Nåå - hvad laver du så?

Hvor ofte bliver vi ikke stillet det spørgsmål, første gang vi møder en person, f.eks. ved en festlig sammenkomst? Første gang vi sidder sammen med et fremmed menneske, så popper det spørgsmål op som kaninen fra en hat! Hvorfor mon?

Eller hvad når vi møder gamle barndomsvenner eller folk, vi har kendt for længe siden. ”Hej, hvad laver du så nu?” Ok, måske spørger vi lige; ”Hvordan går det?” – men frygter så at høre sandheden. For tænk nu, hvis der kommer en snak om problemer, sygdomme eller de børnebørn, den anden har fået? Spørger man måske ikke bare af høflighed, og så hurtigt over til noget mindre ”farligt”; ”Og hvad laver du så nu?”

Hvorfor spørger man ikke; ”Hvem er du så?” første gang, man møder et andet menneske?

Hvordan lærer vi egentlig hinanden at kende? Eller prøver på det?
Lærer vi, hvem den anden er, ved at kende vedkommendes beskæftigelse?
Eller er det fordi det ikke er så personligt og farligt, at spørge om netop det?
Identificerer vi os selv og den anden ud fra, hvad man laver til dagligt?

”Jeg er pædagog”. NEJ du er ikke, du ARBEJDER som pædagog. Men hvem ER du?

For nogen kan det være svært at svare på spørgsmålet; ”Hvad laver du så?” Nogen føler sig måske flove over at skulle sig, at man er arbejdsløs, på førtidspension eller på kontanthjælp. Og et kompromitterende spørgsmål som dette, kan give kvalme eller ubehag. Tænk hvad den anden vil tænke om en, tænk om man nu er ”mindre værd” eller mindre interessant at tale med?

Og er det tilfældet, at man er på f.eks. pension, så kan det jo være udsprunget af, at man også har det dårligt psykisk – og så hjælper det ikke, at få følelsen af, at man ikke er så ”vigtig”, som f.eks. en bankfuldmægtig eller en afdelingsleder inden for SKAT.

Ok, det var så mig selv, jeg lige beskrev der. Siden jeg fik tilkendt pension, har jeg prøvet at sno mig uden om det spørgsmål, jeg har prøvet at give forskellige svar, forsøgt mig frem med, hvad der lød ”bedst”.
”Jeg er på førtidspension” – ”Jeg har fået tilkendt pension for nylig” – ”Jeg har været ude for et par års svær sygdom, og kunne ikke komme ud på arbejdsmarkedet igen, så nu er jeg på pension”.

I starten var det ikke rart at tale om. Jeg følte mig uinteressant, som en stakkel, som en, man ikke skal spørge mere til, for der kommer nok en masse ”skidt” ud af den samtale.

Efterhånden er jeg blevet ligeglad og siger tingene, som de er. Og tænk, folk har lyttet til mig, de har spurgt, hvad det skyldes, at jeg er på pension, de har spurgt ind til mit liv – og til.. MIG! Og ikke mit job (eller mangel på samme). Og pludselig sidder vi og taler om dybere ting, mere livsbekræftende ting, nære ting, følelser og familier. Og det er ægte.

Tænk at turde bryde det tabu det er, når man ikke er en, der ”laver noget”! Og så bare tage den derfra med ærlighed og åbenhed.

Og hvor mange TÆNKER egentlig for alvor over, HVEM de er? Og ikke hvem de er i kraft af deres job eller deres rolle som mor, far, kæreste, kone, mand osv.. ?

HVEM er jeg?

Fortæl mig, hvem du er.. og ikke hvad du laver.

Og – ja, Jeg fik en god idé den anden dag fra en, der havde hørt en førtidspensionist svare på spørgsmålet; ”Hvad laver du så?” med; ”Mig? Jeg er livsnyder”.  Livsnyder!!

Det vil blive mit nye svar. Livsnyder. Det skal nok sætte gang i snakken om noget interessant.. Og det kan nok lige give et løftet øjenbryn her og der. Og så kan vi måske få gang i et smil, en god snak om andet, end karriere og en mere afslappet sammenkomst.

Yeps.. jeg er livsnyder. Hvor fedt er det lige?