Hvem har skylden for min sygdom?

"Er det vores opvækst, vores forældre eller andre i vores barndom, der er skyld i vores ”sygdom”?” 

Det er et spørgsmål, som jeg støder på ind imellem – og som jeg har fået besvaret via min egen-terapi. JA.. for mig er det helt klart, at min tilstand udspringer af oplevelser og påvirkninger i mine relationer op igennem livet (barndommen). Helt fra tidligt nyfødt...

At jeg er så meget i balance i dag, skyldes opmærksomhed på dette samt arbejde (DYBT arbejde) med fortiden/barndommen – og det skyldes nærvær med mig selv, som jeg har opbygget de sidste par år..

I min egenterapi har jeg set, hvilke påvirkninger, der har væltet mig og fået mig til at miste balancen - og opbygge ubalancerne mere og mere.. Jeg har fået klarhed over, hvor min "sygdom" stammer fra, hvordan den er vokset frem fra småt til meget stort op igennem årene.

Jeg mener til gengæld ikke, man skal give vores forældre skylden for vores sygdom. De har helt sikkert gjort det bedste, som de kunne på det tidspunkt. Og alle andre, der har skullet være vores "sikkerhed og tryghed" i barndommen har gjort, som de har gjort.. Men det vi kan gøre, er at arbejde med disse sår i dag.. Det har været 3-4 års fantastisk hårdt og spændende arbejde for mig, men i dag er jeg taknemmelig for hver og en, der var i min barndom - uanset hvad det gjorde mig til. For jeg er mig.. :-) og hvem ved, hvem jeg var, hvis mit liv havde været anderledes? :-) 

Ja, det lyder "frelst".. Men det har ikke været nemt. Jeg har været vred, ulykkelig, frustreret og bange undervejs. Og det har været fuldt berettiget og følelser, jeg skulle have kontakt med, for at kunne heles mere. Så jeg er ikke frelst - bare mere bevidst og mere tilgivende, både over for mig selv og over for mine omsorgsgivere fra "dengang"..

OG jeg skal stadig passe på. Meget. Jeg skal holde øje med alt det, der kan presse mig, så jeg ikke mister fodfæste og går i sort. Jeg skal holde øje med alt det jeg gør, for at sikre mig, at det er overvejet og ikke en mani, der raser. Jeg skal hele tiden have skærpet opmærksomheden - men det har så givet mig en meget meget lang periode, hvor jeg har været stabil og nærmest lykkelig :-)

At være i selskab med de mennesker, jeg holder mest af, at komme ud i naturen, at gøre gode ting for mig selv - det har samtidig været en stor støtte og hjælp i mit arbejde mod balance og lykke...

Så, jeg kan kun gentage – TERAPI.. hos en super dygtig og dybtarbejdende terapeut.

Fare på færde

Ja, det gør ondt, når man opdager det..

Jeg er super meget presset for tiden. Har kastet mig over alt for meget.Og i virkeligheden med stor glæde.. Det er bare så mange ting, at det vælter mig.Men intet af det kan jeg sige fra over for. Det er alt sammen noget, der fører til noget helt fantastisk. Udsigten til DET, er bare stort.

Men lige nu er arbejdsbyrden, spekulationerne, omvæltningerne og udsigt til en masse helt nyt, med nye mennesker, nye omgivelser og et liv, hvor jeg ikke kender nogen eller noget omkring mig alt for overvældende og stressfyldt. Jeg flytter fra min trygge base, flytter fra mine omgivelser og de mennesker, der efterhånden kender mig, flytter fra mit drømmested. Og ja, flytter til et endnu bedre drømmested, med min drømmemand og et liv, som jeg ved, bliver godt.

Ikke desto mindre er det omvæltningerne og arbejdet på alle områder, og det presser mig ud i det yderste.

Når jeg kommer i den tilstand, taler jeg meget om det. Ikke for at finde medlidenhed. Men blot for at få det luftet. Og jeg gentager mig selv. Og selvom jeg går meget ind for åbenhed omkring denne lidelse og det, der sker, så bliver det nogen gange bare for meget. Jeg kan mærke, at mine omgivelser bliver trætte af at høre om det. Og her ophører ”forståelsen” og tolerancen af, at det er svært for mig. Og det er jo helt ok. Jeg kan ikke forvente, at andre skal eller kan blive ved at holde det ud, at forstå og at lægge øre til.

Men, der er noget i mig, der ikke kan stoppe snakken. Jeg kommer til at sige en masse til forskellige mennesker, som jeg ikke burde. Jeg kommer til at kaste de ord og tanker ud, der ligger øverst – helt ovenover alle de ting, der fylder. Jeg er som en beholder, der har så meget i mig, at låget står halvt åbent og indholdet flyder stille og roligt ud og jeg er i risiko for at sprænge tønden i stumper og stykker. Og sker det, så ender jeg igen i det dybe hul, jeg ikke kan se mig op af..

Så ja, de øverste lag skal og vil ud. For at give plads til alt det, jeg ikke bare kan eller vil smide ud og skille mig af med. Og det medfører så, at andre mister lysten til at være sammen med mig og at lytte til alle mine bekymringer og min angst.

Jeg har øvet mig og jeg har fundet metoderne til at stoppe op og mærke godt efter, om de ting jeg siger er ok eller kommer fra hjertet. MEN – når det presser så meget, så er det sted gemt godt væk. Der er ikke den samme adgang til det. Og dermed bliver det mine forvirrede og kaotiske tanker, der får lov at buse ud..

Nu går jeg så med hammeren over mit hoved. Genfortæller historien inden i om, at ”jeg er for meget”, ”jeg er lille og uduelig”, ”jeg er en belastning” – og at "jeg er en dårlig mor, fordi jeg ikke får ringet til mine børn", ”jeg er en dårlig pap-mor”.. en ”dårlig kæreste” osv.. Historien kører helt af sig selv. Den får mig i den grad overbevist. Og tankerne og selvbebrejdelserne hamrer ned over mit hoved.

Det er helt klart et tegn om, at jeg skal stoppe op. Jeg kender turen. Jeg ved, at jeg risikerer et dybt dyk. Jeg ved, at det er ”farligt” for mig. Jeg har jo været i denne situation flere gange før. Men jeg har ikke muligheden for at stoppe op. ”Tingene løser jo ikke sig selv”. Presset forsvinder ikke, før alle de ting er ovre. Og når presset stopper, så er jeg i stor fare for at falde helt sammen, som en våd klud. Og så har jeg brug for at blive grebet, rummet og forstået. Og ikke mindst – lyttet til med et åbent og kærligt hjerte. Også fra mig selv..

Men lige nu må jeg holde mig oppe. Jeg må tackle den hammer, der bliver ved at slå.. Jeg må tage imod de blikke, de meldinger og den kritik, der dukker op. Og jeg må se på det, der sårer mig, det der rammer mig og jeg må rumme de ting, som jeg godt ved, er ”forkerte”, men som ikke lader sig holde nede..

Det er så også en del af min tilstand. Som jeg kender og som jeg må leve med. Det har jeg accepteret.

Der er bare grænser for, hvad jeg kan holde til. Og konsekvenserne af, ikke at lægge noget fra mig er så, at jeg bliver tyndhudet og ”tudemarie”..

Og følelsen af at være alene inden i med det, er overvældende. Denne tilstand kan ingen tage på sig og holde for mig.

En anden følelse, der smerter mig er, at jeg får et billede af, at andre ser mig som svag. Hvis jeg var svag, var jeg ikke i live nu. Og det billede, jeg måske giver min omverden af, at jeg er "syg", medfører måske også, at de ikke ser alt det stærke, den rummelige og egentlig ret vise person, jeg også er. Jeg får følelsen af, at andre ikke ser, at alt det, jeg har stået i, alt det jeg står i - er noget, der kan give noget. Og ikke bare noget, der gør mig svag..

Selvom der er kærlighed omkring mig fra personer, der gerne ville tage noget af presset, så giver jeg ikke slip. Og det hævner sig.. og det er de ting, jeg ved, at jeg altid må tage med mig som konsekvenser af mine valg og handlinger.

Men jeg glæder mig.Mit liv bliver fantastisk, når jeg når på den anden side.

Lyset er lige derude.. jeg skal bare ”gå vejen”, selvom den gør ondt lige nu..

Og meget vigtigt - jeg søger ikke medlidenhed eller "åh det er da synd for dig"..
Jeg skal bare have det ud!! For at give plads! :-)

Stadig på ret kurs

Jeg læste lige lidt tilbage i min blog.

27. marts 2013. Det er første gang, jeg skriver om den gode tilstand, jeg på daværende tidspunkt havde befundet mig i et par måneder.

I dag, den 29. september, kan jeg gentage dette. Men denne gang kan jeg skrive ”siden januar/februar, har jeg nu haft det bedre, end jeg nogensinde har prøvet at have det, så længe ad gangen”.

Jeg har tænkt på, hvad det er, der har gjort forskellen. Og der er mange ting.

For det første har det været en kæmpe hjælp, at jeg fik min pension. At jeg kom væk fra det daglige pres med arbejde, møder hos kommunen og forventninger, som jeg ikke kunne leve op til. At der blev givet plads til at være, at hvile. Mulighed for at undgå de fælder og de afgrunde, jeg har haft så mange af i livet. At jeg fik mulighed for at hellige mig det, der ligger i mit hjerte og som er en del af mig på den helt rigtige måde. Med hjælp fra en fantastisk psykolog på psyk., og en forstående sagsbehandler, fik jeg mulighed for at få livet tilbage via min pension. Hvis jeg ikke havde fået denne mulighed, er jeg sikker på, at jeg aldrig var kommet op til overfladen – hvis jeg da ikke var gået helt til grunde. Jeg ved ikke, om jeg reelt havde været i live i dag. Så tak til systemet… trods alt…

Jeg ved, at rigtigt mange kæmper med systemet. Og jeg ved, at systemet gerne ser, at der bliver prøvet med alle midler på, at få folk (sygemeldte) ud i arbejde igen. Og jeg tror også, det er et forsøg værd, langt hen ad vejen. Dog er der mennesker, der aldrig vil kunne finde balancen i et traditionelt job. Jeg tror ikke, det er ”job-vejen”, der er den bedste måde at få ”syge mennesker” i gang med livet igen. Ikke, når de er så ramte, som jeg har været. Men desværre er ikke alle så heldige som mig, at blive mødt med så stor forståelse.

Jeg har taget min tørn. Igennem så mange år, har jeg prøvet og prøvet at fungere i almindelige jobs. Jobs, som jeg var selvskrevet til, på grund af min uddannelse og erfaring. Jeg kunne få alle til at tro på, at jeg var den helt rigtige og at jeg var super stabil og dygtig. Dette var jeg faktisk selv overbevist om, når jeg var i mine maniske perioder. Og det var netop i mine maniske perioder, jeg søgte nye jobs. Og jeg skiftede – ofte. For når jeg var manisk, begyndte jeg at kede mig. Manien kom jo ofte efter en nedtur, og min tolkning af nedturen var, at det måtte være fordi, jeg var havnet det forkerte sted, at jobbet eller arbejdspladsen var helt forkert til mig. Og så begyndte manien og uroen og trangen til at søge nye veje.

Så jo, jeg har prøvet. Gang på gang er jeg røget ned i dybe depressioner. Lange perioder med sortsyn, manglende lyst til at leve og hjælpeløse tilstande. Jeg tror, det er det, sagsbehandleren kunne se. At jeg trods alt havde forsøgt, men aldrig kunne holde til det.

Nu står jeg her med et helt nyt liv. Alt hvad jeg gør og ”kaster mig ud i”, sker fra et helt andet sted i mig. Jeg har plads og ro til at mærke ordentligt efter, at stoppe op igen og igen, så jeg kan mærke godt efter, om det er en mani eller om det er fra et ærligt sted i mig, når jeg beslutter mig for nye ting i livet. Og det skal jeg jo, selvom jeg har den historie, som jeg har. Livet står jo ikke stille, fordi jeg får pension og fordi jeg har taget så mange uovervejede og feberagtige beslutninger i mit liv. Livet skal jo stadig leves… Også selvom mange er urolige og nervøse, når jeg tænker i nye baner. ”Er du nu sikker”, ”er det nu det samme, som tidligere” osv..Det er svært at bliver ”dømt” ud fra dette. Det er hårdt at skulle forsvare og forklare, når der er noget, jeg gør. Selvfølgelig kan jeg forstå mine kære og deres bekymring for mig. De har jo oplevet mine dybe nedture og sorger så mange gange. De har lyttet til mine fortællinger om, hvor langt ude, jeg har været. Så jeg giver dem ”lov” at bekymre sig. Selvom jeg ofte føler mig som et barn, der skal stå skoleret. Heldigvis kan de fleste også mærke, at jeg er et andet sted, at jeg er mere i balance og har det godt. Så det er som om, de er begyndt at slippe bekymringerne mere og mere.

Heldigvis har jeg holdt ved min uddannelse til psykoterapeut. Nu er jeg snart færdig med de 4 år på skole, og udfordringen ligger nu i at få lavet mine afsluttende opgaver, bestå eksamen og kaste mig ud i et ekstra modul, der kræver meget meget læsning og koncentration. Alt sammen noget, jeg har meget svært ved. Der er sket noget med mig. Min koncentration, min indlæringsevne og hukommelse er blevet svækket. Jeg læser og læser, og kun meget lidt hænger ved. Jeg lærer ved at opleve. Opleve læringen på skolen, tage ind med hjertet og kroppen. Så jeg er udfordret nu. Og det tager tid!!

Men jeg ved, at jeg bliver en fantastisk terapeut. Jeg ved, at jeg kan hjælpe andre igennem det, der er svært.

Jeg bruger - og vil bruge - mine egne erfaringer og smerter, som jo ikke kun har været i forbindelse med min diagnose og livslange indre smerter, men også har været svære ufatteligt hårde erfaringer i forbindelse med min brystkræft. Jeg ved, at mange har behov for at blive støttet, fulgt på vej og hjulpet i forbindelse med svære perioder i livet. Og jeg ved, at sammen med min læring, min uddannelse og min egen dybe erfaring, er i stand til at være der for andre, indlevende og guidende.

Igennem terapeutrollen og igennem de ting, der sker på uddannelsen, mærker jeg mig selv. Jeg svømmer, som en fisk i vandet. Det er så givende og det holder mig ”på ret kurs”. Jeg mærker alt det, jeg aldrig har haft mulighed for at mærke før. Det er mig, mit indre, mine følelser og min proces. Og jeg er dybt taknemmelig for den udvikling, den ballast, den styrke og den mulighed, jeg har fået igennem den tid, hvor jeg indtil nu har haft min pension. Og jeg vil arbejde frem imod en dag at kunne bidrage igen, stille og roligt. Lidt ad gangen. Men det tager tid. Skal lytte til mig selv, tage små bidder og mærke godt efter. Men jeg er på vej mod ”nye tider”. Det er jeg sikker på.

Nu står jeg på tærsklen til et nyt kapitel igen. Om en måned flytter jeg sammen med min kæreste. Beslutningen her er også taget fra et ganske andet sted, end det har været de andre gange. Når jeg ser tilbage på den maniske og feberagtige måde at beslutte den slags ud fra før, så bliver jeg helt bange. Denne gang har jeg taget tid til at mærke fra mit indre, fra mit hjerte. Jeg har modnet det og selve forholdet føles helt anderledes end førhen. Og jeg kan se frem mod stilhed og ro. Et sted tæt ved skov og fantastisk natur i øvrigt. Et sted med store vidder og plads til meditation, fordybelse – og kærlighed.

Er så taknemmelig for livet, taknemmelig for dem, der har holdt mig i live igennem alle de svære tider (I ved selv, hvem I er). Taknemmelig for min familie, mine støttende veninder og andre, der har lyttet. Taknemmelig for min givende og kærlige kæreste og for mine nye muligheder.

Tak!!!

At turde lytte helt ind

Jeg øver mig i at lytte.

At lytte helt derinde, hvor det er hjertet og sjælen, der taler. 

I min tilstand kan netop det være en af de største udfordringer – og en af de allerstørste forhindringer i at få det liv, jeg ønsker mig. Et liv i harmoni og ro! Fri af frygt, fri af tvivl, fri af svirrende tanker og ondt i maven.

Når jeg mærker, at noget er forkert, at maven bliver spændt og at tankerne begynder at arbejde ekstra hårdt, så er det svært at få åbnet døren derind, hvor de rigtige svar ligger. De rigtige for mig og mit liv.

Lige nu har jeg flere ting, der skal spørges ind til.

Min mave og mit hoved prøver at fortælle mig noget.

Mine gamle mønstre prøver at tage over, og de har gjort det meget, selvom det også ind imellem er lykkedes mig at gøre det, der bliver ”sagt og skreget” fra mit indre.

Nogle gange har jeg lyttet til det, jeg troede var min indre stemme. Men opdaget, at det bare var mønstre og hovedet, der fik overtaget og fik bildt mig ind, at det var helt indefra, svarene kom.

Hvordan gør man?
Hvordan gør ANDRE?
Hvordan gør JEG?

Jeg har mediteret på de spørgsmål, der dukker op. Spurgt min indre vise kvinde.

Og når jeg får svaret, har jeg alligevel tvivlet eller frygten for det ”nye” har taget over.

Så har jeg prøvet at meditere på det igen. Og min indre stemme, mit hjerte eller min kerne/sjæl har spurgt mig, hvorfor jeg spørger om det samme 2 gange. Som for at cementere, at denne del af mig, altid taler sandt. Så er det bare med at turde lytte – og handle!

Når jeg ikke lytter med hjertet, men lader tankerne og mønstrene overskygge og overvælde mig, så går der ikke lang tid, før jeg bliver fyldt med tvivl alligevel. Så begynder spændingerne i maven og tankerne begynder igen at kredse om forandringer. Tydelige tegn til, at jeg valgte ud fra de forkerte betragtninger.

Så, jeg øver mig.

Jeg går ture, hvor jeg går dybt ind i mig selv, lader luften komme helt ned i maven og lungerne. Tømmer mit hoved for tanker ved at fokusere på mit åndedræt og på fuglenes sang og duftene i skoven. Og der – mellem de smukke oplevelser, begynder mit inderste igen at få ”magten” og taler til mig.

Jeg sætter mig og mediterer til smuk musik. Længe.
Og så dukker det igen op. De rigtige og dybe svar. Og min væren.

Jeg forsøger at være med det, der er lige nu. Møde det. Lade tvivlen, smerten og sorgen komme til orde. Møde det og rumme det. Og når det har fået plads, kommer svarene til mig.

Og så øver jeg mig i at bryde mønstre. Et ad gangen.Det er svært. Det er som bjerge, der skal bestiges. Men jeg har et billede af, at et lille skridt ad gangen vil føre mig til tops. Og her kommer arbejdet med min tålmodighed ind. Og det er et fint stykke arbejde. Det er en øvelse. Noget jeg har arbejdet med hele livet. Men rejsen er smuk og fantastisk.

Der kommer fortrydelse.
Der kommer frygt for at vælge forkert.

Og - jeg VÆLGER forkert.Ofte!
Og jeg prøver at rette op.
Og ind imellem må jeg indse og leve med, at det er for sent.
Og, også det kan jeg lære af!!

Så ja, jeg lytter og øver mig…
Og jeg skal nok finde den dør, der let og uden besvær går op til min inderste stemme.

Tålmodighed…

Lykken er....

Lykken er:
At vågne hver morgen med følelsen af, at livet er godt
At høre fuglenes livlige sang og dufte morgenen ind gennem et åbent vindue
At se frem til en dag, hvor min søn bliver student
At huske på dagen i går og smile, fordi jeg har haft en dejlig tur i skoven på min hest
At tænke på alle dem, der fylder mit liv med nærvær og glæde 

Der er meget at være glad og taknemmelig for. Aller mest er jeg taknemmelig for at være i livet. Jo, jeg havde lige et par dage, hvor jeg følte, at jeg var på vej nedad igen. Jeg blev bange og ked af det, fordi jeg var overbevist om, at mit mørke mønster blev vækket. Det ville jo være typisk mig, at være i en tilstand, hvor jeg føler jeg kan flyve, og så bare blive så skuffet, når jeg lander dybt nede i mit hul igen. 

Men…. Sådan blev det ikke. Da jeg var godt på vej ned af rutsjebanen, så fik jeg stoppet op og vendt mig om. Jeg kiggede på, hvad der havde vendt op og ned på min tilstand, hvorfor jeg var røget i med begge ben og hvad det er for erfaringer, jeg kunne trække på, for at holde mig oven for hullet. Det første, der slog mig var, at jeg havde gentaget min evne, til at overvurdere mig selv og mine kræfter. Efter en lang periode med store udfordringer, og hvor jeg stadig tog mere ind, måtte jeg overgive mig. Min indre verden kortsluttede og fortalte mig, at der nu ikke var plads til mere pres. 

Jeg kiggede på mit liv og de ting, der havde fyldt, og jeg måtte sande, at presset føltes som den gamle velkendte spændetrøje, som jeg ikke kan slippe fri af. Smerterne i maven og spændingerne blev for meget. Tankerne om, hvad jeg skulle, hvornår jeg skulle huske hvad, hvem jeg skulle tage mig af, hvem der nu kunne lide mig, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde, møder jeg skulle til, mennesker, der ”bekriger” mig og alt det, der stadig manglede at blive gjort – alt sammen noget, der til sidst fik slukket for kontakten. 

Så, jeg fik stoppet op. Jeg fik talt med mennesker, der holder af mig og som forstår og lytter. Jeg fik vendt det hele, sat det i rette perspektiver, så det ikke føltes helt så uoverskueligt. Og ikke mindst – så fik jeg fokus på, hvad der er vigtigt og hvor stærk jeg er – dybest inde. Jeg opdagede igen, at den styrke kan gemmes langt væk, når ydre ting overvælder mig og skygger for det. Dagen efter var jeg på banen igen. Jeg fik sorteret lidt i alt det, jeg skulle og som fyldte. Og jeg fik igen øjnene op for, at der er grænser for, hvor meget jeg kan klare. Det er jo ikke uden grund, jeg er på pension! 

Det var en stor lettelse at se, at jeg rent faktisk er i stand til at lytte til mit indre, at stoppe op og tage mine erfaringer alvorligt. Før i tiden ville jeg have kørt videre, indtil jeg væltede helt og ikke kunne se min vej op. Det var en kæmpe ting, kæmpe tilfredsstillelse, at jeg kunne regne med mig selv. En følelse, jeg aldrig har haft før. At kigge på det hele og vide, at det måske var meningen, jeg skulle møde de store udfordringer, for på den måde at lære og mærke mig selv og mine grænser. 

Så jeg endte med at være dybt taknemmelig for det, jeg har tilladt at komme ind i mit liv, for at lukke mine øjne op og erkende, at hvis jeg skal blive i min tilstand af lykke og livsglæde, så skal jeg HUSKE, at min tid, mit overskud og mine følelser skal have ro og fred og ikke overbebyrdes. Jeg har selv lukket op for de ting, der pressede mig og som gav mig angst og gjorde mig opgivende – et par enkelte dage. Og jeg kan selv – med min indre styrke og vilje – rydde op i det igen. 

Nogle ting skal være der, fordi de er med til at udvikle mig. De er med til at vise mig, at jeg kan stå op for mig selv og at jeg kan sætte mine grænser for, hvad jeg vil være med til. Det er de store ting, jeg har lige nu. Og for hver dag jeg holder fast i det, får jeg mere og mere tro på mig selv og vokser i store ryk inden i. 

Nogle af de andre ting har jeg kunnet slippe. Jeg har kigget på dem og tænkt, om det er kampe, jeg skal vælge at kæmpe, eller om jeg blot skal møde dem og se på dem – og slippe dem igen. Sådan blev det. Og jeg er på banen igen. Med glæde, lykke og store forventninger til mit liv. Taknemmelig over, at jeg har muligheden og friheden til at arbejde på denne måde, og at jeg har rum til at falde ned og slippe alt pres. 

Tak fordi jeg har tid og plads til at sortere, hvad jeg vil udsætte mig selv for, hvad jeg kan og skal tage ind og dermed melde fra. 

Jo, der er meget at være taknemmelig for. Jubiii......

Og så - BUM!

Ja ja.. Alt varer ikke evigt. Men 3½ måned i lyset og lykken er også godt. Og det er nu, jeg skal være opmærksom. Hammeren er ved at ramme igen, selvom jeg prøver at undvige. Nu er kunsten at lytte indad. Efter lang tid i total balance og lykke, kan jeg nu mærke en stor sårbarhed. Jeg har MÅSKE dummet mig i en stor sag, og dermed endnu engang udsat mig selv for bekymringer og modstand.

Men jeg kunne ikke andet. Det har medført modstand fra mange sider. Jeg ved, at det skyldes bekymringer fra deres side, set ud fra min historie fra tidligere fejltagelser og sorgfyldte oplevelser. Men det gør ondt. Og jeg er røget ind i sårbarheden og er nem at gøre ked af det.

Jeg prøver at bevare balancen og ikke lade mig vælte. Jeg har ikke råd til at gå helt ned igen. Så hvordan mon jeg skal gribe det her an?

Når nogen har kommenteret – ud fra deres store bekymring, som jeg er taknemmelig for på den ene side, og irriteret over på den anden – så rammer det noget i mig, som jeg åbenbart ikke har fået set på. Og det medfører så, at jeg automatisk forsvarer mig og mine beslutninger.

Så ja, der skal endnu mere terapi til, det ved jeg – det mærker jeg. Og selv-terapi.

Har jeg brug for at forsvare mine handlinger? Eller har jeg grund til det? SKAL jeg forsvare dem, eller skal jeg bare stå op og holde fast i, at jeg er en voksen kvinde, der kan stå selv? Jeg føler mig som et barn, der har gjort noget helt forkert. Og jeg kan næsten ikke være i det.

Bekymringerne følger mig nu nat og dag. Også det er et gammelt mønster. Jeg genkalder samtaler, jeg vender og drejer det, jeg diskuterer med mig selv i timer og jeg kan ikke slippe det "hamsterhjul" i mit hoved.

Der er selvfølgelig bekymringer om, hvorvidt de har ret. At jeg HAR dummet mig. Men jeg kunne ikke gøre andet. Men det ændrer ikke på, at bekymringerne og angsten er begyndt at gnave i mig. Og det sidder fast som en krog, der ikke kan trækkes ud.

Så er der bekymringerne om, om der nu er nogen, der ser ned på mig. Et gammelt mønster af, at alle skal kunne lide mig. Jeg ved, at de kan lide mig – holder af mig. Men den gamle følelse hænger også fast. Og sårene, de gamle oplevelser, der giver mig oplevelsen af at være dum, lille, forkert og et barn, det gør mega ondt. Og faktisk, hvad så, hvis alle ikke kan lide mig? Sådan er livet jo...

Jeg prøver at gøre mig stærk. Jeg prøver at vende min nye beslutning til den glæde, det var, inden jeg blev mødt af kritikken og bekymringerne. Den glæde, der er blevet kastet til jorden. Så nu må jeg samle den op igen og prøve at være i mig selv, stærk og i troen på, at jeg har taget en selvstændig beslutning, der ikke vedkommer andre. Problemet er bare, at netop de mennesker har støttet mig, de har bekymret sig for mig og de har set min store sorg og de store modstande, jeg før var i. Og jeg skylder dem så meget. De har hjulpet mig nu efterfølgende også. Og jeg holder meget af dem. Så hvordan mon jeg – på den ene side – holder fast i mig selv, og i på den anden side viser dem den taknemmelighed og glæde over deres nærvær og omsorg??

Det bliver en balancegang. Samtidig med, at jeg skal finde glæden ved min beslutning, som betyder alt for mig lige nu!!!

Jeg kan se, at det er noget af det, der altid har hængt i min tilstand. Det er noget af det, jeg altid har levet i. Et Helvede, selvskabt, men ude af kontrol. Og jeg vil ikke have kontrollen over det, jeg vil bare være med det og se på det – og leve mit liv. Kontrol er ikke et god taktik.

Ok, jeg troede, jeg havde lært en masse. Og måske har jeg. Måske er det nu, jeg skal stoppe op og se på, hvor jeg er. Stoppe op og beslutte mig for en tilstand, jeg skal arbejde mig hen imod.. Og måske er det nu, jeg skal genfinde evnen til at stå selv. Og gøre det på en måde, så jeg ikke støder folk fra mig. Jeg nægter at lade dette vælte mig ned i de sorte huller igen, de huller, som har været ved at tage livet af mig på alle måder. Jeg nægter at tage kritik ind, som var det personligt – mod mig som menneske. Jeg vil ikke tilbage…

Så jeg er…. Jeg har så meget at være glad og taknemmelig for. Har mennesker i mit liv, som jeg holder meget af. Mennesker jeg elsker og som gør mit liv godt. Jeg har bekymrede mennesker omkring mig – ja. Men også de holder af mig og jeg holder af dem….

Så, nu har jeg også min nye beslutning at blive glad for. Fordi den betyder SÅ meget for mig. Glæden og lykken skal tilbage på fuld tid!!! Jeg skal slippe bekymringen over, at jeg har truffet den. Jeg kan ikke gøre noget om, og nu skal jeg være glad og nyde det…. Der er nemlig ingen vej tilbage, så sorger og bekymringer giver ikke noget konstruktivt i det.

Når jeg ser op på det, jeg har skrevet, så er det jo netop det der kendetegner ”sort-eller-hvidt”, som har forfulgt mig altid. Nu må og skal jeg ikke lade vippen gå helt ned på den sorte side. Så går det helt galt. Tænk hvor nemt det er at få overvægt på den side. Og det kræver virkelig opmærksomhed og nærvær at få den op på ligevægt igen…

Men jeg vil alligevel takke de mennesker, der er bekymrede for mig i en god mening. Tak fordi de ikke er ligeglade med mig. Tak fordi de har været der og støttet mig i en meget svær og tung tid. Og tak fordi de er i mit liv… Nu håber jeg blot, at de også vil lade min fortid være fortid – og at de vil støtte mig i at være glad for min nye beslutning.

Jeg er mig, jeg tager beslutninger, der ikke altid er taget ud fra fornuften, men ud fra følelser. Måske er det dumt, men så må jeg tage det derfra, hvis det viser sig at være en forkert en. Også selvom den bliver svær og dyr.

Jeg er 50 år… jeg har erfaringerne med disse ting, jeg har erfaringerne fra mit liv, der fortæller mig, at jeg er stærk og jeg kan stå, også når jeg møder de største udfordringer, man kan tænke sig.

Jeg har gennemlevet 2 omgange brystkræft. Jeg har været stærk nok til at stå imod systemets rutiner om kemobehandlinger m.v. Jeg har troet så meget på min egen evne til helbredelse.

Jeg har været igennem retssag, som jeg har ført selv, med alle de modstande og kampe, der har været i det, imens jeg sideløbende var lykkelig for mit liv og min verden. Og jeg vandt! Både over kræften og i retssagen.

Og jeg har gennemlevet så mange andre store udfordringer. Jeg står endnu, stik mod alle odds. Jeg er stærk og jeg behøver ikke at lade mig vælte af gamle mønstre, der gør, at jeg føler mig ramt på mine mest sårbare punkter, netop når nogen prøver at fortælle mig, hvad jeg har gjort forkert. Det kan jeg også klare. Uanset…

Så op på vippen og leg med den. Prøv at skabe balance. Mærk glæden, når den langsomt vipper mod den lyse side. Mærk glæden, når den står, bare en anelse i gråzonen i stedet for at vælte ned i mørket. Gråzonen er også ok, den er blandet med det lyse.

Jo, velkommen til ubalancens verden. Velkommen tilbage til realiteterne. Jeg har stadig lang vej igennem dette arbejde. Men jeg gør det… ;-) basta! Og ja, det var vist noget rodet skrevet. Tankerne lige fra mit indre, der bare ryger ud gennem fingrene. Jeg er ligeglad. Det er mine tanker. Det er mit sted herinde. Og det er min proces…

Alt er jo nok, lige som det skal være!!

To hele måneder i træk

Nu har jeg haft det godt i 2 måneder. Det er det længste nogensinde, hvor jeg har været i 100% balance.Første gang, jeg føler mig helt i live. Til stede i livet! Og elsker det!

Jeg genoptog min terapi i marts efter laaang tids pause. Og allerede første gang kom der hul på noget, jeg ikke havde haft kontakt til før. Følelsen af, at jeg ville leve!!!!

Jeg kastede mig ud i et viljestærkt ”projekt”. En rejse, der har givet mig mange gode indsigter, mange gode måder at være til i livet.

Hver gang jeg har været hos min terapeut siden, har jeg bare mærket større og større fremskridt. Fremskridt og lysten til at opdage, undersøge og være i mine tilstande, uden at fordømme dem, uden at være vred og opgivende.

Hele livet har jeg følt, at jeg enten var helt oppe eller helt nede. Når jeg ser tilbage, så har mine ”gode perioder” været præget af manier. Jeg har ledt og kastet mig ud i projekter og oplevelser, som stort set altid har vist sig at være forkerte for mig, for meget for mig og forstyrrende for min balance og for mine nærmeste.

Nu kan jeg se og mærke, når jeg får lyst til noget nyt. Jeg kan undersøge det, finde ind til, om det er godt for mig. OG vigtigst af alt, jeg kan sige fra på en sund og klar måde.

Kunsten at mærke mine grænser og sige fra, er en kæmpe gave for mig.

Hele livet har jeg ”fulgt med”. Når noget viste sig, overbeviste jeg mig selv om, at det var DEN vej, jeg skulle. Jeg overhørte altid mine indre stemmer eller ham, der sad på min ene skulder og fortalte, at det var forkert og at noget var galt her. Jeg lukkede skyklapperne omkring mig og fulgte med det, som omstændighederne bød mig og som andre ”lokkede med”.

Hvorfor gjorde jeg mon det? Hvad prøvede jeg at opnår?

Jeg har fundet nogle af svarene. Dybest inde har jeg ”bare” søgt accept og kærlighed. Den accept af MIG, som jeg har længtes efter altid. Og når jeg opdagede, at en arbejdsplads, en ny kæreste eller andre ville mig, så forvekslede jeg det med accept og kærlighed. Men det var accept og kærlighed, som jeg søgte uden for mig selv. Og hver gang blev jeg skuffet. For jeg kunne ikke acceptere og elske mig selv. Jeg oplevede, at jeg ikke troede på, at andre kunne elske mig eller holde mig ud, som den jeg var. Jeg spillede skuespil, lavede mig om, bare for at få deres kærlighed og accept. Og så gik det galt.

Efter en tid i de nye forhold eller på en ny arbejdsplads, blev jeg utålmodig og utilfreds igen. Jeg blev trist, ked af det, sorgfyldt, skuffet og vred. Og så røg jeg ned i dybe depressioner. Gang på gang!!!

I mit arbejde med min egen vej, er jeg nu kommet ind og mærke. Jeg har fået kontakt til de følelser og den selvaccept, jeg aldrig har kunnet være i eller tro på. Savnet og længslen!! Jeg prøver at se og rumme frygten, sorgen, længslen og ensomheden dybt inde. Og at SE på dette, at møde det og at tro på, at netop det, er en vej ud af min tilstand, det har været – og er stadig – en stor gave. Hvis jeg kan elske og acceptere mig selv – HELE mig, med alle de følelser og de holdninger, jeg har, så kan jeg tage andres kærlighed ind og TRO på det.

Så ja, jeg har det stadig godt. Jeg er på rejsen. På vej mod balancen og glæden. Og jeg elsker mit liv. Også selvom jeg stadig møder store udfordringer, der giver mig muligheder for at øve min grænsesætning, mine muligheder for at mærke MINE behov og at SE, når jeg tillader andre at træde ind over min zone, hvor jeg bliver væltet. Og der er mange gange i løbet af en uge, hvor jeg skal være opmærksom og hvor jeg får mulighed for at øve det. Men jeg gør det gerne. Og jeg melder klart ud. Det er en kæmpe lettelse – og det giver mig styrke. For hver gang jeg får sagt fra og til, føler jeg mig stærkere og meget tilfreds med mig selv.

Arbejdet fortsætter. Men at kalde det arbejde, vil være forkert. Arbejde kan forveksles med slid og slæb. Og det er det på ingen måde. Det er en spændende tur ud af min helt egen vej. Uden at lade andre styre, hvor jeg skal dreje fra. Jeg har mange "lig i lasten", som kommer frem hen ad vejen. Og alle disse ligger som sammentrykte, pressede oplevelser, der er med til at gøre livet "farligt" for mig. Så for hver gang jeg kommer i kontakt med noget nyt, forløses noget i mig - inden i og i min krop.

Så, endelig har jeg fået bevist, at terapeutisk arbejde betaler sig, også selvom nogen har stillet en diagnose for mig.

Men jeg ved også, at jeg skal passe på. Når jeg får for meget ind i kalenderen, så skal jeg stoppe op og sortere. Jeg kan ikke have lange dage, hvor jeg skal være ”på”. Jeg kan ikke have flere dage, hvor der er rødt i min kalender. Det gode er jo, at jeg ved det – og gør noget ved det.

Forskellen fra tidligere ligger i, at jeg nu kan melde fra ud fra et ærligt sted. Jeg behøver ikke at få hovedpine, migræne, ondt i ryggen (selvom jeg lige nu sidder med netop det) eller andet, som jeg kan bruge som undskyldning. Min krop behøver ikke at melde fra for mig, for jeg kan selv. Og tænk, folk omkring mig forstår og accepterer det, uden at stille spørgsmål til det. De ved, at det er fra et ærligt sted og at det ikke er fordi, jeg ikke VIL…

Så, et af kunststykkerne er, at jeg passer på mig selv og lytter indad. Enkelt, da jeg først forstod det.

Jeg mærker.
Jeg lytter til mig selv.
Jeg rummer og møder følelsen.
Jeg melder ud til andre, hvis det er nødvendigt.
Jeg lever!

Intet af betydning

Et digt, fra en tid, hvor jeg var et sted, uden håb og uden lys. En af alle de depressioner, der har været i mit liv. 

I dag er det svært at forstå, hvordan jeg endte der så mange gange. Hvordan jeg kunne opgive og hvordan jeg bare ikke havde kræfter og lyst til at komme ud og leve livet. 

Jeg beder til, at jeg aldrig ender der igen..

Intet af betydning

Fanget i ligegyldighed

Tomme tanker fra tomme rum

Øjne der ser

Intet af betydning

Holder på frygten

Nærer dens rod

Som nælder der vokser

I golde hulers dyb

Hvem sår frøet

Til angstens stærke vilje?

hvad kan ellers vokse

I mørke tomme rum

Uden lys og næring

Fra kærlighed og liv?

Frygt og tillid

Lige for tiden arbejder jeg meget med at opløse min frygt. Den frygt, der har siddet i mig hele livet, og som har været med til at begrænse mig selv og alt, hvad jeg har været i. 

Frygt for ikke at være god nok.
Frygt for afvisning.
Frygt for fordømmelse og udelukkelse.
Frygt for fremtiden.
Frygt for frygten…

Jeg har taget ordet TILLID til mig – som mit ord.
Frygten skal vendes til tillid.
Tillid til livet og tillid til, at alt er ok.
Tillid til, at JEG er ok, lige som jeg er.
Og tillid til, at der ikke er noget som helst at frygte i mit liv.

Hvordan gør jeg så det?
Det er jo ikke ligefrem en nem opgave at vende 50 års frygt til fuld tillid!
Det kræver arbejde og opmærksomhed.

Så jeg er begyndt at lægge mærke til og holde fokus, på min vejrtrækning.
Jeg mediterer på tillid, at turde læne mig ind i mig selv og livet.
Jeg øver mig i at have tillid til, at turde række ud og bede om det, jeg har brug for, både fra mig selv og fra andre.
Jeg tager små skridt mod at sige til og fra, når nogen vil have noget af mig, jeg ikke magter at give, eller når nogen overskrider mine grænser og sårer mig. Hvilket jeg har været rigtig god til at lade ske hele livet.

Men det er små skridt.
Jeg mærker angsten banke i hele kroppen, når jeg møder de udfordringer.
Og så trækker jeg vejret dybt dybt ind nogle gange, mærker mine fødder mod jorden og forsøger at mærke mit hjerte, hvor hårdt det banker og hvordan jeg kan hvile i det. Lægger mærke til, hvad det gør ved mig, og ud fra det, prøver jeg at sige ja eller nej til det, jeg møder.

Når det er en større ting, jeg skal udfordres på, så går jeg ind og mærker efter, om jeg lige nu, i dette øjeblik, har overskud og kræfter til at gå hele vejen. Har jeg ikke det, så gør jeg hvad jeg kan for at trække mig tilbage og lige gå ind i mig selv, for at finde roen igen. Derfra kan jeg møde min frygt og være overbærende over for mig selv, fordi det ikke lige lykkedes i denne omgang. Og så igen tænke ”små skridt”.

For der er altid små udfordringer, jeg kan øve mig på, indtil jeg bliver stærkere og stærkere og en dag kan slippe frygten helt og gå ind og møde de større også.

Det er en kæmpe sejr, når det lykkes for mig. Jeg bliver mærkbart lettere over skuldrene og ryggen. Jeg vokser og jeg mærker mindre frygt, næste gang jeg skal handle ud fra mine følelser og min angst.

En stor grund til, at jeg arbejder så hårdt med frygten er, at jeg har fundet frem til, at min brystkræft udspringer af frygt. Frygt, der har været holdt nede og har ophobet sig igennem mit liv. Spændingerne i kroppen er bare vokset og vokset, og i afmagt har kroppen dannet disse knuder, som et forsvar. Nu er jeg rask fysisk, og det har jeg planer om at blive ved med at være…

Så, arbejdet fortsætter. Og selvom det er svært, så er det en spændende rejse. Og dybest set ved jeg, at der ikke er noget som helst at frygte i mit liv – i hele verden. Alt er, lige som det skal være…

Jeg er meget inspireret af bogen ”At dø for at leve” – af Anita Moorjani. En bog om Anitas liv og svære kræftsygdom, som lægerne havde opgivet og som sendte hende i koma, inden hendes organer satte helt ud  – og hendes rejse tilbage til livet og efterfølgende totale helbredelse.

Virkelig en bog, der giver indsigt og tillid…

Alt for nu….

Syg? Eller blot ude af balance?

Det er med lidt bankende hjerte, jeg skriver dette indlæg. Måske vil det provokere nogen, der går med denne diagnose, måske vil det gøre nogen vrede. Men jeg har bestemt mig for at skrive det, det er trods alt min blog :-) 

Den seneste tid har jeg tænkt meget over min diagnose. I forbindelse med min terapi og de processer, jeg har været igennem er jeg kommet i dyb kontakt med ubalancer, der er skabt igennem min barndom. De svære oplevelser, jeg har haft, i forbindelse med min fødsel og op igennem de første leveår, har forfulgt mig op i barndom og ungdom. Op igennem årene er det blevet sværere og sværere at tackle de ting, der hele tiden har siddet dybt inde og banket på.

Som helt lille måtte jeg finde en overlevelsesmekanisme, for ikke at gå til i mine følelser af udstødelse, savn, ensomhed og angst. Jeg fandt en måde at lukke det hele inde i kroppen, lukke det ned et mørkt sted, som ingen kunne se eller få kontakt til.

Ret tidligt lærte jeg, ikke at græde. Ingen skulle se min smerte og ingen ville alligevel ønske at møde den. Den mørke kasse i mig voksede og voksede. Indholdet blev presset ned og hen ad vejen opbyggede jeg en smerte i  solar plexus , der har fulgt mig siden.

Den ene side af mig er den, der har alle følelserne, den der gerne vil mødes og holdes om. Den der gerne vil kunne læne sig ind i en tryg favn, uden angst for at blive afvist eller føle sig ubetydelig.

Den anden side kæmper desperat for at passe på, at disse følelser ikke kommer til udtryk. Den folder sig krampagtigt sammen om længslerne, drømmene og legen. Når der kommer tegn på liv, lukker den hurtigt sin kappe omkring den anden side, så der ikke er noget lys tilbage. Den værner kraftigt mod at blive såret igen og den lukker angsten ned i mørket.

Ind imellem lykkes det den første side at få lidt hul igennem, og hurtigt og vildt springer en del af det indespærrede ud og kaster sig rundt i lyset udenfor. Det bliver til uovervejede, vilde spring, op og ned som en gummibold. Rundt på alle vægge og i alle hjørner. Men den bliver hurtigt træt, kan ikke selv følge med, og da den begynder at give sig lidt, lukker den anden side igen lyset ude og låser spændetrøjen fast.

Måske er det grunden til, at jeg ikke har kunnet MÆRKE livet, ikke har kunnet være til stede og bare har set på livet udefra. Som en film, jeg er hovedpersonen i, uden at være der.

Efter dybt arbejde med mit indre og mine tidlige sår (som slet ikke er færdigt endnu), er jeg begyndt at få troen og viljen igen. Troen på, at jeg kan finde min balance, hvis jeg får forløst de sår, jeg bærer rundt på og viljen er kommet i takt med, at jeg har fået kontakt til dette og lyset begynder at blive lidt kraftigere.

Jeg har oplevet, hvordan man i det danske system, udelukkende (næsten) fokuserer på medicin, når der opstår en såkaldt diagnose. Man stiller sig tilfreds med, at det er sådan, det er, og det kan stabiliseres nogenlunde med kemi. Jeg mener IKKE, at man skal udelukke medicin som sådan, men man bør give tilbud om intensiv terapi. Terapi på den gode, nærværende og dybe måde, så man kan få de undertrykte og desperate følelser ud i lyset - i trygge og rolige omgivelser, så det ikke tager overhånd. Terapi og medicin kan følges ad, og i mine øjne BØR det følges ad. Ikke blot de korte samtaler, vi har i forbindelse med vores tilknytning til en psykiater på psyk. eller andre steder. Men ude - hos en nærværende og dygtig terapeut.

Jeg er begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet HAR en diagnose, eller om jeg bare er meget ude af balance. Og at årsagen kan findes og løses, hen ad vejen. Måske er det blot nemmere at behandle med medicin og så sætte liden til, at man klarer sig.

Jeg har nægtet at give op. Det har været hårdt, og i perioder har jeg været tæt på at opgive. Ikke bare opgive arbejdet med mig selv, men at opgive HELT… opgive livet, og bare læne mig tilbage og vente.  Men hver gang har der været mennesker omkring, der holder så meget af mig, at de har hevet mig på land igen og givet mig muligheder for at komme videre, for at se fremad og til at finde tro!! Kunsten for mig har været at tage imod og at række ud efter hjælpen.

Når man går i mine sko, så tror man ikke på, at nogen VIRKELIG ønsker at hjælpe. Har de måske ikke en bagtanke med deres hjælp? Hvad vil de have til gengæld? Hvorfor gør de det? Hvor længe kan de holde ud, forsvinder de bare pludselig igen? Er jeg overhovedet værd at hjælpe? Betyder jeg noget for de mennesker, eller er det bare et øjebliks svaghed, der viser sig fra dem?

Efter en tid på den måde, med de tanker og den angst, er jeg blevet klar over, at hvis jeg VIRKELIG giver mig hen til den hjælp og de hænder, der rækkes ud til mig, så lærer jeg også hen ad vejen at tro på det og have tillid til andre mennesker. Den tillid, der har været væk det meste af mit liv. Og hvis jeg rækker ud og BEDER om hjælp, om et øre, der vil lytte, om et knus og om nærvær, så kommer det kærligt til mig.

Så, alt i alt går det godt :-)

Alt i alt er jeg på vej, stille og roligt finder jeg balancen. Nu har jeg haft en fantastisk balance og ro, lysten til livet og TROEN på det, i et par måneder. Den følelse, der ligger dybt i mig, har jeg ikke mødt meget i mit liv. Følelsen af, at jeg kan holde balancen, at jeg kan lære den sårbare side at vise sig mere og mere – og at jeg kan lade den anden side slappe lidt af. Den har arbejdet hårdt for mig, nu må den få nogle fridage, og hen ad vejen giver jeg den en lang velfortjent ferie…

Jeg er på vej, og jeg spirer med foråret og kommer til at blomstre med sommeren…

Tak for livet!

At tro på sig selv og høre til

Som så mange andre derude i den store verden, har vi Bipolare ofte svært ved at tro, at vi kan og at vi er noget værd. At vi har en grund til at være her eller at vi har berettigelse i sammenhænge, hvor der er grupper af andre ”normale” mennesker.

Forskellen for os ligger i, at det som oftest er i vores depressive perioder, dette er stærkt. Vi kan sidde hjemme og ikke turde bevæge os ud, vi kan sidde og overbevise os om, at livet ikke er værd at leve og at alle andre var bedre stillet, hvis vi ikke var her. Flere af os er bange for, at ingen kan lide os, at de taler om os bag vores ryg og at de kun er sammen med os, fordi de ikke vil være andet bekendt. 

Denne tilstand er ganske enkelt ulidelig at være i. Vi er trætte, orker ikke at gå ud eller tage os sammen til at gøre noget. Det gør ofte fysisk ondt i kroppen, specielt i mave og nakke. Vi putter alle vores følelser ned i en kasse og forsøger at undgå, at gå ned og mærke dem, at bearbejde dem eller bare at tillade, at de er der.

Når vi er i manier, vil mange af os føle, at vi er usårlige. At vi kan alt, at vi har en kæmpe plads i verden, at vi kan gå ind alle steder, i alle sammenhænge, og bare føre os frem, tale og grine, være med og ellers kaste os ud i større projekter, som for andre kan virke helt urealistiske eller bare uoverskuelige. Andre kan synes, at vi er fantastiske og modige, at vi gør noget andet, end de ville gøre, men at det er spændende, at nogen tør gå ud af normerne.

Jeg har været i disse perioder – MANGE gange. Jeg har troet på, at NU er jeg oppe.. for blot at få den største nedtur ud af det blå. Og hver gang nedturen kommer, er jeg bare blevet bekræftet i, at jeg aldrig får det HELT godt, at jeg aldrig kan stole på mine følelser og min dømmekraft, at jeg ikke kan stole på, at det jeg har LYST til, når jeg har det godt, VIRKELIG er noget, jeg har lyst til!! Jeg er blevet mere og mere overbevist om, at når der er noget jeg mærker er ”rigtigt”, så der det nok bare endnu en mani, og hen over årene havde jeg opgivet håbet om, at jeg finder ro. Det har dog ikke afholdt mig fra at gøre de ”store og skøre” ting. Fordi i de perioder får jeg skyklapper på og går efter det, jeg tror, er rigtigt for mig. 

Jeg har været så heldig, at jeg har haft mulighed for at læne mig ind i de kærlige og omsorgsfulde mennesker, der er omkring mig. De er kommet til mig inden for de seneste 3 år, og de kom netop i en periode, hvor jeg havde opgivet alt håb. De mennesker har troet på mig, de har set mine potentialer, de har mærket mig helt inde, hvor jeg ikke altid selv har mærket. De har holdt mig til ilden, når jeg har været ved at opgive min terapi og min rejse på den healende vej. Og jeg tror på, at den slags mennesker er alle steder, bare vi rækker ud og tager imod, når nogen viser, at de vil os.

Lige nu (og forhåbentlig i meget lang tid – eller altid?), er jeg dog i en fantastisk god periode. Der er så god balance inde i mig, jeg føler mig hverken depressiv eller manisk. Jeg er velovervejet i de ting, jeg gør, ihærdig med at arbejde med mig selv, nu hvor jeg har plads til det, jeg mærker. Jeg føler, at jeg har en berettigelse i livet, men uden at jeg kaster mig ud i noget, jeg ikke kan overskue. Når jeg mærker noget, jeg gerne vil, så giver jeg det nu tid til at modnes, drøfter det med andre, inden jeg går ind i det.

Ind imellem kan jeg føle, at jeg ikke hører til i en gruppe, men jeg er overbevist om, at det kan alle de andre i gruppen også føle ind imellem. Så jeg føler mig ikke anderledes lige nu.. bare ”normal”.

Jeg kaster stille og kærligt tanken væk, når der kommer små stemmer, der siger, at det nok ikke varer ved. Jeg vælger at tro på, at jeg har fundet ”opskriften”, der virker for mig, og at hvis jeg fortsætter den spændende rejse, der også kan være hård, mod at finde min inderste kerne, så varer det ved. Jeg går en del i terapi, jeg gør alt det, jeg ved, er godt for mig, og jeg husker at hvile, når jeg føler mig overmandet af træthed.

Jeg har fortalt flere om min tilstand som Bipolar. Flere kommer med bemærkninger om, at ”sådan har jeg det da også tit”. Det husker jeg på, når følelserne kommer. Når jeg ikke føler, jeg hører til eller at andre ikke kan lide mig. Så ser jeg på de andre, og jeg ved, at de kan føle det samme, og oftere end vi tror.

Så, jeg hører til, jeg skal være her, jeg må vise mig selv – præcis som jeg er. Og kan andre ikke lide mig, så er det deres eget indre rod, der popper op. Deres sag.. jeg tager mig af mine sager.

Kunsten at sove

En del af det mønster, der følger med denne Bipolare-noget er søvnproblemer. I perioder er det svært at sove, i andre perioder sover vi rigtigt meget.

For at vi skal kunne fungere, så er det vigtigt med regelmæssig søvn. Jeg skal selv have mindst 8 timers søvn hver nat, ellers fungerer jeg ikke. Mærkeligt at jeg ikke har tænkt over det tidligere i mit liv, for det har altid været sådan.

De perioder, hvor jeg ikke rigtigt sover, har jeg tanker om aftenen og natten, der forstyrrer. Jeg kan ikke finde ro, mit sind er lysvågen og min krop ligger bare og venter på at sove. Jeg bliver irriteret over, at jeg ikke bare kan sove, specielt hvis der er noget, jeg skal næste dag, der kræver min opmærksomhed. Jeg ved, at jeg bare får en svær dag…

Jeg hører også om mange i denne situation, der får ordineret sovemedicin for at kunne følge med i søvnrytmen. Det har jeg absolut ingen holdning til, hvis det fungerer for dem, så er det godt. Men jeg vil ikke være med til at fylde min krop med mere, end det er højst nødvendigt , for at kunne være i livet. 

Den stemningsstabiliserende medicin jeg får, er kombineret med antihormoner, som jeg skal tage, efter jeg har haft brystcancer. Og da jeg fik denne cancer, lovede jeg mig selv, at der ikke skulle kemi ind og forstyrre. Det var en af de ting, jeg SELV kunne gøre, kombineret med en masse andet, der har haft den sidegevinst, at det også hjælper i forbindelse med min psyke – og altså mine udsving i min lidelse.

Når jeg skal sove, har jeg forskellige former for beroligende meditationer. Jeg har øvet mig i det, for det er ikke noget, der bare virker fra dag et. Ikke for alle, i hvert fald. For mig virkede det inden for kort tid, og jeg besluttede mig for at holde ved, til jeg kunne se virkningen af det.

Nu mediterer jeg hver aften, når jeg ligger i min seng. Det giver mig ro, både i kroppen og i sindet. Tankerne kan stadig overvælde mig, men jeg har lært en metode til at være med dem og lade dem passere, uden de får lov at fylde.

En af de meditationer, jeg ofte bruger, er den følgende. Det er mit håb, at andre kan brug den, øve sig på det og måske få udbytte af den. Jeg vil prøve at lægge andre ud hen ad vejen, andre som jeg har brugt og som.

Hvis jeg får beroliget mig selv på denne måde, bliver min søvn helt anderledes rolig. Efter flere år, hvor jeg har vågnet flere gange i løbet af natten, vågner jeg maks én gang, og meget ofte vågner jeg slet ikke. Sikke en fornemmelse at vågne udhvilet efter en behagelig og rolig søvn.

Hvis det ikke virker for dig de første gange, så giv ikke op. Det er lige som at lære en ny ting, at lære at cykle eller at gå. Det kræver øvelse. Så hold ud...

 

Meditation aften

Læg dig godt til rette på ryggen med armene ned langs siden.

Hav fokus på dit åndedræt og tag 3 dybe lange vejrtrækninger.

Lig nu bare og lad kroppen falde til ro og find ind til et roligt sted i dig selv.

Læg mærke til lydene omkring dig, lydene udenfor huset og inde i huset. Og mærk så stilheden bag alle lydene.

Læg mærke til din krop, hvad den siger til dig.

Tjek den fra fødderne og langsomt op igennem benene, op i hele kroppen. Ud i armene og op igennem halsen, nakken og hovedet. For hver del af kroppen du mærker, mærker du, at den del slipper og hviler tungt mod madrassen. Til sidst er hele kroppen afslappet.

Flyt fokus til dit hjerte og bare hold opmærksomheden her. Lad hjertet udvide sig for dig, mærk varmen i hjerteområdet.

Hvis du får tanker undervejs, så puf dem kærligt videre, uden at fordømme dem og uden at blive vred over, at de forstyrrer. Bare lad dem sejle forbi, på en sky, der driver forbi på din himmel.

Fortsæt med at holde fokus på dit åndedræt, lad det bare køre normalt, og samtidig mærke dit fokus i hjerteområdet. Mærk at hjertet udvider sig mere og mere. Det udvider sig til alle sider, bagud over ryggen, til siderne og ud foran dig. Rummet i hjertet bliver større og større, så det lidt efter lidt omkranser dig, og du er badet i din hjerteenergi.

Forestil dig nu, at du stille svæver til et lyst, varmt og roligt sted i en lysning i en smuk skov. Det er dit helt særlige og smukke sted.

Måske kan du høre fuglene synge og vinden stille suse i træerne. Måske kan du dufte alle de forskellige skovblomster og blomster på græsset. Du kan mærke græsset under dine bare fødder.

Her sidder du og suger til dig. Roen og renheden i dette sted overvælder dig. Du lægger dig ned i græsset og ser op på en smuk blå himmel, hvor fugle flyver glade omkring.

Her er dit sted, din hjerteenergi breder sig ud over hele stedet og du fornemmer måske, at den breder sig endnu længere ud, i til alt og alle ude omkring. Dine kære, dine venner og dem, du egentlig ikke normalt bryder dig om. Dit hjerte deler og der er uendelig energi herfra.

Du ligger nu bare helt stille og lade din vejrtrækning flyde. Måske kommer der farver eller billeder op for dit indre øje. Bare vær med det hele uden at analysere eller dømme. Det eneste du skal her, er at være, med alt det, der er.

Her mærker du forbindelsen til alt. Her er alt muligt. Her er ro, kærlighed, tryghed og varme.

Hvis du ikke sover endnu, så bare lig med denne følelse. Mærk hvor smukt det er og hvor rolig, din krop og dit sind er. Bare vær!

Du skal ingenting. Du skal ikke nå noget. Natten er din, og du kan være, bare være…

 

Med ønsket om gode rolige drømme….. og en dejlig søvn.

Hvorfor kæmpe videre?

Den anden dag blev jeg spurgt, hvad det er der har gjort, at jeg har blevet ved at kæmpe.

Hvad er det, der har holdt mig i gang, i live igennem alle mine mørkeste stunder og mine dybeste depressioner? Hvad er det, der har fået mig til at kæmpe mig igennem min brystkræft kombineret med min Bipolar lidelse? 

Jeg svarede, uden at tænke, men ud fra, hvad jeg husker og hvad jeg følte, var det, der holdt mig oppe.

Først og fremmest har det været mine børn. Jeg ved, at de bekymrer sig for mig, jeg ved, at hvis jeg gav op, ville det medføre stor og uoverskuelig sorg hos dem. Det har jeg aldrig kunnet klare, selvom jeg ofte har givet dem sorger, som jeg ikke har været herre over. Men de skulle/skal ALDRIG opleve DEN store sorg, at jeg ikke er her mere. De har været mit anker på jorden, når havet har været ved at tage mig med ud i dybet. Mine kærlige, elskelige og omsorgsfulde drenge!

Det næste der har holdt mig oppe og givet mig modet til at kæmpe, har været de Engle, jeg har haft i mit liv og stadig har. Når det hele har set allermest håbløst ud, så har jeg fået tilbudt en andens ubetingede omsorg, hjælp og kærlige hjerte. Igennem de sidste 3 år er der kommet flere af den slags smukke og kærlige engle ind i mit liv. En af dem er min terapeut og lærer på min skole. Hun har troet på mig, uanset hvad jeg selv har troet på. Hun har villet mig, hun har rakt ud og vist mig veje, jeg ikke selv kunne se eller række ud efter. Hun har reddet mig ud af mange mange mørke stunder og tilstande, hvor alt har været lige meget. Fra hendes hjerte har hun hjulpet mig til, at redde mig selv!

Der er veninder, der altid har lyttet med stor tålmodighed. De har vist mig veje og været der for mig, uanset hvad jeg har været igennem. De har været med til at skabe trygheden i, at jeg ikke er alene.

Der er mine søskende. Min søster, der tager imod, hver gang jeg har brug for det. Hun deltager og lytter. Og der er min bror, der altid har en åben dør, med et øre, der altid er klar til mine sorger og smerter.

Så jeg har kæmpet. Jeg har grædt, raset og været vred. Jeg har arbejdet hårdt… Og jeg har følt, at jeg var helt alene om det, selvom der stod kærlige mennesker omkring mig. Jeg har vendt det hele indad, villet selv og ikke lukket mange helt ind, derind hvor de kunne nå mig. Jeg har FØLT det som en kamp, så det blev en kamp!!

Men i morges, midt i badet, kom jeg til at tænke over ordet ”kæmpe”. At kæmpe!

Som jeg har det nu og har haft det et stykke tid, ser jeg det på en helt anden måde.

Kæmper jeg? SKAL jeg kæmpe?

I den sidste tid har jeg egentlig bare været. Været i live. Og ”leget” med forskellige metoder til at være i LIVET! Uden kamp.

Måske er det en mani, jeg tåger rundt i. Det føler jeg nu ikke, at det er. Jeg fornemmer mere, at det er en vej mod den balance imellem manier og depressioner, mellem mørke og lys, mellem enten-eller, der er ved at finde vej ind i mit liv. Den balance, jeg har søgt hele livet, længtes efter. Jeg mærker en ro i roen. En væren, eller en vej mod væren, der emmer at fred og balance. Jeg mærker det i øjeblikke i løbet af dagen. Jeg ser det foran mig, og jeg ser nu, at det er muligt at nå der hen.

Så hvis dette er en mani, så hilser jeg den velkommen.

Og jeg føler ikke længere, at det er en kamp at skulle være i livet. Livet er ikke ment som en kamp. Jeg er overbevist om, at livet er at VÆRE i livet, med alt det, som jeg går igennem, alt det jeg skal have med mig, alt det, jeg modtager – både ”godt og skidt”. Og så deale med det.. Tilgive, når andre handler uret mod mig, tage imod, når nogen giver til mig (hvilket altid har været svært for mig), give, når nogen har brug for det. Og ellers bare se, mærke og høre!!

Sådan er det for mig lige nu. Det er som om mit hjerte og mine øjne er blevet åbnet. Mine sanser er skærpede. Som om jeg virkelig – for første gang nogensinde – er trådt et stort skridt ind i livet. Og det giver mig mod på at tage næste skridt – uden at kæmpe!

Og hvis jeg igen kommer ned i mørket eller derud, hvor jeg ikke helt kan se lyset, så håber jeg, at jeg vil kunne huske, at det er ok bare at VÆRE lige der og ikke føle, at jeg skal KÆMPE mig ud af det, som "man" siger og anbefaler. Hvis jeg husker at mærke og være med det, der måtte være, lade det fylde, der vil have plads og give mig hen til det, så tror jeg, at jeg igen vil mærke vejen mod  balancen, den balance der gør, at vi af og til står yderst på den ene side af vippen og nogle gang på den anden side - og en dag står på midten. Og jeg tror på, at hvis jeg bare er med det, møder det, så bliver det "lettere" at håndtere. Lettere at gå igennem som noget, der vil mig noget! Og lettere at acceptere som en del af mig - som en del af livet!

Og hvis jeg så husker, at det er ok at tage imod fra andre, der vil mig og giver fra et kærligt sted, så er jeg ikke alene i det, og rejsen bliver lettere.

Det kan lyde frelst. Det kan lyde som om, jeg pludselig er ”ophøjet”. Men det er slet ikke sådan, dette er skrevet. Det er skrevet ud fra mit indre, lige som jeg har det – lige nu!

Og det er en fantastisk tilstand, efter så mange år, hvor jeg har troet på, at jeg skulle kæmpe for at være her. Det skal jeg ikke!

Er bare taknemmelig…!!!

50 år - bare et tal?

Blev så lige 50 over natten!!

Ikke noget, der huer mig – og dog..

På den ene side, er jeg jo nu over halvvejs i mit liv. Det i sig selv giver anledning til tanker.
Når jeg kigger i spejlet, synes jeg også, at livet og årene er begyndt at sætte sine spor.
Men 50????

På den anden side føler jeg mig ikke som en på 50. Inden i er jeg stadig en lille pige, der fistrer rundt i livet, søger, prøver og måske oven i købet ind i mellem kommer til at agere som en lille (eller meget ung) pige.

Bør jeg være voksen og stille nu?
Er det nu, jeg skal begynde at tænke over, hvad ”man” kan og ikke kan?

Kan man have langt hår f.eks?

Kan jeg gå i lårkort og høje sko? (Har lyst til det, men gør det faktisk ikke så meget længere. Hvorfor mon?)

Eller er det nu, jeg bør få page-hår og finde mere tækkeligt tøj frem, når jeg går ud, hvilket jo ikke er super ofte ;-)

Nej, jeg vælger at følge min indre kalender. Jeg vælger at følge med mit sind, mine følelser, min naturlige væremåde, den jeg er! Uanset alder.
Men der er noget, der går ind og forstyrrer lidt.
Når jeg ser tilbage på de 50 år, så giver det mening, at kalenderen har ret.
Mit liv har budt på ufattelig meget, så meget, at jeg bliver åndeløs af at se tilbage.
Og hvis jeg kigger på de seneste 4 år, så føles det som om, det alene er et helt liv.

Noget af det turbulente kan i den grad tilskrives min tilstand.
Meget af det kan tilskrives ”omstændighederne”, som nogen vil sige, jeg ikke har været herre over. Det der rammer helt tilfældigt mellem mennesker. Jeg har tidligere og flere stedet givet udtryk for det, at tage ansvar for alt det, der sker. Og jeg har været upopulær, når jeg har ytret det. Men dette er min side – her vil jeg blæse ud med det, jeg tror på.

Uanset hvad der har været, så tager jeg ansvaret for det hele.
Jeg ved, at alt i mit liv hænger sammen, som perler på en snor. Alt hvad der er kommet til mig, er resultater af de valg, jeg har foretaget – uanset om et har været ”sygdommen” der har talt eller min ”sunde fornuft”.

Som jeg altid har været overbevist om, så er min brystkræft også et resultat af det liv, jeg har levet. Jeg har selv sat mig i krise-situationer, som min krop har reageret på, ved at prøve at danne en form for forsvar. Den måde, kroppen har kunnet. Og det har så givet kræftceller, undertrykte følelser, angst og sorg, som jeg ikke har fået ud, men som så har måttet finde et andet sted at gemme sig – i min krop.

Alt i alt vil jeg tage de 50 år med mig, dykke ned i den tid, der har været. Jeg vil finde alt det frem, der kan bruges i min videre færden, min erfaring – og det vælger jeg at kalde visdom. Jeg har meget at byde ind med, jeg har oplevet ting, jeg kan bruge og kan støtte andre i. Jeg kan finde de gaver igennem mit liv, der dog har været skjult i meget grimt indpakning.

Visdom… kamufleret bag facaden og under dække af den unge pige, der stadig føler sig uskyldig og sårbar.

Jo, mit liv bærer præg af 50 år ”på farten”.
Og inden i – der er jeg stadig den lille pige, der bare gerne vil ses, elskes, grine, danse og leve.

Heldigvis har jeg jo mange år til at indhente det, mange år at danse i og leve i - og nu vil jeg se denne dag som den første i resten af mit liv – og give den fuld skrue. Det er nu, jeg for alvor træder ind i livet, og det føles faktisk rigtigt rart…

Og jeg vil takke mig selv for den jeg er, jeg vil takke alle, der har været med til at gøre mig, til den jeg.

Jeg ønsker mig det faktisk ikke anderledes, for jeg er jo egentlig glad for den jeg er. Og hvem ved, hvad alternativet kunne have været?

Men - 50 år – jeg skal nu lige vænne mig til det…!

Et kæmpe tak!!

Som jeg vist nok har skrevet tidligere, så har jeg været tilknyttet Psykiatrisk i Risskov.

Først blev jeg udredt i Ålborg, fordi jeg på daværende (for 3½ år siden) boede i Nordjylland.
Efter en længere proces, fik jeg diagnosen Borderline. Interessant. Jeg havde aldrig set mig selv med de briller, men efterhånden som jeg læste om denne lidelse, kunne jeg se mig selv i rigtigt meget af det. Min selvskadende adfærd, som det beskrives der, har dog ikke væres fysisk, men derimod psykisk i form af perioder, hvor jeg har påført mig selv mange indre lidelser, p.g.a. handlinger, jeg bare har kastet mig ud i.

Der gik en rum tid, før jeg kunne sige ordet Borderline. Det slog mig helt ud, men på den anden side, så havde jeg nu noget, jeg kunne forholde mig til.

Da jeg flyttede til Århus for 3 år siden, skulle jeg så starte på Risskov i forløb. Men de ville gerne lige selv udrede mig, og som bekendt, fik jeg så en helt anden diagnose, nemlig Bipolar. Jeg fik at vide, at de to diagnoser kan ligne hinanden til forveksling, så jeg har tænkt på, hvor mange andre, der mon har fået en ”forkert” diagnose.

Min udredning startede egentlig på Klinik for personlighedsforstyrrelser. Men efter de 3 samtaler, blev jeg så henvist til Klinik for mani og depression til en psykolog, der skulle vurdere min tilstand. Ud fra udredningen mente man jo ikke, at jeg hørte til i gruppen Borderline.

Og SÅ – på Klinik for mani og depression, blev jeg mødt af denne skønne psykolog. Hun havde naturligvis læst min udredning. Og da jeg sad der og svarede på de spørgsmål, hun stillede, kunne jeg se i hendes øjne, at hun VIDSTE det. Hun genkendte mig. Den følelse glemmer jeg aldrig!! Det var i den grad med til at lette min proces. At blive anerkendt på det jeg havde været igennem og som jeg stadig hang i. At blive rummet med MIG og mit!!! Denne psykolog vidste hvad hun talte om. Jeg var bare HELT tryg!! I gode hænder... :-)

Efter alle de år (46 af slagsen), var der ENDELIG en, der vidste, hvad jeg havde gået igennem og stadig gjorde. Og endelig kunne jeg begynde at forstå mine mønstre og mine indre smerter. Alt gav pludselig mening! Og nu kunne jeg måske komme videre.

Jeg vil jo aldrig komme over dette, men jeg så på pludselig en mulighed for at komme til at leve med lidelsen. Og selvom jeg flere gange har været ved at opgive håbet om netop det, så har min nuværende fantastiske terapeut OG min psykolog på Psyk. hjulpet mig til at tro igen!!!

For ca et halvt år siden, afsluttede jeg forløbet på Risskov, og måtte slippe min psykolog der. Det var lidt skræmmende pludselig at skulle "stå selv" i alt det her. Men jeg var blevet stærkere og mere stabil. Og så havde jeg jo stadig min terapeut "ude i det virkelige liv"..

Jeg er begge disse fantastiske kvinder evigt taknemmelig for deres nærvær, forståelse og nænsomhed med mig !!! Uden dem - hvor mon jeg så var havnet i dag? Den tanke tør jeg ikke tænke til ende - og det er også totalt lige meget. Jeg er bare SÅ meget på vej, takket være dem..

Tak!!