Jeg genoptog min terapi i marts efter laaang tids pause. Og allerede første gang kom der hul på noget, jeg ikke havde haft kontakt til før. Følelsen af, at jeg ville leve!!!!
Jeg kastede mig ud i et viljestærkt ”projekt”. En rejse, der har givet mig mange gode indsigter, mange gode måder at være til i livet.
Hver gang jeg har været hos min terapeut siden, har jeg bare mærket større og større fremskridt. Fremskridt og lysten til at opdage, undersøge og være i mine tilstande, uden at fordømme dem, uden at være vred og opgivende.
Hele livet har jeg følt, at jeg enten var helt oppe eller helt nede. Når jeg ser tilbage, så har mine ”gode perioder” været præget af manier. Jeg har ledt og kastet mig ud i projekter og oplevelser, som stort set altid har vist sig at være forkerte for mig, for meget for mig og forstyrrende for min balance og for mine nærmeste.
Nu kan jeg se og mærke, når jeg får lyst til noget nyt. Jeg kan undersøge det, finde ind til, om det er godt for mig. OG vigtigst af alt, jeg kan sige fra på en sund og klar måde.
Kunsten at mærke mine grænser og sige fra, er en kæmpe gave for mig.
Hele livet har jeg ”fulgt med”. Når noget viste sig, overbeviste jeg mig selv om, at det var DEN vej, jeg skulle. Jeg overhørte altid mine indre stemmer eller ham, der sad på min ene skulder og fortalte, at det var forkert og at noget var galt her. Jeg lukkede skyklapperne omkring mig og fulgte med det, som omstændighederne bød mig og som andre ”lokkede med”.
Hvorfor gjorde jeg mon det? Hvad prøvede jeg at opnår?
Jeg har fundet nogle af svarene. Dybest inde har jeg ”bare” søgt accept og kærlighed. Den accept af MIG, som jeg har længtes efter altid. Og når jeg opdagede, at en arbejdsplads, en ny kæreste eller andre ville mig, så forvekslede jeg det med accept og kærlighed. Men det var accept og kærlighed, som jeg søgte uden for mig selv. Og hver gang blev jeg skuffet. For jeg kunne ikke acceptere og elske mig selv. Jeg oplevede, at jeg ikke troede på, at andre kunne elske mig eller holde mig ud, som den jeg var. Jeg spillede skuespil, lavede mig om, bare for at få deres kærlighed og accept. Og så gik det galt.
Efter en tid i de nye forhold eller på en ny arbejdsplads, blev jeg utålmodig og utilfreds igen. Jeg blev trist, ked af det, sorgfyldt, skuffet og vred. Og så røg jeg ned i dybe depressioner. Gang på gang!!!
I mit arbejde med min egen vej, er jeg nu kommet ind og mærke. Jeg har fået kontakt til de følelser og den selvaccept, jeg aldrig har kunnet være i eller tro på. Savnet og længslen!! Jeg prøver at se og rumme frygten, sorgen, længslen og ensomheden dybt inde. Og at SE på dette, at møde det og at tro på, at netop det, er en vej ud af min tilstand, det har været – og er stadig – en stor gave. Hvis jeg kan elske og acceptere mig selv – HELE mig, med alle de følelser og de holdninger, jeg har, så kan jeg tage andres kærlighed ind og TRO på det.
Så ja, jeg har det stadig godt. Jeg er på rejsen. På vej mod balancen og glæden. Og jeg elsker mit liv. Også selvom jeg stadig møder store udfordringer, der giver mig muligheder for at øve min grænsesætning, mine muligheder for at mærke MINE behov og at SE, når jeg tillader andre at træde ind over min zone, hvor jeg bliver væltet. Og der er mange gange i løbet af en uge, hvor jeg skal være opmærksom og hvor jeg får mulighed for at øve det. Men jeg gør det gerne. Og jeg melder klart ud. Det er en kæmpe lettelse – og det giver mig styrke. For hver gang jeg får sagt fra og til, føler jeg mig stærkere og meget tilfreds med mig selv.
Arbejdet fortsætter. Men at kalde det arbejde, vil være forkert. Arbejde kan forveksles med slid og slæb. Og det er det på ingen måde. Det er en spændende tur ud af min helt egen vej. Uden at lade andre styre, hvor jeg skal dreje fra. Jeg har mange "lig i lasten", som kommer frem hen ad vejen. Og alle disse ligger som sammentrykte, pressede oplevelser, der er med til at gøre livet "farligt" for mig. Så for hver gang jeg kommer i kontakt med noget nyt, forløses noget i mig - inden i og i min krop.
Så, endelig har jeg fået bevist, at terapeutisk arbejde betaler sig, også selvom nogen har stillet en diagnose for mig.
Men jeg ved også, at jeg skal passe på. Når jeg får for meget ind i kalenderen, så skal jeg stoppe op og sortere. Jeg kan ikke have lange dage, hvor jeg skal være ”på”. Jeg kan ikke have flere dage, hvor der er rødt i min kalender. Det gode er jo, at jeg ved det – og gør noget ved det.
Forskellen fra tidligere ligger i, at jeg nu kan melde fra ud fra et ærligt sted. Jeg behøver ikke at få hovedpine, migræne, ondt i ryggen (selvom jeg lige nu sidder med netop det) eller andet, som jeg kan bruge som undskyldning. Min krop behøver ikke at melde fra for mig, for jeg kan selv. Og tænk, folk omkring mig forstår og accepterer det, uden at stille spørgsmål til det. De ved, at det er fra et ærligt sted og at det ikke er fordi, jeg ikke VIL…
Så, et af kunststykkerne er, at jeg passer på mig selv og lytter indad. Enkelt, da jeg først forstod det.
Jeg mærker.
Jeg lytter til mig selv.
Jeg rummer og møder følelsen.
Jeg melder ud til andre, hvis det er nødvendigt.
Jeg lever!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar