Hende Lotte Heise

For nogle år siden, da jeg blev 40 (ups - 10 år siden), havde min søster skrevet en sang til mig. Et af versene gik på, at jeg var "livlig". En sætning lød: "...Og taler som Lotte Heise", som selvfølgelig hentydede til hastigheden og mængden af ord :-) 

Det har jeg tænkt på mange gange siden.
Når jeg har det lidt manisk, når jeg føler, jeg bare kan det hele - ja, så taler jeg i høj fart, med lidt mere skinger stemme og har frygtelig meget på hjerte. Til sammenkomster kan jeg bare snakke og snakke. Eller når jeg i virkeligheden føler mig usikker i et selskab, en dag, hvor jeg har det mere skidt - så kan jeg også bare tale derudad, for at skjule min usikkerhed. Noget i mig forsøger at "beskytte" min usikkerhed og det går helt galt ;-)

Så er det jeg bliver dybt frustreret, når jeg kommer hjem i min seng. "Hvorfor fyldte jeg nu så meget", "synes de, jeg var en belastning" osv.. Tankerne ruller rundt og holder mig vågen. Jeg føler mig dum og som en, der ikke ser andre, end mig selv.

Ellers er jeg en god lytter. Det får jeg heldigvis også at vide. Mange søger mig, når de har brug for at snakke. Jeg er ikke bange for at spørge ind, jeg rummer og jeg kan gå bagom de problemer, andre går med og vende det, så det kan ses på på en anden måde.

Men når Lotte Heise så kommer op i mig, så fordømmer jeg mig selv. Jeg bruger hele nætter på at kritisere, blive gal og frustreret.

Jeg har bestemt mig på at PRØVE at se mig selv, som een, der bare ER sådan. Også derfor jeg prøver at lægge mere åbenhed for dagen, så andre kan forstå, hvorfor jeg nogen gange "fylder for meget". Det er bare noget, jeg ikke kan styre og jeg ved ikke, hvornår det bliver tricket eller hvornår det bliver væk.

Det er den der med, at jeg ikke kan stole på mig selv. Jeg kan godt bestemme mig for at være indlevende og stille til en sammenkomst, inden jeg tager hjemmefra. Jeg kan love mig selv, at lytte og holde tilbage med det, jeg selv har på hjerte. Men når jeg sidder der og folk spørger eller snakken kommer ind på noget, jeg kan bidrage til, så begynder hende Lotte at poppe op.

I det hele taget er det der med, at kunne stole på mig selv, et problem. Eller en udfordring :-)

Den ene dag ved jeg lige, hvad jeg skal eller vil og jeg laver aftaler eller lover nogen noget. Den næste dag - eller næste time - virker det fuldstændigt åndssvagt og slet ikke som noget, jeg skal eller vil. Selvom det kan føles helt rigtigt det ene øjeblik. Det medfører selvfølgelig en del aflysninger, svigt og bristede drømme. Også for andre.

Men det er så også mig. Eller en del af mig :-)
Like it - or not!

Bare jeg kunne sige sådan altid. "Like it or not"...