Forskellen for os ligger i, at det som oftest er i vores
depressive perioder, dette er stærkt. Vi kan sidde hjemme og ikke turde bevæge
os ud, vi kan sidde og overbevise os om, at livet ikke er værd at leve og at
alle andre var bedre stillet, hvis vi ikke var her. Flere af os er bange for,
at ingen kan lide os, at de taler om os bag vores ryg og at de kun er sammen
med os, fordi de ikke vil være andet bekendt.
Denne tilstand er ganske enkelt ulidelig at være i. Vi er trætte, orker ikke at gå ud eller tage os sammen til at gøre noget. Det gør ofte fysisk ondt i kroppen, specielt i mave og nakke. Vi putter alle vores følelser ned i en kasse og forsøger at undgå, at gå ned og mærke dem, at bearbejde dem eller bare at tillade, at de er der.
Når vi er i manier, vil mange af os føle, at vi er usårlige. At vi kan alt, at vi har en kæmpe plads i verden, at vi kan gå ind alle steder, i alle sammenhænge, og bare føre os frem, tale og grine, være med og ellers kaste os ud i større projekter, som for andre kan virke helt urealistiske eller bare uoverskuelige. Andre kan synes, at vi er fantastiske og modige, at vi gør noget andet, end de ville gøre, men at det er spændende, at nogen tør gå ud af normerne.
Jeg har været i disse perioder – MANGE gange. Jeg har troet på, at NU er jeg oppe.. for blot at få den største nedtur ud af det blå. Og hver gang nedturen kommer, er jeg bare blevet bekræftet i, at jeg aldrig får det HELT godt, at jeg aldrig kan stole på mine følelser og min dømmekraft, at jeg ikke kan stole på, at det jeg har LYST til, når jeg har det godt, VIRKELIG er noget, jeg har lyst til!! Jeg er blevet mere og mere overbevist om, at når der er noget jeg mærker er ”rigtigt”, så der det nok bare endnu en mani, og hen over årene havde jeg opgivet håbet om, at jeg finder ro. Det har dog ikke afholdt mig fra at gøre de ”store og skøre” ting. Fordi i de perioder får jeg skyklapper på og går efter det, jeg tror, er rigtigt for mig.
Jeg har været så heldig, at jeg har haft mulighed for at læne mig ind i de kærlige og omsorgsfulde mennesker, der er omkring mig. De er kommet til mig inden for de seneste 3 år, og de kom netop i en periode, hvor jeg havde opgivet alt håb. De mennesker har troet på mig, de har set mine potentialer, de har mærket mig helt inde, hvor jeg ikke altid selv har mærket. De har holdt mig til ilden, når jeg har været ved at opgive min terapi og min rejse på den healende vej. Og jeg tror på, at den slags mennesker er alle steder, bare vi rækker ud og tager imod, når nogen viser, at de vil os.
Lige nu (og forhåbentlig i meget lang tid – eller altid?), er jeg dog i en fantastisk god periode. Der er så god balance inde i mig, jeg føler mig hverken depressiv eller manisk. Jeg er velovervejet i de ting, jeg gør, ihærdig med at arbejde med mig selv, nu hvor jeg har plads til det, jeg mærker. Jeg føler, at jeg har en berettigelse i livet, men uden at jeg kaster mig ud i noget, jeg ikke kan overskue. Når jeg mærker noget, jeg gerne vil, så giver jeg det nu tid til at modnes, drøfter det med andre, inden jeg går ind i det.
Ind imellem kan jeg føle, at jeg ikke hører til i en gruppe, men jeg er overbevist om, at det kan alle de andre i gruppen også føle ind imellem. Så jeg føler mig ikke anderledes lige nu.. bare ”normal”.
Jeg kaster stille og kærligt tanken væk, når der kommer små stemmer, der siger, at det nok ikke varer ved. Jeg vælger at tro på, at jeg har fundet ”opskriften”, der virker for mig, og at hvis jeg fortsætter den spændende rejse, der også kan være hård, mod at finde min inderste kerne, så varer det ved. Jeg går en del i terapi, jeg gør alt det, jeg ved, er godt for mig, og jeg husker at hvile, når jeg føler mig overmandet af træthed.
Jeg har fortalt flere om min tilstand som Bipolar. Flere kommer med bemærkninger om, at ”sådan har jeg det da også tit”. Det husker jeg på, når følelserne kommer. Når jeg ikke føler, jeg hører til eller at andre ikke kan lide mig. Så ser jeg på de andre, og jeg ved, at de kan føle det samme, og oftere end vi tror.
Så, jeg hører til, jeg skal være her, jeg må vise mig selv – præcis som jeg er. Og kan andre ikke lide mig, så er det deres eget indre rod, der popper op. Deres sag.. jeg tager mig af mine sager.
Denne tilstand er ganske enkelt ulidelig at være i. Vi er trætte, orker ikke at gå ud eller tage os sammen til at gøre noget. Det gør ofte fysisk ondt i kroppen, specielt i mave og nakke. Vi putter alle vores følelser ned i en kasse og forsøger at undgå, at gå ned og mærke dem, at bearbejde dem eller bare at tillade, at de er der.
Når vi er i manier, vil mange af os føle, at vi er usårlige. At vi kan alt, at vi har en kæmpe plads i verden, at vi kan gå ind alle steder, i alle sammenhænge, og bare føre os frem, tale og grine, være med og ellers kaste os ud i større projekter, som for andre kan virke helt urealistiske eller bare uoverskuelige. Andre kan synes, at vi er fantastiske og modige, at vi gør noget andet, end de ville gøre, men at det er spændende, at nogen tør gå ud af normerne.
Jeg har været i disse perioder – MANGE gange. Jeg har troet på, at NU er jeg oppe.. for blot at få den største nedtur ud af det blå. Og hver gang nedturen kommer, er jeg bare blevet bekræftet i, at jeg aldrig får det HELT godt, at jeg aldrig kan stole på mine følelser og min dømmekraft, at jeg ikke kan stole på, at det jeg har LYST til, når jeg har det godt, VIRKELIG er noget, jeg har lyst til!! Jeg er blevet mere og mere overbevist om, at når der er noget jeg mærker er ”rigtigt”, så der det nok bare endnu en mani, og hen over årene havde jeg opgivet håbet om, at jeg finder ro. Det har dog ikke afholdt mig fra at gøre de ”store og skøre” ting. Fordi i de perioder får jeg skyklapper på og går efter det, jeg tror, er rigtigt for mig.
Jeg har været så heldig, at jeg har haft mulighed for at læne mig ind i de kærlige og omsorgsfulde mennesker, der er omkring mig. De er kommet til mig inden for de seneste 3 år, og de kom netop i en periode, hvor jeg havde opgivet alt håb. De mennesker har troet på mig, de har set mine potentialer, de har mærket mig helt inde, hvor jeg ikke altid selv har mærket. De har holdt mig til ilden, når jeg har været ved at opgive min terapi og min rejse på den healende vej. Og jeg tror på, at den slags mennesker er alle steder, bare vi rækker ud og tager imod, når nogen viser, at de vil os.
Lige nu (og forhåbentlig i meget lang tid – eller altid?), er jeg dog i en fantastisk god periode. Der er så god balance inde i mig, jeg føler mig hverken depressiv eller manisk. Jeg er velovervejet i de ting, jeg gør, ihærdig med at arbejde med mig selv, nu hvor jeg har plads til det, jeg mærker. Jeg føler, at jeg har en berettigelse i livet, men uden at jeg kaster mig ud i noget, jeg ikke kan overskue. Når jeg mærker noget, jeg gerne vil, så giver jeg det nu tid til at modnes, drøfter det med andre, inden jeg går ind i det.
Ind imellem kan jeg føle, at jeg ikke hører til i en gruppe, men jeg er overbevist om, at det kan alle de andre i gruppen også føle ind imellem. Så jeg føler mig ikke anderledes lige nu.. bare ”normal”.
Jeg kaster stille og kærligt tanken væk, når der kommer små stemmer, der siger, at det nok ikke varer ved. Jeg vælger at tro på, at jeg har fundet ”opskriften”, der virker for mig, og at hvis jeg fortsætter den spændende rejse, der også kan være hård, mod at finde min inderste kerne, så varer det ved. Jeg går en del i terapi, jeg gør alt det, jeg ved, er godt for mig, og jeg husker at hvile, når jeg føler mig overmandet af træthed.
Jeg har fortalt flere om min tilstand som Bipolar. Flere kommer med bemærkninger om, at ”sådan har jeg det da også tit”. Det husker jeg på, når følelserne kommer. Når jeg ikke føler, jeg hører til eller at andre ikke kan lide mig. Så ser jeg på de andre, og jeg ved, at de kan føle det samme, og oftere end vi tror.
Så, jeg hører til, jeg skal være her, jeg må vise mig selv – præcis som jeg er. Og kan andre ikke lide mig, så er det deres eget indre rod, der popper op. Deres sag.. jeg tager mig af mine sager.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar