Lykken er....

Lykken er:
At vågne hver morgen med følelsen af, at livet er godt
At høre fuglenes livlige sang og dufte morgenen ind gennem et åbent vindue
At se frem til en dag, hvor min søn bliver student
At huske på dagen i går og smile, fordi jeg har haft en dejlig tur i skoven på min hest
At tænke på alle dem, der fylder mit liv med nærvær og glæde 

Der er meget at være glad og taknemmelig for. Aller mest er jeg taknemmelig for at være i livet. Jo, jeg havde lige et par dage, hvor jeg følte, at jeg var på vej nedad igen. Jeg blev bange og ked af det, fordi jeg var overbevist om, at mit mørke mønster blev vækket. Det ville jo være typisk mig, at være i en tilstand, hvor jeg føler jeg kan flyve, og så bare blive så skuffet, når jeg lander dybt nede i mit hul igen. 

Men…. Sådan blev det ikke. Da jeg var godt på vej ned af rutsjebanen, så fik jeg stoppet op og vendt mig om. Jeg kiggede på, hvad der havde vendt op og ned på min tilstand, hvorfor jeg var røget i med begge ben og hvad det er for erfaringer, jeg kunne trække på, for at holde mig oven for hullet. Det første, der slog mig var, at jeg havde gentaget min evne, til at overvurdere mig selv og mine kræfter. Efter en lang periode med store udfordringer, og hvor jeg stadig tog mere ind, måtte jeg overgive mig. Min indre verden kortsluttede og fortalte mig, at der nu ikke var plads til mere pres. 

Jeg kiggede på mit liv og de ting, der havde fyldt, og jeg måtte sande, at presset føltes som den gamle velkendte spændetrøje, som jeg ikke kan slippe fri af. Smerterne i maven og spændingerne blev for meget. Tankerne om, hvad jeg skulle, hvornår jeg skulle huske hvad, hvem jeg skulle tage mig af, hvem der nu kunne lide mig, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, møder jeg skulle til, mennesker, der ”bekriger” mig og alt det, der stadig manglede at blive gjort – alt sammen noget, der til sidst fik slukket for kontakten. 

Så, jeg fik stoppet op. Jeg fik talt med mennesker, der holder af mig og som forstår og lytter. Jeg fik vendt det hele, sat det i rette perspektiver, så det ikke føltes helt så uoverskueligt. Og ikke mindst – så fik jeg fokus på, hvad der er vigtigt og hvor stærk jeg er – dybest inde. Jeg opdagede igen, at den styrke kan gemmes langt væk, når ydre ting overvælder mig og skygger for det. Dagen efter var jeg på banen igen. Jeg fik sorteret lidt i alt det, jeg skulle og som fyldte. Og jeg fik igen øjnene op for, at der er grænser for, hvor meget jeg kan klare. Det er jo ikke uden grund, jeg er på pension! 

Det var en stor lettelse at se, at jeg rent faktisk er i stand til at lytte til mit indre, at stoppe op og tage mine erfaringer alvorligt. Før i tiden ville jeg have kørt videre, indtil jeg væltede helt og ikke kunne se min vej op. Det var en kæmpe ting, kæmpe tilfredsstillelse, at jeg kunne regne med mig selv. En følelse, jeg aldrig har haft før. At kigge på det hele og vide, at det måske var meningen, jeg skulle møde de store udfordringer, for på den måde at lære og mærke mig selv og mine grænser. 

Så jeg endte med at være dybt taknemmelig for det, jeg har tilladt at komme ind i mit liv, for at lukke mine øjne op og erkende, at hvis jeg skal blive i min tilstand af lykke og livsglæde, så skal jeg HUSKE, at min tid, mit overskud og mine følelser skal have ro og fred og ikke overbebyrdes. Jeg har selv lukket op for de ting, der pressede mig og som gav mig angst og gjorde mig opgivende – et par enkelte dage. Og jeg kan selv – med min indre styrke og vilje – rydde op i det igen. 

Nogle ting skal være der, fordi de er med til at udvikle mig. De er med til at vise mig, at jeg kan stå op for mig selv og at jeg kan sætte mine grænser for, hvad jeg vil være med til. Det er de store ting, jeg har lige nu. Og for hver dag jeg holder fast i det, får jeg mere og mere tro på mig selv og vokser i store ryk inden i. 

Nogle af de andre ting har jeg kunnet slippe. Jeg har kigget på dem og tænkt, om det er kampe, jeg skal vælge at kæmpe, eller om jeg blot skal møde dem og se på dem – og slippe dem igen. Sådan blev det. Og jeg er på banen igen. Med glæde, lykke og store forventninger til mit liv. Taknemmelig over, at jeg har muligheden og friheden til at arbejde på denne måde, og at jeg har rum til at falde ned og slippe alt pres. 

Tak fordi jeg har tid og plads til at sortere, hvad jeg vil udsætte mig selv for, hvad jeg kan og skal tage ind og dermed melde fra. 

Jo, der er meget at være taknemmelig for. Jubiii......

Og så - BUM!

Ja ja.. Alt varer ikke evigt. Men 3½ måned i lyset og lykken er også godt. Og det er nu, jeg skal være opmærksom. Hammeren er ved at ramme igen, selvom jeg prøver at undvige. Nu er kunsten at lytte indad. Efter lang tid i total balance og lykke, kan jeg nu mærke en stor sårbarhed. Jeg har MÅSKE dummet mig i en stor sag, og dermed endnu engang udsat mig selv for bekymringer og modstand.

Men jeg kunne ikke andet. Det har medført modstand fra mange sider. Jeg ved, at det skyldes bekymringer fra deres side, set ud fra min historie fra tidligere fejltagelser og sorgfyldte oplevelser. Men det gør ondt. Og jeg er røget ind i sårbarheden og er nem at gøre ked af det.

Jeg prøver at bevare balancen og ikke lade mig vælte. Jeg har ikke råd til at gå helt ned igen. Så hvordan mon jeg skal gribe det her an?

Når nogen har kommenteret – ud fra deres store bekymring, som jeg er taknemmelig for på den ene side, og irriteret over på den anden – så rammer det noget i mig, som jeg åbenbart ikke har fået set på. Og det medfører så, at jeg automatisk forsvarer mig og mine beslutninger.

Så ja, der skal endnu mere terapi til, det ved jeg – det mærker jeg. Og selv-terapi.

Har jeg brug for at forsvare mine handlinger? Eller har jeg grund til det? SKAL jeg forsvare dem, eller skal jeg bare stå op og holde fast i, at jeg er en voksen kvinde, der kan stå selv? Jeg føler mig som et barn, der har gjort noget helt forkert. Og jeg kan næsten ikke være i det.

Bekymringerne følger mig nu nat og dag. Også det er et gammelt mønster. Jeg genkalder samtaler, jeg vender og drejer det, jeg diskuterer med mig selv i timer og jeg kan ikke slippe det "hamsterhjul" i mit hoved.

Der er selvfølgelig bekymringer om, hvorvidt de har ret. At jeg HAR dummet mig. Men jeg kunne ikke gøre andet. Men det ændrer ikke på, at bekymringerne og angsten er begyndt at gnave i mig. Og det sidder fast som en krog, der ikke kan trækkes ud.

Så er der bekymringerne om, om der nu er nogen, der ser ned på mig. Et gammelt mønster af, at alle skal kunne lide mig. Jeg ved, at de kan lide mig – holder af mig. Men den gamle følelse hænger også fast. Og sårene, de gamle oplevelser, der giver mig oplevelsen af at være dum, lille, forkert og et barn, det gør mega ondt. Og faktisk, hvad så, hvis alle ikke kan lide mig? Sådan er livet jo...

Jeg prøver at gøre mig stærk. Jeg prøver at vende min nye beslutning til den glæde, det var, inden jeg blev mødt af kritikken og bekymringerne. Den glæde, der er blevet kastet til jorden. Så nu må jeg samle den op igen og prøve at være i mig selv, stærk og i troen på, at jeg har taget en selvstændig beslutning, der ikke vedkommer andre. Problemet er bare, at netop de mennesker har støttet mig, de har bekymret sig for mig og de har set min store sorg og de store modstande, jeg før var i. Og jeg skylder dem så meget. De har hjulpet mig nu efterfølgende også. Og jeg holder meget af dem. Så hvordan mon jeg – på den ene side – holder fast i mig selv, og i på den anden side viser dem den taknemmelighed og glæde over deres nærvær og omsorg??

Det bliver en balancegang. Samtidig med, at jeg skal finde glæden ved min beslutning, som betyder alt for mig lige nu!!!

Jeg kan se, at det er noget af det, der altid har hængt i min tilstand. Det er noget af det, jeg altid har levet i. Et Helvede, selvskabt, men ude af kontrol. Og jeg vil ikke have kontrollen over det, jeg vil bare være med det og se på det – og leve mit liv. Kontrol er ikke et god taktik.

Ok, jeg troede, jeg havde lært en masse. Og måske har jeg. Måske er det nu, jeg skal stoppe op og se på, hvor jeg er. Stoppe op og beslutte mig for en tilstand, jeg skal arbejde mig hen imod.. Og måske er det nu, jeg skal genfinde evnen til at stå selv. Og gøre det på en måde, så jeg ikke støder folk fra mig. Jeg nægter at lade dette vælte mig ned i de sorte huller igen, de huller, som har været ved at tage livet af mig på alle måder. Jeg nægter at tage kritik ind, som var det personligt – mod mig som menneske. Jeg vil ikke tilbage…

Så jeg er…. Jeg har så meget at være glad og taknemmelig for. Har mennesker i mit liv, som jeg holder meget af. Mennesker jeg elsker og som gør mit liv godt. Jeg har bekymrede mennesker omkring mig – ja. Men også de holder af mig og jeg holder af dem….

Så, nu har jeg også min nye beslutning at blive glad for. Fordi den betyder SÅ meget for mig. Glæden og lykken skal tilbage på fuld tid!!! Jeg skal slippe bekymringen over, at jeg har truffet den. Jeg kan ikke gøre noget om, og nu skal jeg være glad og nyde det…. Der er nemlig ingen vej tilbage, så sorger og bekymringer giver ikke noget konstruktivt i det.

Når jeg ser op på det, jeg har skrevet, så er det jo netop det der kendetegner ”sort-eller-hvidt”, som har forfulgt mig altid. Nu må og skal jeg ikke lade vippen gå helt ned på den sorte side. Så går det helt galt. Tænk hvor nemt det er at få overvægt på den side. Og det kræver virkelig opmærksomhed og nærvær at få den op på ligevægt igen…

Men jeg vil alligevel takke de mennesker, der er bekymrede for mig i en god mening. Tak fordi de ikke er ligeglade med mig. Tak fordi de har været der og støttet mig i en meget svær og tung tid. Og tak fordi de er i mit liv… Nu håber jeg blot, at de også vil lade min fortid være fortid – og at de vil støtte mig i at være glad for min nye beslutning.

Jeg er mig, jeg tager beslutninger, der ikke altid er taget ud fra fornuften, men ud fra følelser. Måske er det dumt, men så må jeg tage det derfra, hvis det viser sig at være en forkert en. Også selvom den bliver svær og dyr.

Jeg er 50 år… jeg har erfaringerne med disse ting, jeg har erfaringerne fra mit liv, der fortæller mig, at jeg er stærk og jeg kan stå, også når jeg møder de største udfordringer, man kan tænke sig.

Jeg har gennemlevet 2 omgange brystkræft. Jeg har været stærk nok til at stå imod systemets rutiner om kemobehandlinger m.v. Jeg har troet så meget på min egen evne til helbredelse.

Jeg har været igennem retssag, som jeg har ført selv, med alle de modstande og kampe, der har været i det, imens jeg sideløbende var lykkelig for mit liv og min verden. Og jeg vandt! Både over kræften og i retssagen.

Og jeg har gennemlevet så mange andre store udfordringer. Jeg står endnu, stik mod alle odds. Jeg er stærk og jeg behøver ikke at lade mig vælte af gamle mønstre, der gør, at jeg føler mig ramt på mine mest sårbare punkter, netop når nogen prøver at fortælle mig, hvad jeg har gjort forkert. Det kan jeg også klare. Uanset…

Så op på vippen og leg med den. Prøv at skabe balance. Mærk glæden, når den langsomt vipper mod den lyse side. Mærk glæden, når den står, bare en anelse i gråzonen i stedet for at vælte ned i mørket. Gråzonen er også ok, den er blandet med det lyse.

Jo, velkommen til ubalancens verden. Velkommen tilbage til realiteterne. Jeg har stadig lang vej igennem dette arbejde. Men jeg gør det… ;-) basta! Og ja, det var vist noget rodet skrevet. Tankerne lige fra mit indre, der bare ryger ud gennem fingrene. Jeg er ligeglad. Det er mine tanker. Det er mit sted herinde. Og det er min proces…

Alt er jo nok, lige som det skal være!!