Lidt om åbenhed og svigt

Der er ting, der er svære at forklare sine omgivelser, familie, venner og bekendte. En af dem er, hvorfor jeg ikke altid kan overholde en aftale.

Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har sagt ja til et arrangement, en lille sammenkomst, et kaffebesøg eller lignende, og så har måttet melde afbud. Hvis det er nogen, der ikke har kendt til mig, har det været "nødvendigt" med en lille hvid løgn. En hovedpine eller andet, der kan legalisere, at jeg er blevet væk. Det samme gælder de perioder, hvor jeg ikke har magtet at komme på mit job. I første halvdel af mit voksenliv, har min krop kompenseret for mine løgne og "givet" mig dårlig ryg, migræner osv. Og så er det jo lovligt at melde sig syg. Men i forbindelse med, at jeg har udviklet dybere og længere depressioner, har jeg haft nemmere ved at sige tingene, som de er. At jeg har det dårligt indeni..

Det er svært at forklare noget, ingen kan se. Når man ser mig, er jeg jo normalt smilende, glad og udadvendt. Jeg har "nemt" ved at komme ind i nye sammenhænge og jeg får ofte at vide, at jeg er vellidt af den grund. Udadtil fejler min selvtillid ikke noget. Jeg er aldrig bange for at prøve nye ting (og det ER jeg bare ikke), jeg går på med stor vilje. Jeg snakker, griner og er med socialt.

Men ingen ved, hvor meget det kræver af mig, at sætte den "facade" på.
Jo - når jeg har det godt, ER jeg sådan. Så er det ikke en facade, men bare mig. En af de gode perioder. Men pludselig kommer mørket, og så skal jeg kæmpe for at være "på". Kæmpe for at være hende, man gider være sammen med. Hende der ikke gør et nummer ud af sig selv, men bare er "godt" selskab. Jeg bliver anspændt og nervøs for, om jeg kan holde en samtale gående, om jeg er god nok at tale med, om jeg er interessant nok osv. Og så er det, jeg kommer til at tale for meget, simpelthen for at undgå stilheden.

Hvis jeg havde haft en fysisk sygdom, der kunne ses (eller da jeg havde brystkræft), så er det mere legalt at have en "dårlig dag". Men ja, når det er psykisk ubalance, så ser folk væk, de ved ikke helt, hvad de skal stille op med det, når jeg er helt ærlig.
Men jeg ønsker ikke at blive mødt med medlidenhed, når jeg fortæller om et. Jeg ønsker at blive mødt med åbenhed og forståelse. Og så er der jo inviteret til spørgsmål, hvis man er nysgerrig.
Men jeg har bestemt mig for, at tabu giver misforståelser, og jeg er begyndt at være meget åben om min lidelse. Det er jeg af flere grunde. For det første, så giver det jo en større forståelse - forhåbentlig - fra mine omgivelser af, hvorfor jeg er, som jeg er.  Hvorfor jeg "svigter aftaler", hvorfor jeg nogen gange snakker for meget og for lidt, hvorfor jeg ind imellem gør lidt skøre ting og hvorfor jeg ind imellem sidder og ser trist ud.

For det andet, så synes jeg, at åbenhed er med til, at andre kan lukke op for posen. Når nogen har det dårligt, og så finder ud af, at det er ok at tale om det, så bliver det mere ok at lukke op selv. Og så er jeg der til at lytte. For det er heldigvis en af de ting, jeg har fået med i forbindelse med min lidelse - empati, indlevelse og lysten til at lytte og være der for andre.

Min udfordring er så, at jeg ikke ALTID giver denne lidelse skylden. At jeg husker, at jeg er et menneske som alle andre. At alle har det sådan, at de i perioder er usikre, har det dårligt eller bare gør skøre ting. Og det ville jeg også have gjort, selvom jeg ikke havde haft sådan en Bipolar-ting.

Jeg HAR en bipolar - jeg ER ikke bipolar. Og det er en stor forskel - i mine øjne.
Jeg er MIG.. :-) Og inderst inde er jeg egentlig godt tilfreds med, at være mig!