At turde lytte helt ind

Jeg øver mig i at lytte.

At lytte helt derinde, hvor det er hjertet og sjælen, der taler. 

I min tilstand kan netop det være en af de største udfordringer – og en af de allerstørste forhindringer i at få det liv, jeg ønsker mig. Et liv i harmoni og ro! Fri af frygt, fri af tvivl, fri af svirrende tanker og ondt i maven.

Når jeg mærker, at noget er forkert, at maven bliver spændt og at tankerne begynder at arbejde ekstra hårdt, så er det svært at få åbnet døren derind, hvor de rigtige svar ligger. De rigtige for mig og mit liv.

Lige nu har jeg flere ting, der skal spørges ind til.

Min mave og mit hoved prøver at fortælle mig noget.

Mine gamle mønstre prøver at tage over, og de har gjort det meget, selvom det også ind imellem er lykkedes mig at gøre det, der bliver ”sagt og skreget” fra mit indre.

Nogle gange har jeg lyttet til det, jeg troede var min indre stemme. Men opdaget, at det bare var mønstre og hovedet, der fik overtaget og fik bildt mig ind, at det var helt indefra, svarene kom.

Hvordan gør man?
Hvordan gør ANDRE?
Hvordan gør JEG?

Jeg har mediteret på de spørgsmål, der dukker op. Spurgt min indre vise kvinde.

Og når jeg får svaret, har jeg alligevel tvivlet eller frygten for det ”nye” har taget over.

Så har jeg prøvet at meditere på det igen. Og min indre stemme, mit hjerte eller min kerne/sjæl har spurgt mig, hvorfor jeg spørger om det samme 2 gange. Som for at cementere, at denne del af mig, altid taler sandt. Så er det bare med at turde lytte – og handle!

Når jeg ikke lytter med hjertet, men lader tankerne og mønstrene overskygge og overvælde mig, så går der ikke lang tid, før jeg bliver fyldt med tvivl alligevel. Så begynder spændingerne i maven og tankerne begynder igen at kredse om forandringer. Tydelige tegn til, at jeg valgte ud fra de forkerte betragtninger.

Så, jeg øver mig.

Jeg går ture, hvor jeg går dybt ind i mig selv, lader luften komme helt ned i maven og lungerne. Tømmer mit hoved for tanker ved at fokusere på mit åndedræt og på fuglenes sang og duftene i skoven. Og der – mellem de smukke oplevelser, begynder mit inderste igen at få ”magten” og taler til mig.

Jeg sætter mig og mediterer til smuk musik. Længe.
Og så dukker det igen op. De rigtige og dybe svar. Og min væren.

Jeg forsøger at være med det, der er lige nu. Møde det. Lade tvivlen, smerten og sorgen komme til orde. Møde det og rumme det. Og når det har fået plads, kommer svarene til mig.

Og så øver jeg mig i at bryde mønstre. Et ad gangen.Det er svært. Det er som bjerge, der skal bestiges. Men jeg har et billede af, at et lille skridt ad gangen vil føre mig til tops. Og her kommer arbejdet med min tålmodighed ind. Og det er et fint stykke arbejde. Det er en øvelse. Noget jeg har arbejdet med hele livet. Men rejsen er smuk og fantastisk.

Der kommer fortrydelse.
Der kommer frygt for at vælge forkert.

Og - jeg VÆLGER forkert.Ofte!
Og jeg prøver at rette op.
Og ind imellem må jeg indse og leve med, at det er for sent.
Og, også det kan jeg lære af!!

Så ja, jeg lytter og øver mig…
Og jeg skal nok finde den dør, der let og uden besvær går op til min inderste stemme.

Tålmodighed…