Ikke noget, der huer mig – og dog..
På den ene side, er jeg jo nu over halvvejs i mit liv. Det i sig selv giver anledning til tanker.
Når jeg kigger i spejlet, synes jeg også, at livet og årene er begyndt at sætte sine spor.
Men 50????
På den anden side føler jeg mig ikke som en på 50. Inden i er jeg stadig en lille pige, der fistrer rundt i livet, søger, prøver og måske oven i købet ind i mellem kommer til at agere som en lille (eller meget ung) pige.
Bør jeg være voksen og stille nu?
Er det nu, jeg skal begynde at tænke over, hvad ”man” kan og ikke kan?
På den ene side, er jeg jo nu over halvvejs i mit liv. Det i sig selv giver anledning til tanker.
Når jeg kigger i spejlet, synes jeg også, at livet og årene er begyndt at sætte sine spor.
Men 50????
På den anden side føler jeg mig ikke som en på 50. Inden i er jeg stadig en lille pige, der fistrer rundt i livet, søger, prøver og måske oven i købet ind i mellem kommer til at agere som en lille (eller meget ung) pige.
Bør jeg være voksen og stille nu?
Er det nu, jeg skal begynde at tænke over, hvad ”man” kan og ikke kan?
Kan man have langt hår f.eks?
Kan jeg gå i lårkort og høje sko? (Har lyst til det, men
gør det faktisk ikke så meget længere. Hvorfor mon?)
Eller er det nu, jeg bør få page-hår og finde mere tækkeligt
tøj frem, når jeg går ud, hvilket jo ikke er super ofte ;-)
Nej, jeg vælger at følge min indre kalender. Jeg vælger at følge med mit sind, mine følelser, min naturlige væremåde, den jeg er! Uanset alder.
Men der er noget, der går ind og forstyrrer lidt.
Når jeg ser tilbage på de 50 år, så giver det mening, at kalenderen har ret.
Mit liv har budt på ufattelig meget, så meget, at jeg bliver åndeløs af at se tilbage.
Og hvis jeg kigger på de seneste 4 år, så føles det som om, det alene er et helt liv.
Noget af det turbulente kan i den grad tilskrives min tilstand.
Meget af det kan tilskrives ”omstændighederne”, som nogen vil sige, jeg ikke har været herre over. Det der rammer helt tilfældigt mellem mennesker. Jeg har tidligere og flere stedet givet udtryk for det, at tage ansvar for alt det, der sker. Og jeg har været upopulær, når jeg har ytret det. Men dette er min side – her vil jeg blæse ud med det, jeg tror på.
Uanset hvad der har været, så tager jeg ansvaret for det hele.
Jeg ved, at alt i mit liv hænger sammen, som perler på en snor. Alt hvad der er kommet til mig, er resultater af de valg, jeg har foretaget – uanset om et har været ”sygdommen” der har talt eller min ”sunde fornuft”.
Som jeg altid har været overbevist om, så er min brystkræft også et resultat af det liv, jeg har levet. Jeg har selv sat mig i krise-situationer, som min krop har reageret på, ved at prøve at danne en form for forsvar. Den måde, kroppen har kunnet. Og det har så givet kræftceller, undertrykte følelser, angst og sorg, som jeg ikke har fået ud, men som så har måttet finde et andet sted at gemme sig – i min krop.
Alt i alt vil jeg tage de 50 år med mig, dykke ned i den tid, der har været. Jeg vil finde alt det frem, der kan bruges i min videre færden, min erfaring – og det vælger jeg at kalde visdom. Jeg har meget at byde ind med, jeg har oplevet ting, jeg kan bruge og kan støtte andre i. Jeg kan finde de gaver igennem mit liv, der dog har været skjult i meget grimt indpakning.
Visdom… kamufleret bag facaden og under dække af den unge pige, der stadig føler sig uskyldig og sårbar.
Jo, mit liv bærer præg af 50 år ”på farten”.
Og inden i – der er jeg stadig den lille pige, der bare gerne vil ses, elskes, grine, danse og leve.
Heldigvis har jeg jo mange år til at indhente det, mange år at danse i og leve i - og nu vil jeg se denne dag som den første i resten af mit liv – og give den fuld skrue. Det er nu, jeg for alvor træder ind i livet, og det føles faktisk rigtigt rart…
Og jeg vil takke mig selv for den jeg er, jeg vil takke alle, der har været med til at gøre mig, til den jeg.
Jeg ønsker mig det faktisk ikke anderledes, for jeg er jo egentlig glad for den jeg er. Og hvem ved, hvad alternativet kunne have været?
Men - 50 år – jeg skal nu lige vænne mig til det…!
Nej, jeg vælger at følge min indre kalender. Jeg vælger at følge med mit sind, mine følelser, min naturlige væremåde, den jeg er! Uanset alder.
Men der er noget, der går ind og forstyrrer lidt.
Når jeg ser tilbage på de 50 år, så giver det mening, at kalenderen har ret.
Mit liv har budt på ufattelig meget, så meget, at jeg bliver åndeløs af at se tilbage.
Og hvis jeg kigger på de seneste 4 år, så føles det som om, det alene er et helt liv.
Noget af det turbulente kan i den grad tilskrives min tilstand.
Meget af det kan tilskrives ”omstændighederne”, som nogen vil sige, jeg ikke har været herre over. Det der rammer helt tilfældigt mellem mennesker. Jeg har tidligere og flere stedet givet udtryk for det, at tage ansvar for alt det, der sker. Og jeg har været upopulær, når jeg har ytret det. Men dette er min side – her vil jeg blæse ud med det, jeg tror på.
Uanset hvad der har været, så tager jeg ansvaret for det hele.
Jeg ved, at alt i mit liv hænger sammen, som perler på en snor. Alt hvad der er kommet til mig, er resultater af de valg, jeg har foretaget – uanset om et har været ”sygdommen” der har talt eller min ”sunde fornuft”.
Som jeg altid har været overbevist om, så er min brystkræft også et resultat af det liv, jeg har levet. Jeg har selv sat mig i krise-situationer, som min krop har reageret på, ved at prøve at danne en form for forsvar. Den måde, kroppen har kunnet. Og det har så givet kræftceller, undertrykte følelser, angst og sorg, som jeg ikke har fået ud, men som så har måttet finde et andet sted at gemme sig – i min krop.
Alt i alt vil jeg tage de 50 år med mig, dykke ned i den tid, der har været. Jeg vil finde alt det frem, der kan bruges i min videre færden, min erfaring – og det vælger jeg at kalde visdom. Jeg har meget at byde ind med, jeg har oplevet ting, jeg kan bruge og kan støtte andre i. Jeg kan finde de gaver igennem mit liv, der dog har været skjult i meget grimt indpakning.
Visdom… kamufleret bag facaden og under dække af den unge pige, der stadig føler sig uskyldig og sårbar.
Jo, mit liv bærer præg af 50 år ”på farten”.
Og inden i – der er jeg stadig den lille pige, der bare gerne vil ses, elskes, grine, danse og leve.
Heldigvis har jeg jo mange år til at indhente det, mange år at danse i og leve i - og nu vil jeg se denne dag som den første i resten af mit liv – og give den fuld skrue. Det er nu, jeg for alvor træder ind i livet, og det føles faktisk rigtigt rart…
Og jeg vil takke mig selv for den jeg er, jeg vil takke alle, der har været med til at gøre mig, til den jeg.
Jeg ønsker mig det faktisk ikke anderledes, for jeg er jo egentlig glad for den jeg er. Og hvem ved, hvad alternativet kunne have været?
Men - 50 år – jeg skal nu lige vænne mig til det…!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar