Hvem ønsker at forstå?

Hvad kunne man ønske sig fra sin familie og nærmeste venner, når man er i denne tilstand? Hvad er det, jeg savner eller længes efter fra dem? Og ikke mindst, HVORFOR ønsker jeg, at de ved det? Hvorfor er det vigtigt for mig, at blive mødt fra mine omgivelser, derfra hvor jeg er?

Der er flere ting, jeg kunne håbe på. For det første ønsker jeg meget, at de blot vil prøve at læse, høre og forstå. Bare PRØVE at forstå! Prøve at få et indblik i, hvordan det er at være mig, hvorfor jeg løber rundt i cirkler, hvorfor jeg hopper rundt i et lukket rum, som en gummibold fra væg til væg. Så de måske kan stoppe med at undre sig eller dømme mine handlinger.

Og så ønsker jeg, at min familie og venner respekterer mine grænser, respekterer mine ”råb om hjælp”, accepterer og forstår, hvorfor jeg igen og igen må svigte aftaler eller i perioder trækker mig helt væk. Det kan de måske først forstå, når de ved mere om min tilstand af lys og mørke.

Og ja, så er omsorg, kærlighed og nænsomhed en stor længsel, når jeg går i mørket. Når jeg er frustreret, angst for fremtiden, i sorg over min tilstand og mit liv, der har været så turbulent. At de vil lytte og holde mig…

Alt det og mere til. Men hvor meget kan jeg forvente af mine nærmeste? Hvor meget skal eller kan de gå inde i? Hvor meget LYST har de til det? Er det nemmere bare at ”lade det være”. Lade det være, som det altid har været? Hvor mange vil virkelig gerne forstå og støtte mig?

Jo, jeg er heldig, der er helt sikkert nogen i min nærmeste sfære, der prøver at forstå og som er der for mig. Nogen der altid tilgiver mine udfald og nogen, der lytter, holder om og er der for mig.

Tak til jer. Fra hjertet!