Stadig på ret kurs

Jeg læste lige lidt tilbage i min blog.

27. marts 2013. Det er første gang, jeg skriver om den gode tilstand, jeg på daværende tidspunkt havde befundet mig i et par måneder.

I dag, den 29. september, kan jeg gentage dette. Men denne gang kan jeg skrive ”siden januar/februar, har jeg nu haft det bedre, end jeg nogensinde har prøvet at have det, så længe ad gangen”.

Jeg har tænkt på, hvad det er, der har gjort forskellen. Og der er mange ting.

For det første har det været en kæmpe hjælp, at jeg fik min pension. At jeg kom væk fra det daglige pres med arbejde, møder hos kommunen og forventninger, som jeg ikke kunne leve op til. At der blev givet plads til at være, at hvile. Mulighed for at undgå de fælder og de afgrunde, jeg har haft så mange af i livet. At jeg fik mulighed for at hellige mig det, der ligger i mit hjerte og som er en del af mig på den helt rigtige måde. Med hjælp fra en fantastisk psykolog på psyk., og en forstående sagsbehandler, fik jeg mulighed for at få livet tilbage via min pension. Hvis jeg ikke havde fået denne mulighed, er jeg sikker på, at jeg aldrig var kommet op til overfladen – hvis jeg da ikke var gået helt til grunde. Jeg ved ikke, om jeg reelt havde været i live i dag. Så tak til systemet… trods alt…

Jeg ved, at rigtigt mange kæmper med systemet. Og jeg ved, at systemet gerne ser, at der bliver prøvet med alle midler på, at få folk (sygemeldte) ud i arbejde igen. Og jeg tror også, det er et forsøg værd, langt hen ad vejen. Dog er der mennesker, der aldrig vil kunne finde balancen i et traditionelt job. Jeg tror ikke, det er ”job-vejen”, der er den bedste måde at få ”syge mennesker” i gang med livet igen. Ikke, når de er så ramte, som jeg har været. Men desværre er ikke alle så heldige som mig, at blive mødt med så stor forståelse.

Jeg har taget min tørn. Igennem så mange år, har jeg prøvet og prøvet at fungere i almindelige jobs. Jobs, som jeg var selvskrevet til, på grund af min uddannelse og erfaring. Jeg kunne få alle til at tro på, at jeg var den helt rigtige og at jeg var super stabil og dygtig. Dette var jeg faktisk selv overbevist om, når jeg var i mine maniske perioder. Og det var netop i mine maniske perioder, jeg søgte nye jobs. Og jeg skiftede – ofte. For når jeg var manisk, begyndte jeg at kede mig. Manien kom jo ofte efter en nedtur, og min tolkning af nedturen var, at det måtte være fordi, jeg var havnet det forkerte sted, at jobbet eller arbejdspladsen var helt forkert til mig. Og så begyndte manien og uroen og trangen til at søge nye veje.

Så jo, jeg har prøvet. Gang på gang er jeg røget ned i dybe depressioner. Lange perioder med sortsyn, manglende lyst til at leve og hjælpeløse tilstande. Jeg tror, det er det, sagsbehandleren kunne se. At jeg trods alt havde forsøgt, men aldrig kunne holde til det.

Nu står jeg her med et helt nyt liv. Alt hvad jeg gør og ”kaster mig ud i”, sker fra et helt andet sted i mig. Jeg har plads og ro til at mærke ordentligt efter, at stoppe op igen og igen, så jeg kan mærke godt efter, om det er en mani eller om det er fra et ærligt sted i mig, når jeg beslutter mig for nye ting i livet. Og det skal jeg jo, selvom jeg har den historie, som jeg har. Livet står jo ikke stille, fordi jeg får pension og fordi jeg har taget så mange uovervejede og feberagtige beslutninger i mit liv. Livet skal jo stadig leves… Også selvom mange er urolige og nervøse, når jeg tænker i nye baner. ”Er du nu sikker”, ”er det nu det samme, som tidligere” osv..Det er svært at bliver ”dømt” ud fra dette. Det er hårdt at skulle forsvare og forklare, når der er noget, jeg gør. Selvfølgelig kan jeg forstå mine kære og deres bekymring for mig. De har jo oplevet mine dybe nedture og sorger så mange gange. De har lyttet til mine fortællinger om, hvor langt ude, jeg har været. Så jeg giver dem ”lov” at bekymre sig. Selvom jeg ofte føler mig som et barn, der skal stå skoleret. Heldigvis kan de fleste også mærke, at jeg er et andet sted, at jeg er mere i balance og har det godt. Så det er som om, de er begyndt at slippe bekymringerne mere og mere.

Heldigvis har jeg holdt ved min uddannelse til psykoterapeut. Nu er jeg snart færdig med de 4 år på skole, og udfordringen ligger nu i at få lavet mine afsluttende opgaver, bestå eksamen og kaste mig ud i et ekstra modul, der kræver meget meget læsning og koncentration. Alt sammen noget, jeg har meget svært ved. Der er sket noget med mig. Min koncentration, min indlæringsevne og hukommelse er blevet svækket. Jeg læser og læser, og kun meget lidt hænger ved. Jeg lærer ved at opleve. Opleve læringen på skolen, tage ind med hjertet og kroppen. Så jeg er udfordret nu. Og det tager tid!!

Men jeg ved, at jeg bliver en fantastisk terapeut. Jeg ved, at jeg kan hjælpe andre igennem det, der er svært.

Jeg bruger - og vil bruge - mine egne erfaringer og smerter, som jo ikke kun har været i forbindelse med min diagnose og livslange indre smerter, men også har været svære ufatteligt hårde erfaringer i forbindelse med min brystkræft. Jeg ved, at mange har behov for at blive støttet, fulgt på vej og hjulpet i forbindelse med svære perioder i livet. Og jeg ved, at sammen med min læring, min uddannelse og min egen dybe erfaring, er i stand til at være der for andre, indlevende og guidende.

Igennem terapeutrollen og igennem de ting, der sker på uddannelsen, mærker jeg mig selv. Jeg svømmer, som en fisk i vandet. Det er så givende og det holder mig ”på ret kurs”. Jeg mærker alt det, jeg aldrig har haft mulighed for at mærke før. Det er mig, mit indre, mine følelser og min proces. Og jeg er dybt taknemmelig for den udvikling, den ballast, den styrke og den mulighed, jeg har fået igennem den tid, hvor jeg indtil nu har haft min pension. Og jeg vil arbejde frem imod en dag at kunne bidrage igen, stille og roligt. Lidt ad gangen. Men det tager tid. Skal lytte til mig selv, tage små bidder og mærke godt efter. Men jeg er på vej mod ”nye tider”. Det er jeg sikker på.

Nu står jeg på tærsklen til et nyt kapitel igen. Om en måned flytter jeg sammen med min kæreste. Beslutningen her er også taget fra et ganske andet sted, end det har været de andre gange. Når jeg ser tilbage på den maniske og feberagtige måde at beslutte den slags ud fra før, så bliver jeg helt bange. Denne gang har jeg taget tid til at mærke fra mit indre, fra mit hjerte. Jeg har modnet det og selve forholdet føles helt anderledes end førhen. Og jeg kan se frem mod stilhed og ro. Et sted tæt ved skov og fantastisk natur i øvrigt. Et sted med store vidder og plads til meditation, fordybelse – og kærlighed.

Er så taknemmelig for livet, taknemmelig for dem, der har holdt mig i live igennem alle de svære tider (I ved selv, hvem I er). Taknemmelig for min familie, mine støttende veninder og andre, der har lyttet. Taknemmelig for min givende og kærlige kæreste og for mine nye muligheder.

Tak!!!