Hver for sig

Jeg har skrevet på en bog om, hvordan det kan være at leve i denne tilstand af op -og nedture. Hvordan et liv kan forme sig, som resultat af alle de kræfter, der kører rundt med en igennem et liv. Kræfter, man ikke er i stand til at kontrollere, specielt når man endnu ikke er klar over, hvor de kræfter stammer fra. Det er mit eget liv, og det er måske kun ment som en form for "testamente" til min familie, mine børn. På den måde kan de alle sammen måske få en forståelse eller bare en forklaring på, hvorfor mit liv har været så turbulent. Her er et lille uddrag fra mit skriv:

”Der er frygtelig langt ned. 5 etager.

Bilerne drøner af sted under mig og lydende er svage. Der på gaden går folk rundt som om alt er helt fantastisk. Jeg ser et par kvinder gå og sludre og grine sammen.

Jeg længes efter den latter. Efter at være en del af en kærlig enhed, der er fri og glad. Følelsen af at være tryg og sikker sammen med et andet menneske, eller flere.

Jeg lader det ene ben komme ud over kanten i vindueskarmen. Det giver et sus i min mave, der blander sig med smerten samme sted. 18 år gammel, og træt af livet. Tårerne løber ned over kinderne. Jeg kan ikke mærke dem, men synet bliver sløret og bilerne bliver til udflydende pletter der blander sig med asfalt, huse, butiksvinduer og folk. Uvirkeligt.

Ja, uvirkeligt. Ligesom mit liv og jeg selv er. Jeg er her, men er her ikke.

Hvordan vil det være at ramme asfalten dernede? Hvordan vil det føles, hvis jeg ikke dør af det? Bliver jeg lænket til en kørestol resten af livet, i bedste fald?

Modet svigter mig og jeg trækker langsomt benet til mig. Hopper ned på gulvet og sætter mig. Trækker benene op under mig, og lader gråden komme. Som fra en dyb vulkan vælter følelserne op i mig. De følelser, jeg har slugt og gemt væk så længe. De følelser, som ingen vil forstå eller tage imod.

Jeg føler mig pludselig så helt alene. Nej, ikke pludselig. Men nu mere end nogensinde. Hvem ville savne mig, hvis jeg var væk?

Smerterne indeni vil ikke forsvinde. Jeg hulker og bliver forskrækket over min egen styrke i den lyd. Den mærkes i hele kroppen. Som kramper, der ikke kan stoppes. Smerterne i maven, mellemgulvet og allermest i halsen har været der så længe jeg kan huske. Så ubegribeligt længe.

Jeg er altid alene. Selvom jeg er sammen med andre, er jeg alene. Jeg er i en anden verden, som ingen kan se, og jeg kan ikke komme ud og være en del af resten af verden. Isoleret, som i en boble af tomhed og vakuum. Ingen prøver at nå ind til min verden, og jeg ønsker ikke at give nogen adgang herind. Det er mit trygge sted. Her kan jeg gå ind, så ingen kan se, når jeg græder eller bliver såret"

Sammen
Alene
Sammen med dig.
Alene med dig
Alene

Mange alene
hver for sig
Ensom

Tankemylder
Tanker alene
Tanker sammen
Kaos

En stemme
Alene
Et kor.
Stemmer sammen
Stemmer hver for sig
Stemmer alene

Alene
Alene med andre
Alene..