Et kæmpe tak!!

Som jeg vist nok har skrevet tidligere, så har jeg været tilknyttet Psykiatrisk i Risskov.

Først blev jeg udredt i Ålborg, fordi jeg på daværende (for 3½ år siden) boede i Nordjylland.
Efter en længere proces, fik jeg diagnosen Borderline. Interessant. Jeg havde aldrig set mig selv med de briller, men efterhånden som jeg læste om denne lidelse, kunne jeg se mig selv i rigtigt meget af det. Min selvskadende adfærd, som det beskrives der, har dog ikke væres fysisk, men derimod psykisk i form af perioder, hvor jeg har påført mig selv mange indre lidelser, p.g.a. handlinger, jeg bare har kastet mig ud i.

Der gik en rum tid, før jeg kunne sige ordet Borderline. Det slog mig helt ud, men på den anden side, så havde jeg nu noget, jeg kunne forholde mig til.

Da jeg flyttede til Århus for 3 år siden, skulle jeg så starte på Risskov i forløb. Men de ville gerne lige selv udrede mig, og som bekendt, fik jeg så en helt anden diagnose, nemlig Bipolar. Jeg fik at vide, at de to diagnoser kan ligne hinanden til forveksling, så jeg har tænkt på, hvor mange andre, der mon har fået en ”forkert” diagnose.

Min udredning startede egentlig på Klinik for personlighedsforstyrrelser. Men efter de 3 samtaler, blev jeg så henvist til Klinik for mani og depression til en psykolog, der skulle vurdere min tilstand. Ud fra udredningen mente man jo ikke, at jeg hørte til i gruppen Borderline.

Og SÅ – på Klinik for mani og depression, blev jeg mødt af denne skønne psykolog. Hun havde naturligvis læst min udredning. Og da jeg sad der og svarede på de spørgsmål, hun stillede, kunne jeg se i hendes øjne, at hun VIDSTE det. Hun genkendte mig. Den følelse glemmer jeg aldrig!! Det var i den grad med til at lette min proces. At blive anerkendt på det jeg havde været igennem og som jeg stadig hang i. At blive rummet med MIG og mit!!! Denne psykolog vidste hvad hun talte om. Jeg var bare HELT tryg!! I gode hænder... :-)

Efter alle de år (46 af slagsen), var der ENDELIG en, der vidste, hvad jeg havde gået igennem og stadig gjorde. Og endelig kunne jeg begynde at forstå mine mønstre og mine indre smerter. Alt gav pludselig mening! Og nu kunne jeg måske komme videre.

Jeg vil jo aldrig komme over dette, men jeg så på pludselig en mulighed for at komme til at leve med lidelsen. Og selvom jeg flere gange har været ved at opgive håbet om netop det, så har min nuværende fantastiske terapeut OG min psykolog på Psyk. hjulpet mig til at tro igen!!!

For ca et halvt år siden, afsluttede jeg forløbet på Risskov, og måtte slippe min psykolog der. Det var lidt skræmmende pludselig at skulle "stå selv" i alt det her. Men jeg var blevet stærkere og mere stabil. Og så havde jeg jo stadig min terapeut "ude i det virkelige liv"..

Jeg er begge disse fantastiske kvinder evigt taknemmelig for deres nærvær, forståelse og nænsomhed med mig !!! Uden dem - hvor mon jeg så var havnet i dag? Den tanke tør jeg ikke tænke til ende - og det er også totalt lige meget. Jeg er bare SÅ meget på vej, takket være dem..

Tak!!