Nogen gange er det nemmere at forklare hvad der sker, når jeg skriver det i tredje person. Det er nemmere at forholde sig til, når det er skrevet "om en anden". Det har været en lang proces at skrive mig igennem min bog, og jeg er langt fra færdig. Men ind imellem min fortælling, kommer historier om "hende den anden". Her er et lille udpluk...
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Hendes liv bliver
spillet for hendes indre øjne. Hun ser sig selv, hun ser alt det, hun har været
igennem. Hun ser de sorger, hun har påført sin familie, børnene, tidligere
mænd. Et langt liv, hvor de ting, hun har været kastebold i, gør hende træt og
forpustet. Perioder, der virker som film, hun har set. Det er ikke hende. Det kan
det ikke være. Det er så tåget og så meget, at hun ikke kan tage det ind. Hvem
er det, der har levet det liv? Det føles pludselig slet ikke som om, det er
hende selv.
Hun ser, hvordan hun har væltet rundt i livet, som en hoppebold i et lukket rum. Forhold efter forhold, som hun har ødelagt. Mænd hun har såret og skuffet. Job efter job, som hun har troet på og løbet fra igen og igen. Og hendes børn! Smerterne over at vide, hvor meget hun har skuffet, såret og svigtet dem. Det er ubærligt!
Mørket sænker sig. Det bliver tungere og tungere. Hun ved, at alle ville være bedre tjent med, at hun ikke var i verden. Hvis hun forsvandt. Det er den eneste måde, hun kan stoppe med at såre og svigte. Den eneste måde, hun kan få fred for skyld, sorg og selv-lede. Bare fred! Og det er den måde, hun kan give sin familie fred i sindet, så de kan slippe for at bekymre sig for, hvad hun finder på næste gang.
Hun sender tanker til det store glas med smertestillende piller, der står ude i skabet. Kan man overhovedet få så mange piller ned? Hvad vil der ske? Hvordan vil det ske? Vil det være smertefuldt eller vil det være beroligende? Vil de overhovedet virke? Er det mon nok?
Måske er der en anden måde. Måske kan hun bare tage tøj på og gå sin vej. Væk! Gå så langt hun orker, ud i verden. Gå, til hun ikke aner, hvor hun er. Forsvinde. Bare væk fra smerterne og sorgen. Væk fra mørket i hendes verden.
Noget i hende holder igen. Hun ved jo, at hendes børn har lidt nok, og de skal ikke igennem sorgen over, at miste deres mor. Selvom de i sidste ende nok vil blive glade for det. De har fortjent så meget mere, end hun kan give dem. End hun HAR givet dem. Men de skal ikke have dette med sig også. Så hun slipper tanken om at forsvinde. Eller dø!
Hun mærker smerten i kroppen, der vokser og vokser i intensitet. Den presser sig på, op igennem halsen. Og så hulker hun. Hun græder og hulker højt, kaster sig rundt i sofaen i smerte, det er så uudholdeligt. Hun rejser sig og går rundt i huset, imens hun hører sin egen gråd. Højt og larmende. Lyden sætter endnu mere gang i det og det bliver alt for svært at bære. Hun stamper hårdt i gulvet imens hun går fra rum til rum. Hun må få smerten til at forsvinde. Hun går hen til væggen i køkkenet og banker hovedet ind i den. Hamrer sine hænder mod muren og hulker endnu mere. Men smerten indeni forsvinder lidt og overtages af smerten i panden og på hænderne. Det føles et øjeblik som en lettelse, men så vokser det hele sig større og større igen.
Hun sætter sig ned på køkkengulvet med benene trukket op om sig. Hun er så alene, så ensom og bange. Pludselig længes hun efter, at nogen vil indlægge hende. Få hende ind i tryghed, sikkerhed. Hun kigger sig rundt, men ser ikke. Tårer og mørke slører hendes øjne. Uden at lægge mærke til det, sidder hun og vipper frem og tilbage. Vugger sig ind i mørket og stilheden.
Hun er alene. Ingen kan hjælpe hende og ingen vil.
Hun ser, hvordan hun har væltet rundt i livet, som en hoppebold i et lukket rum. Forhold efter forhold, som hun har ødelagt. Mænd hun har såret og skuffet. Job efter job, som hun har troet på og løbet fra igen og igen. Og hendes børn! Smerterne over at vide, hvor meget hun har skuffet, såret og svigtet dem. Det er ubærligt!
Mørket sænker sig. Det bliver tungere og tungere. Hun ved, at alle ville være bedre tjent med, at hun ikke var i verden. Hvis hun forsvandt. Det er den eneste måde, hun kan stoppe med at såre og svigte. Den eneste måde, hun kan få fred for skyld, sorg og selv-lede. Bare fred! Og det er den måde, hun kan give sin familie fred i sindet, så de kan slippe for at bekymre sig for, hvad hun finder på næste gang.
Hun sender tanker til det store glas med smertestillende piller, der står ude i skabet. Kan man overhovedet få så mange piller ned? Hvad vil der ske? Hvordan vil det ske? Vil det være smertefuldt eller vil det være beroligende? Vil de overhovedet virke? Er det mon nok?
Måske er der en anden måde. Måske kan hun bare tage tøj på og gå sin vej. Væk! Gå så langt hun orker, ud i verden. Gå, til hun ikke aner, hvor hun er. Forsvinde. Bare væk fra smerterne og sorgen. Væk fra mørket i hendes verden.
Noget i hende holder igen. Hun ved jo, at hendes børn har lidt nok, og de skal ikke igennem sorgen over, at miste deres mor. Selvom de i sidste ende nok vil blive glade for det. De har fortjent så meget mere, end hun kan give dem. End hun HAR givet dem. Men de skal ikke have dette med sig også. Så hun slipper tanken om at forsvinde. Eller dø!
Hun mærker smerten i kroppen, der vokser og vokser i intensitet. Den presser sig på, op igennem halsen. Og så hulker hun. Hun græder og hulker højt, kaster sig rundt i sofaen i smerte, det er så uudholdeligt. Hun rejser sig og går rundt i huset, imens hun hører sin egen gråd. Højt og larmende. Lyden sætter endnu mere gang i det og det bliver alt for svært at bære. Hun stamper hårdt i gulvet imens hun går fra rum til rum. Hun må få smerten til at forsvinde. Hun går hen til væggen i køkkenet og banker hovedet ind i den. Hamrer sine hænder mod muren og hulker endnu mere. Men smerten indeni forsvinder lidt og overtages af smerten i panden og på hænderne. Det føles et øjeblik som en lettelse, men så vokser det hele sig større og større igen.
Hun sætter sig ned på køkkengulvet med benene trukket op om sig. Hun er så alene, så ensom og bange. Pludselig længes hun efter, at nogen vil indlægge hende. Få hende ind i tryghed, sikkerhed. Hun kigger sig rundt, men ser ikke. Tårer og mørke slører hendes øjne. Uden at lægge mærke til det, sidder hun og vipper frem og tilbage. Vugger sig ind i mørket og stilheden.
Hun er alene. Ingen kan hjælpe hende og ingen vil.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar