Det billede, jeg har af mig selv, er blevet så fast manifesteret, at det er svært at slippe. Billedet har jo vist sig at passe, igen og igen. Mine mønstre går i ring, de har vist mig hele livet, at hver gang jeg lige tror på noget, når jeg har følt, at nu er jeg ”på vej”, så falder jeg tilbage og alt er ligegyldigt.
Det er som om, jeg har svigtet mig selv så mange gange, at jeg efterhånden har opgivet det. Jeg kan ikke stole på mig selv. Mine følelser, meninger og lyster.
Hvordan kan VIDE, at jeg føler, at noget er rigtigt? Hvordan kan jeg VIDE, at jeg mener det samme, som jeg mener lige nu, når morgendagen kommer? Og det jeg har lyst til nu, det er ikke det samme, som jeg har lyst til i morgen eller om en time. Derfor svigter jeg mig selv. Og jeg svigter i den grad alle andre. Dem jeg holder af, dem der gerne skulle kunne regne med mig. Jeg melder afbud til sammenkomster, fester, besøg og ture ud i byen. Og efterhånden er jeg begyndt at sige ”ja-med-forbehold”.
I løbet af de sidste år har jeg forsøgt at forklare mine omgivelser, hvordan det hænger sammen. Dem der elsker mig, dem der holder af mig og dem, der VIL mig, de forstår og de respekterer mine svingninger. Efterhånden er det gået op for dem, at det ikke bare er ”pjat” med mig. At det ikke er fordi, jeg ikke VIL dem, men fordi jeg ikke KAN…
Nu er jeg så i gang med en uddannelse til psykoterapeut. Jeg har kæmpet mig igennem de første 3 år, med mange mange gange, hvor jeg har været tæt på at opgive. Så mange gange, hvor jeg har følt, at det jo alligevel ikke nytter. Bedst som jeg tror, at nu er jeg på vej til at ændre mit liv, ændre mig selv eller rettere, FINDE mig selv, den sande kerne, så falder jeg tilbage i ligegyldighed og opgivenhed. Jeg falder ned i det hul, hvor alt er uoverskueligt. Hvor jeg ikke kan se, at jeg ændrer mig. Jeg falder jo alligevel tilbage, så hvorfor skal jeg fortsætte? Hvorfor skal jeg prøve at overbevise mig selv om, at dette er anderledes? Når jeg udmærket VED, at det kun er en uge efter hvert modul, at jeg har den gode følelse, for så at komme ind i den opgivende fase igen?
Så er det, at jeg har dem der kender mig godt. Når jeg er ved at opgive arbejdet med at komme igennem og fortsætte mod målet, så kommer englene. Min familie, mine medstuderende, der kender mig og har fulgt mig igennem de sidste 3 år, min terapeut/lærer, der giver så meget af sig selv, for at jeg skal komme igennem. DE kan se, at jeg forandrer mig. DE kan mærke, at jeg er et mere sandt sted, den Dorte, der er på vej. Og så finder jeg igen viljen, glæden ved arbejdet og modet til at se fremad.
Det er hårdt arbejde. Det billede, de mønstre og de evindelige depressioner, de kan ændres. De kan vise sig at være noget, jeg skal lære af. Det store arbejde KAN vise sig at nytte noget, så jeg kan få et liv, hvor jeg kan få en SMULE mere balance, hvor jeg kan ”lære” at leve med de udsving på en givende og konstruktiv måde. Det KAN måske lade sig gøre, at den sidste halvdel af mit liv bliver nemmere, lysere og mere givende, end den første har været. Den træthed og den følelse af, at ville slippe og give op, den kan måske blive mindre og mindre. Og til sidst KAN jeg måske få lyst til livet – hele tiden!!
Så er det, håbet spirer.
Jeg øver mig i at se alle de små lysglimt, der kommer undervejs.Min bevidsthed om, at hvis jeg samler på dem, så fokuserer jeg mere og mere på dem.
Måske skriver jeg nu alt dette i et anfald af en blid ”mani”. Måske ser jeg anderledes på det i morgen. Men så må jeg læse det igen og sætte en lille smiley i kalenderen – og en dag, når jeg tæller alle de smilies op, så vil jeg se, hvordan der kommer flere og flere af dem.
Og måske vil billedet af, hvem jeg er, hvem jeg tror jeg er, ændre sig lige så stille. Måske kan jeg hen ad vejen lave mig et billede af en stærk, givende, omsorgsfuld og spændende person, som andre kan sole sig i, som jeg selv kan leve med. I mere harmoni. I mere fred!!!
Måske!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar