Intet af betydning

Et digt, fra en tid, hvor jeg var et sted, uden håb og uden lys. En af alle de depressioner, der har været i mit liv. 

I dag er det svært at forstå, hvordan jeg endte der så mange gange. Hvordan jeg kunne opgive og hvordan jeg bare ikke havde kræfter og lyst til at komme ud og leve livet. 

Jeg beder til, at jeg aldrig ender der igen..

Intet af betydning

Fanget i ligegyldighed

Tomme tanker fra tomme rum

Øjne der ser

Intet af betydning

Holder på frygten

Nærer dens rod

Som nælder der vokser

I golde hulers dyb

Hvem sår frøet

Til angstens stærke vilje?

hvad kan ellers vokse

I mørke tomme rum

Uden lys og næring

Fra kærlighed og liv?

Frygt og tillid

Lige for tiden arbejder jeg meget med at opløse min frygt. Den frygt, der har siddet i mig hele livet, og som har været med til at begrænse mig selv og alt, hvad jeg har været i. 

Frygt for ikke at være god nok.
Frygt for afvisning.
Frygt for fordømmelse og udelukkelse.
Frygt for fremtiden.
Frygt for frygten…

Jeg har taget ordet TILLID til mig – som mit ord.
Frygten skal vendes til tillid.
Tillid til livet og tillid til, at alt er ok.
Tillid til, at JEG er ok, lige som jeg er.
Og tillid til, at der ikke er noget som helst at frygte i mit liv.

Hvordan gør jeg så det?
Det er jo ikke ligefrem en nem opgave at vende 50 års frygt til fuld tillid!
Det kræver arbejde og opmærksomhed.

Så jeg er begyndt at lægge mærke til og holde fokus, på min vejrtrækning.
Jeg mediterer på tillid, at turde læne mig ind i mig selv og livet.
Jeg øver mig i at have tillid til, at turde række ud og bede om det, jeg har brug for, både fra mig selv og fra andre.
Jeg tager små skridt mod at sige til og fra, når nogen vil have noget af mig, jeg ikke magter at give, eller når nogen overskrider mine grænser og sårer mig. Hvilket jeg har været rigtig god til at lade ske hele livet.

Men det er små skridt.
Jeg mærker angsten banke i hele kroppen, når jeg møder de udfordringer.
Og så trækker jeg vejret dybt dybt ind nogle gange, mærker mine fødder mod jorden og forsøger at mærke mit hjerte, hvor hårdt det banker og hvordan jeg kan hvile i det. Lægger mærke til, hvad det gør ved mig, og ud fra det, prøver jeg at sige ja eller nej til det, jeg møder.

Når det er en større ting, jeg skal udfordres på, så går jeg ind og mærker efter, om jeg lige nu, i dette øjeblik, har overskud og kræfter til at gå hele vejen. Har jeg ikke det, så gør jeg hvad jeg kan for at trække mig tilbage og lige gå ind i mig selv, for at finde roen igen. Derfra kan jeg møde min frygt og være overbærende over for mig selv, fordi det ikke lige lykkedes i denne omgang. Og så igen tænke ”små skridt”.

For der er altid små udfordringer, jeg kan øve mig på, indtil jeg bliver stærkere og stærkere og en dag kan slippe frygten helt og gå ind og møde de større også.

Det er en kæmpe sejr, når det lykkes for mig. Jeg bliver mærkbart lettere over skuldrene og ryggen. Jeg vokser og jeg mærker mindre frygt, næste gang jeg skal handle ud fra mine følelser og min angst.

En stor grund til, at jeg arbejder så hårdt med frygten er, at jeg har fundet frem til, at min brystkræft udspringer af frygt. Frygt, der har været holdt nede og har ophobet sig igennem mit liv. Spændingerne i kroppen er bare vokset og vokset, og i afmagt har kroppen dannet disse knuder, som et forsvar. Nu er jeg rask fysisk, og det har jeg planer om at blive ved med at være…

Så, arbejdet fortsætter. Og selvom det er svært, så er det en spændende rejse. Og dybest set ved jeg, at der ikke er noget som helst at frygte i mit liv – i hele verden. Alt er, lige som det skal være…

Jeg er meget inspireret af bogen ”At dø for at leve” – af Anita Moorjani. En bog om Anitas liv og svære kræftsygdom, som lægerne havde opgivet og som sendte hende i koma, inden hendes organer satte helt ud  – og hendes rejse tilbage til livet og efterfølgende totale helbredelse.

Virkelig en bog, der giver indsigt og tillid…

Alt for nu….

Syg? Eller blot ude af balance?

Det er med lidt bankende hjerte, jeg skriver dette indlæg. Måske vil det provokere nogen, der går med denne diagnose, måske vil det gøre nogen vrede. Men jeg har bestemt mig for at skrive det, det er trods alt min blog :-) 

Den seneste tid har jeg tænkt meget over min diagnose. I forbindelse med min terapi og de processer, jeg har været igennem er jeg kommet i dyb kontakt med ubalancer, der er skabt igennem min barndom. De svære oplevelser, jeg har haft, i forbindelse med min fødsel og op igennem de første leveår, har forfulgt mig op i barndom og ungdom. Op igennem årene er det blevet sværere og sværere at tackle de ting, der hele tiden har siddet dybt inde og banket på.

Som helt lille måtte jeg finde en overlevelsesmekanisme, for ikke at gå til i mine følelser af udstødelse, savn, ensomhed og angst. Jeg fandt en måde at lukke det hele inde i kroppen, lukke det ned et mørkt sted, som ingen kunne se eller få kontakt til.

Ret tidligt lærte jeg, ikke at græde. Ingen skulle se min smerte og ingen ville alligevel ønske at møde den. Den mørke kasse i mig voksede og voksede. Indholdet blev presset ned og hen ad vejen opbyggede jeg en smerte i  solar plexus , der har fulgt mig siden.

Den ene side af mig er den, der har alle følelserne, den der gerne vil mødes og holdes om. Den der gerne vil kunne læne sig ind i en tryg favn, uden angst for at blive afvist eller føle sig ubetydelig.

Den anden side kæmper desperat for at passe på, at disse følelser ikke kommer til udtryk. Den folder sig krampagtigt sammen om længslerne, drømmene og legen. Når der kommer tegn på liv, lukker den hurtigt sin kappe omkring den anden side, så der ikke er noget lys tilbage. Den værner kraftigt mod at blive såret igen og den lukker angsten ned i mørket.

Ind imellem lykkes det den første side at få lidt hul igennem, og hurtigt og vildt springer en del af det indespærrede ud og kaster sig rundt i lyset udenfor. Det bliver til uovervejede, vilde spring, op og ned som en gummibold. Rundt på alle vægge og i alle hjørner. Men den bliver hurtigt træt, kan ikke selv følge med, og da den begynder at give sig lidt, lukker den anden side igen lyset ude og låser spændetrøjen fast.

Måske er det grunden til, at jeg ikke har kunnet MÆRKE livet, ikke har kunnet være til stede og bare har set på livet udefra. Som en film, jeg er hovedpersonen i, uden at være der.

Efter dybt arbejde med mit indre og mine tidlige sår (som slet ikke er færdigt endnu), er jeg begyndt at få troen og viljen igen. Troen på, at jeg kan finde min balance, hvis jeg får forløst de sår, jeg bærer rundt på og viljen er kommet i takt med, at jeg har fået kontakt til dette og lyset begynder at blive lidt kraftigere.

Jeg har oplevet, hvordan man i det danske system, udelukkende (næsten) fokuserer på medicin, når der opstår en såkaldt diagnose. Man stiller sig tilfreds med, at det er sådan, det er, og det kan stabiliseres nogenlunde med kemi. Jeg mener IKKE, at man skal udelukke medicin som sådan, men man bør give tilbud om intensiv terapi. Terapi på den gode, nærværende og dybe måde, så man kan få de undertrykte og desperate følelser ud i lyset - i trygge og rolige omgivelser, så det ikke tager overhånd. Terapi og medicin kan følges ad, og i mine øjne BØR det følges ad. Ikke blot de korte samtaler, vi har i forbindelse med vores tilknytning til en psykiater på psyk. eller andre steder. Men ude - hos en nærværende og dygtig terapeut.

Jeg er begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet HAR en diagnose, eller om jeg bare er meget ude af balance. Og at årsagen kan findes og løses, hen ad vejen. Måske er det blot nemmere at behandle med medicin og så sætte liden til, at man klarer sig.

Jeg har nægtet at give op. Det har været hårdt, og i perioder har jeg været tæt på at opgive. Ikke bare opgive arbejdet med mig selv, men at opgive HELT… opgive livet, og bare læne mig tilbage og vente.  Men hver gang har der været mennesker omkring, der holder så meget af mig, at de har hevet mig på land igen og givet mig muligheder for at komme videre, for at se fremad og til at finde tro!! Kunsten for mig har været at tage imod og at række ud efter hjælpen.

Når man går i mine sko, så tror man ikke på, at nogen VIRKELIG ønsker at hjælpe. Har de måske ikke en bagtanke med deres hjælp? Hvad vil de have til gengæld? Hvorfor gør de det? Hvor længe kan de holde ud, forsvinder de bare pludselig igen? Er jeg overhovedet værd at hjælpe? Betyder jeg noget for de mennesker, eller er det bare et øjebliks svaghed, der viser sig fra dem?

Efter en tid på den måde, med de tanker og den angst, er jeg blevet klar over, at hvis jeg VIRKELIG giver mig hen til den hjælp og de hænder, der rækkes ud til mig, så lærer jeg også hen ad vejen at tro på det og have tillid til andre mennesker. Den tillid, der har været væk det meste af mit liv. Og hvis jeg rækker ud og BEDER om hjælp, om et øre, der vil lytte, om et knus og om nærvær, så kommer det kærligt til mig.

Så, alt i alt går det godt :-)

Alt i alt er jeg på vej, stille og roligt finder jeg balancen. Nu har jeg haft en fantastisk balance og ro, lysten til livet og TROEN på det, i et par måneder. Den følelse, der ligger dybt i mig, har jeg ikke mødt meget i mit liv. Følelsen af, at jeg kan holde balancen, at jeg kan lære den sårbare side at vise sig mere og mere – og at jeg kan lade den anden side slappe lidt af. Den har arbejdet hårdt for mig, nu må den få nogle fridage, og hen ad vejen giver jeg den en lang velfortjent ferie…

Jeg er på vej, og jeg spirer med foråret og kommer til at blomstre med sommeren…

Tak for livet!