. Lyden sætter endnu mere gang i det og det bliver alt for svært at bære. Hun stamper hårdt i gulvet imens hun går fra rum til rum. Hun må få smerten til at forsvinde. Hun går hen til væggen i køkkenet og banker hovedet ind i den. Hamrer sine hænder mod muren og hulker endnu mere. Men smerten indeni forsvinder lidt og overtages af smerten i panden og på hænderne. Det føles et øjeblik som en lettelse, men så vokser det hele sig større og større igen.

Hun sætter sig ned på køkkengulvet med benene trukket op om sig. Hun er så alene, så ensom og bange. Pludselig længes hun efter, at nogen vil indlægge hende. Få hende ind i tryghed, sikkerhed. Hun kigger sig rundt, men ser ikke. Tårer og mørke slører hendes øjne. Uden at lægge mærke til det, sidder hun og vipper frem og tilbage. Vugger sig ind i mørket og stilheden.

Hun er alene. Ingen kan hjælpe hende og ingen vil.

Hvem ønsker at forstå?

Hvad kunne man ønske sig fra sin familie og nærmeste venner, når man er i denne tilstand? Hvad er det, jeg savner eller længes efter fra dem? Og ikke mindst, HVORFOR ønsker jeg, at de ved det? Hvorfor er det vigtigt for mig, at blive mødt fra mine omgivelser, derfra hvor jeg er?

Der er flere ting, jeg kunne håbe på. For det første ønsker jeg meget, at de blot vil prøve at læse, høre og forstå. Bare PRØVE at forstå! Prøve at få et indblik i, hvordan det er at være mig, hvorfor jeg løber rundt i cirkler, hvorfor jeg hopper rundt i et lukket rum, som en gummibold fra væg til væg. Så de måske kan stoppe med at undre sig eller dømme mine handlinger.

Og så ønsker jeg, at min familie og venner respekterer mine grænser, respekterer mine ”råb om hjælp”, accepterer og forstår, hvorfor jeg igen og igen må svigte aftaler eller i perioder trækker mig helt væk. Det kan de måske først forstå, når de ved mere om min tilstand af lys og mørke.

Og ja, så er omsorg, kærlighed og nænsomhed en stor længsel, når jeg går i mørket. Når jeg er frustreret, angst for fremtiden, i sorg over min tilstand og mit liv, der har været så turbulent. At de vil lytte og holde mig…

Alt det og mere til. Men hvor meget kan jeg forvente af mine nærmeste? Hvor meget skal eller kan de gå inde i? Hvor meget LYST har de til det? Er det nemmere bare at ”lade det være”. Lade det være, som det altid har været? Hvor mange vil virkelig gerne forstå og støtte mig?

Jo, jeg er heldig, der er helt sikkert nogen i min nærmeste sfære, der prøver at forstå og som er der for mig. Nogen der altid tilgiver mine udfald og nogen, der lytter, holder om og er der for mig.

Tak til jer. Fra hjertet!

Mønstre, håb og en smiley

Når man går rundt i denne tilstand af ”sort og hvidt”, af op –og nedture, så kan det føles som om, intet nytter, intet hjælper.

Det billede, jeg har af mig selv, er blevet så fast manifesteret, at det er svært at slippe. Billedet har jo vist sig at passe, igen og igen. Mine mønstre går i ring, de har vist mig hele livet, at hver gang jeg lige tror på noget, når jeg har følt, at nu er jeg ”på vej”, så falder jeg tilbage og alt er ligegyldigt.

Det er som om, jeg har svigtet mig selv så mange gange, at jeg efterhånden har opgivet det. Jeg kan ikke stole på mig selv. Mine følelser, meninger og lyster.

Hvordan kan VIDE, at jeg føler, at noget er rigtigt? Hvordan kan jeg VIDE, at jeg mener det samme, som jeg mener lige nu, når morgendagen kommer? Og det jeg har lyst til nu, det er ikke det samme, som jeg har lyst til i morgen eller om en time. Derfor svigter jeg mig selv. Og jeg svigter i den grad alle andre. Dem jeg holder af, dem der gerne skulle kunne regne med mig. Jeg melder afbud til sammenkomster, fester, besøg og ture ud i byen. Og efterhånden er jeg begyndt at sige ”ja-med-forbehold”.

I løbet af de sidste år har jeg forsøgt at forklare mine omgivelser, hvordan det hænger sammen. Dem der elsker mig, dem der holder af mig og dem, der VIL mig, de forstår og de respekterer mine svingninger. Efterhånden er det gået op for dem, at det ikke bare er ”pjat” med mig. At det ikke er fordi, jeg ikke VIL dem, men fordi jeg ikke KAN…

Nu er jeg så i gang med en uddannelse til psykoterapeut. Jeg har kæmpet mig igennem de første 3 år, med mange mange gange, hvor jeg har været tæt på at opgive. Så mange gange, hvor jeg har følt, at det jo alligevel ikke nytter. Bedst som jeg tror, at nu er jeg på vej til at ændre mit liv, ændre mig selv eller rettere, FINDE mig selv, den sande kerne, så falder jeg tilbage i ligegyldighed og opgivenhed. Jeg falder ned i det hul, hvor alt er uoverskueligt. Hvor jeg ikke kan se, at jeg ændrer mig. Jeg falder jo alligevel tilbage, så hvorfor skal jeg fortsætte? Hvorfor skal jeg prøve at overbevise mig selv om, at dette er anderledes? Når jeg udmærket VED, at det kun er en uge efter hvert modul, at jeg har den gode følelse, for så at komme ind i den opgivende fase igen?

Så er det, at jeg har dem der kender mig godt. Når jeg er ved at opgive arbejdet med at komme igennem og fortsætte mod målet, så kommer englene. Min familie, mine medstuderende, der kender mig og har fulgt mig igennem de sidste 3 år, min terapeut/lærer, der giver så meget af sig selv, for at jeg skal komme igennem. DE kan se, at jeg forandrer mig. DE kan mærke, at jeg er et mere sandt sted, den Dorte, der er på vej. Og så finder jeg igen viljen, glæden ved arbejdet og modet til at se fremad.

Det er hårdt arbejde. Det billede, de mønstre og de evindelige depressioner, de kan ændres. De kan vise sig at være noget, jeg skal lære af. Det store arbejde KAN vise sig at nytte noget, så jeg kan få et liv, hvor jeg kan få en SMULE mere balance, hvor jeg kan ”lære” at leve med de udsving på en givende og konstruktiv måde. Det KAN måske lade sig gøre, at den sidste halvdel af mit liv bliver nemmere, lysere og mere givende, end den første har været. Den træthed og den følelse af, at ville slippe og give op, den kan måske blive mindre og mindre. Og til sidst KAN jeg måske få lyst til livet – hele tiden!!

Så er det, håbet spirer.

Jeg øver mig i at se alle de små lysglimt, der kommer undervejs.Min bevidsthed om, at hvis jeg samler på dem, så fokuserer jeg mere og mere på dem.

Måske skriver jeg nu alt dette i et anfald af en blid ”mani”. Måske ser jeg anderledes på det i morgen. Men så må jeg læse det igen og sætte en lille smiley i kalenderen – og en dag, når jeg tæller alle de smilies op, så vil jeg se, hvordan der kommer flere og flere af dem.

Og måske vil billedet af, hvem jeg er, hvem jeg tror jeg er, ændre sig lige så stille. Måske kan jeg hen ad vejen lave mig et billede af en stærk, givende, omsorgsfuld og spændende person, som andre kan sole sig i, som jeg selv kan leve med. I mere harmoni. I mere fred!!!

Måske!

Hver for sig

Jeg har skrevet på en bog om, hvordan det kan være at leve i denne tilstand af op -og nedture. Hvordan et liv kan forme sig, som resultat af alle de kræfter, der kører rundt med en igennem et liv. Kræfter, man ikke er i stand til at kontrollere, specielt når man endnu ikke er klar over, hvor de kræfter stammer fra. Det er mit eget liv, og det er måske kun ment som en form for "testamente" til min familie, mine børn. På den måde kan de alle sammen måske få en forståelse eller bare en forklaring på, hvorfor mit liv har været så turbulent. Her er et lille uddrag fra mit skriv:

”Der er frygtelig langt ned. 5 etager.

Bilerne drøner af sted under mig og lydende er svage. Der på gaden går folk rundt som om alt er helt fantastisk. Jeg ser et par kvinder gå og sludre og grine sammen.

Jeg længes efter den latter. Efter at være en del af en kærlig enhed, der er fri og glad. Følelsen af at være tryg og sikker sammen med et andet menneske, eller flere.

Jeg lader det ene ben komme ud over kanten i vindueskarmen. Det giver et sus i min mave, der blander sig med smerten samme sted. 18 år gammel, og træt af livet. Tårerne løber ned over kinderne. Jeg kan ikke mærke dem, men synet bliver sløret og bilerne bliver til udflydende pletter der blander sig med asfalt, huse, butiksvinduer og folk. Uvirkeligt.

Ja, uvirkeligt. Ligesom mit liv og jeg selv er. Jeg er her, men er her ikke.

Hvordan vil det være at ramme asfalten dernede? Hvordan vil det føles, hvis jeg ikke dør af det? Bliver jeg lænket til en kørestol resten af livet, i bedste fald?

Modet svigter mig og jeg trækker langsomt benet til mig. Hopper ned på gulvet og sætter mig. Trækker benene op under mig, og lader gråden komme. Som fra en dyb vulkan vælter følelserne op i mig. De følelser, jeg har slugt og gemt væk så længe. De følelser, som ingen vil forstå eller tage imod.

Jeg føler mig pludselig så helt alene. Nej, ikke pludselig. Men nu mere end nogensinde. Hvem ville savne mig, hvis jeg var væk?

Smerterne indeni vil ikke forsvinde. Jeg hulker og bliver forskrækket over min egen styrke i den lyd. Den mærkes i hele kroppen. Som kramper, der ikke kan stoppes. Smerterne i maven, mellemgulvet og allermest i halsen har været der så længe jeg kan huske. Så ubegribeligt længe.

Jeg er altid alene. Selvom jeg er sammen med andre, er jeg alene. Jeg er i en anden verden, som ingen kan se, og jeg kan ikke komme ud og være en del af resten af verden. Isoleret, som i en boble af tomhed og vakuum. Ingen prøver at nå ind til min verden, og jeg ønsker ikke at give nogen adgang herind. Det er mit trygge sted. Her kan jeg gå ind, så ingen kan se, når jeg græder eller bliver såret"

Sammen
Alene
Sammen med dig.
Alene med dig
Alene

Mange alene
hver for sig
Ensom

Tankemylder
Tanker alene
Tanker sammen
Kaos

En stemme
Alene
Et kor.
Stemmer sammen
Stemmer hver for sig
Stemmer alene

Alene
Alene med andre
Alene..

 

Ude af syne

Tørke
Sprækker i jorden
Som åbne sår der ikke vil hele

En livgivende dråbe
Sender strømme af håb
Om spirende frø
Der en dag står i blomst

Synsbedrag og løgne
Næret i drømme
Af tørke og tørst
Udslidt og hul

Længsel efter liv
Fra helende dråber
Af løfter og kærlighed
Der danser et sted
Ude af syne

Venter på livet
Der altid må komme
Efter kølende regn

Men håbet er væk
Det lever i drømme
I tørken venter kun
Den befriende død

Hende Lotte Heise

For nogle år siden, da jeg blev 40 (ups - 10 år siden), havde min søster skrevet en sang til mig. Et af versene gik på, at jeg var "livlig". En sætning lød: "...Og taler som Lotte Heise", som selvfølgelig hentydede til hastigheden og mængden af ord :-) 

Det har jeg tænkt på mange gange siden.
Når jeg har det lidt manisk, når jeg føler, jeg bare kan det hele - ja, så taler jeg i høj fart, med lidt mere skinger stemme og har frygtelig meget på hjerte. Til sammenkomster kan jeg bare snakke og snakke. Eller når jeg i virkeligheden føler mig usikker i et selskab, en dag, hvor jeg har det mere skidt - så kan jeg også bare tale derudad, for at skjule min usikkerhed. Noget i mig forsøger at "beskytte" min usikkerhed og det går helt galt ;-)

Så er det jeg bliver dybt frustreret, når jeg kommer hjem i min seng. "Hvorfor fyldte jeg nu så meget", "synes de, jeg var en belastning" osv.. Tankerne ruller rundt og holder mig vågen. Jeg føler mig dum og som en, der ikke ser andre, end mig selv.

Ellers er jeg en god lytter. Det får jeg heldigvis også at vide. Mange søger mig, når de har brug for at snakke. Jeg er ikke bange for at spørge ind, jeg rummer og jeg kan gå bagom de problemer, andre går med og vende det, så det kan ses på på en anden måde.

Men når Lotte Heise så kommer op i mig, så fordømmer jeg mig selv. Jeg bruger hele nætter på at kritisere, blive gal og frustreret.

Jeg har bestemt mig på at PRØVE at se mig selv, som een, der bare ER sådan. Også derfor jeg prøver at lægge mere åbenhed for dagen, så andre kan forstå, hvorfor jeg nogen gange "fylder for meget". Det er bare noget, jeg ikke kan styre og jeg ved ikke, hvornår det bliver tricket eller hvornår det bliver væk.

Det er den der med, at jeg ikke kan stole på mig selv. Jeg kan godt bestemme mig for at være indlevende og stille til en sammenkomst, inden jeg tager hjemmefra. Jeg kan love mig selv, at lytte og holde tilbage med det, jeg selv har på hjerte. Men når jeg sidder der og folk spørger eller snakken kommer ind på noget, jeg kan bidrage til, så begynder hende Lotte at poppe op.

I det hele taget er det der med, at kunne stole på mig selv, et problem. Eller en udfordring :-)

Den ene dag ved jeg lige, hvad jeg skal eller vil og jeg laver aftaler eller lover nogen noget. Den næste dag - eller næste time - virker det fuldstændigt åndssvagt og slet ikke som noget, jeg skal eller vil. Selvom det kan føles helt rigtigt det ene øjeblik. Det medfører selvfølgelig en del aflysninger, svigt og bristede drømme. Også for andre.

Men det er så også mig. Eller en del af mig :-)
Like it - or not!

Bare jeg kunne sige sådan altid. "Like it or not"...

Lidt om åbenhed og svigt

Der er ting, der er svære at forklare sine omgivelser, familie, venner og bekendte. En af dem er, hvorfor jeg ikke altid kan overholde en aftale.

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har sagt ja til et arrangement, en lille sammenkomst, et kaffebesøg eller lignende, og så har måttet melde afbud. Hvis det er nogen, der ikke har kendt til mig, har det været "nødvendigt" med en lille hvid løgn. En hovedpine eller andet, der kan legalisere, at jeg er blevet væk. Det samme gælder de perioder, hvor jeg ikke har magtet at komme på mit job. I første halvdel af mit voksenliv, har min krop kompenseret for mine løgne og "givet" mig dårlig ryg, migræner osv. Og så er det jo lovligt at melde sig syg. Men i forbindelse med, at jeg har udviklet dybere og længere depressioner, har jeg haft nemmere ved at sige tingene, som de er. At jeg har det dårligt indeni..

Det er svært at forklare noget, ingen kan se. Når man ser mig, er jeg jo normalt smilende, glad og udadvendt. Jeg har "nemt" ved at komme ind i nye sammenhænge og jeg får ofte at vide, at jeg er vellidt af den grund. Udadtil fejler min selvtillid ikke noget. Jeg er aldrig bange for at prøve nye ting (og det ER jeg bare ikke), jeg går på med stor vilje. Jeg snakker, griner og er med socialt.

Men ingen ved, hvor meget det kræver af mig, at sætte den "facade" på.
Jo - når jeg har det godt, ER jeg sådan. Så er det ikke en facade, men bare mig. En af de gode perioder. Men pludselig kommer mørket, og så skal jeg kæmpe for at være "på". Kæmpe for at være hende, man gider være sammen med. Hende der ikke gør et nummer ud af sig selv, men bare er "godt" selskab. Jeg bliver anspændt og nervøs for, om jeg kan holde en samtale gående, om jeg er god nok at tale med, om jeg er interessant nok osv. Og så er det, jeg kommer til at tale for meget, simpelthen for at undgå stilheden.

Hvis jeg havde haft en fysisk sygdom, der kunne ses (eller da jeg havde brystkræft), så er det mere legalt at have en "dårlig dag". Men ja, når det er psykisk ubalance, så ser folk væk, de ved ikke helt, hvad de skal stille op med det, når jeg er helt ærlig.
Men jeg ønsker ikke at blive mødt med medlidenhed, når jeg fortæller om et. Jeg ønsker at blive mødt med åbenhed og forståelse. Og så er der jo inviteret til spørgsmål, hvis man er nysgerrig.
Men jeg har bestemt mig for, at tabu giver misforståelser, og jeg er begyndt at være meget åben om min lidelse. Det er jeg af flere grunde. For det første, så giver det jo en større forståelse - forhåbentlig - fra mine omgivelser af, hvorfor jeg er, som jeg er.  Hvorfor jeg "svigter aftaler", hvorfor jeg nogen gange snakker for meget og for lidt, hvorfor jeg ind imellem gør lidt skøre ting og hvorfor jeg ind imellem sidder og ser trist ud.

For det andet, så synes jeg, at åbenhed er med til, at andre kan lukke op for posen. Når nogen har det dårligt, og så finder ud af, at det er ok at tale om det, så bliver det mere ok at lukke op selv. Og så er jeg der til at lytte. For det er heldigvis en af de ting, jeg har fået med i forbindelse med min lidelse - empati, indlevelse og lysten til at lytte og være der for andre.

Min udfordring er så, at jeg ikke ALTID giver denne lidelse skylden. At jeg husker, at jeg er et menneske som alle andre. At alle har det sådan, at de i perioder er usikre, har det dårligt eller bare gør skøre ting. Og det ville jeg også have gjort, selvom jeg ikke havde haft sådan en Bipolar-ting.

Jeg HAR en bipolar - jeg ER ikke bipolar. Og det er en stor forskel - i mine øjne.
Jeg er MIG.. :-) Og inderst inde er jeg egentlig godt tilfreds med, at være mig!