Savner en mani - måske

Forestil dig at være urørlig.

Forestil dig, at du tror, du kan alt, at de ting, du er i gang med, er helt rigtige og noget, du bare ved, du er bedst til. 

Forestil dig, at verden ligger åben og du kan flyve ud i den og vide, at vingerne bærer.

Jeg savner at have den følelse. Jeg savner en mani.

Jeg har stadig manier, men de kommer i en meget mildere grad. Eller rettere, de er overskygget og bliver dæmpet af en konstant lurende depression. De banker på i det små, men kommer aldrig helt ud, så jeg får den fantastiske følelse. De to kræfter bliver på en måde udlignet, så manien kæmper med mørket. Og ingen af dem vinder. Ikke helt.

Og dog… mine mørke perioder, tilstande af depression, bliver længere og længere, men ikke sværere og sværere. De er ikke i nærheden af den styrke, de har haft så mange gange tidligere i mit liv. Men de ligger som et tæppe, en tåge, henover mig hele tiden. Som om jeg har opgivet at have det sjovt. Eller som om min krop og mit liv tilhører en anden.

Og ja, jeg savner så en mani.

Men jeg er også på vagt. Hvis der er udsigt eller optræk til noget, der ligner en mani, så stopper jeg op og prøver at mærke, om det er en af de ting, der kører med mig, uden jeg har kontrol. Det er det, min medicin har givet mig. En ”bedre” form for balance, hvor mine indre kampe foregår på en anden mildere måde. Gråt - men i balance. Og det er godt.

Men - måske er det også et resultat af, at jeg er træt. Mit liv har budt på så mange høje flyveture og så mange dybe dybe fald bagefter. Så mange ”fiaskoer”, og så mange hårde perioder, hvor jeg har skullet lære at gå igen. Og jeg har bare været så ufattelig træt i psyken, i følelserne og i kroppen de sidste 3 år. 3 år kræft og med lange svære depressioner, der overlappede hinanden. Træthed! Så måske er det også med til, at jeg ikke er så modtagelig for de store manier. Den konstante indre og ydre træthed.

Så vidt jeg ved, var min sidste store maniske handling helt tilbage til dengang for 3½ år siden, hvor jeg flyttede fra Odense til Støvring. Da jeg troede (igen), at jeg havde fundet den fantastiske kærlighed. Dengang jeg (igen) besluttede, at min søn og jeg skulle rykkes op med rod og flytte. Det var en ufattelig dårlig beslutning og en med fatale følger. Igen! En af de beslutninger, der endnu engang gik ud over mine allerkæreste – mine børn. Og ja, i en mani kan man bare slet ikke se det. Man fatter simpelthen ikke, hvad det er man gør, før det er for sent. Og efterfølgende var faldet endnu hårdere, endnu sværere og endnu mere smertefuldt, end det nogensinde har været. For hver gang jeg har været deroppe, har turen ned være mørkere og mørkere – mere og mere smertefuldt.

Men følelsen i den tid var fantastisk. Der var lykke (inden i mig), der var den der følelse af, at jeg kunne alt. Verden tilhørte mig. Kærligheden tilhørte mig. Jeg var urørlig, udødelig. Jeg kunne flyve.

Og det er den følelse, jeg savner. Den følelse, jeg længes efter, når der nu er gået 3 år, hvor det har været gråt og svært. Og hvor jeg nu går i den evige grå zone, uden helt at være ovenpå, uden at være glad. For hvordan kan man være glad, når man føler, man går i en anden verden i en grå masse af tåge?

Så ja, en mani ville være velkommen. Men jeg ved også, at det ikke er en mulighed. For faldet bagefter vil ikke være til at komme op af igen. Og skyklapperne, der lukker sig om mine øjne, så jeg ikke ser, hvad der sker omkring mig imens, dem tager jeg ikke på igen. Nu kommer mine børn først, og nu kommer jeg først, så jeg kan forsøge at være i balance og leve et stille liv.

Næsten. For min lyst til at prøve ting af forsvinder forhåbentlig ikke. Men jeg vil gerne kunne nå at mærke ordentlig efter, om det er ægte eller om det er ”noget der trækker mig væk”..

Så nej - manier er alligevel ikke velkommen. Men hold k… hvor jeg savner dem.