Hvad er det, der har holdt mig i gang, i live igennem alle mine mørkeste
stunder og mine dybeste depressioner? Hvad er det, der har fået mig til at
kæmpe mig igennem min brystkræft kombineret med min Bipolar lidelse?
Jeg svarede, uden at tænke, men ud fra, hvad jeg husker og hvad jeg følte, var det, der holdt mig oppe.
Først og fremmest har det været mine børn. Jeg ved, at de bekymrer sig for mig, jeg ved, at hvis jeg gav op, ville det medføre stor og uoverskuelig sorg hos dem. Det har jeg aldrig kunnet klare, selvom jeg ofte har givet dem sorger, som jeg ikke har været herre over. Men de skulle/skal ALDRIG opleve DEN store sorg, at jeg ikke er her mere. De har været mit anker på jorden, når havet har været ved at tage mig med ud i dybet. Mine kærlige, elskelige og omsorgsfulde drenge!
Det næste der har holdt mig oppe og givet mig modet til at kæmpe, har været de Engle, jeg har haft i mit liv og stadig har. Når det hele har set allermest håbløst ud, så har jeg fået tilbudt en andens ubetingede omsorg, hjælp og kærlige hjerte. Igennem de sidste 3 år er der kommet flere af den slags smukke og kærlige engle ind i mit liv. En af dem er min terapeut og lærer på min skole. Hun har troet på mig, uanset hvad jeg selv har troet på. Hun har villet mig, hun har rakt ud og vist mig veje, jeg ikke selv kunne se eller række ud efter. Hun har reddet mig ud af mange mange mørke stunder og tilstande, hvor alt har været lige meget. Fra hendes hjerte har hun hjulpet mig til, at redde mig selv!
Der er veninder, der altid har lyttet med stor tålmodighed. De har vist mig veje og været der for mig, uanset hvad jeg har været igennem. De har været med til at skabe trygheden i, at jeg ikke er alene.
Der er mine søskende. Min søster, der tager imod, hver gang jeg har brug for det. Hun deltager og lytter. Og der er min bror, der altid har en åben dør, med et øre, der altid er klar til mine sorger og smerter.
Så jeg har kæmpet. Jeg har grædt, raset og været vred. Jeg har arbejdet hårdt… Og jeg har følt, at jeg var helt alene om det, selvom der stod kærlige mennesker omkring mig. Jeg har vendt det hele indad, villet selv og ikke lukket mange helt ind, derind hvor de kunne nå mig. Jeg har FØLT det som en kamp, så det blev en kamp!!
Men i morges, midt i badet, kom jeg til at tænke over ordet ”kæmpe”. At kæmpe!
Som jeg har det nu og har haft det et stykke tid, ser jeg
det på en helt anden måde.
Kæmper jeg? SKAL jeg kæmpe?
I den sidste tid har jeg egentlig bare været. Været i live. Og ”leget” med forskellige metoder til at være i LIVET! Uden kamp.
Måske er det en mani, jeg tåger rundt i. Det føler jeg nu ikke, at det er. Jeg fornemmer mere, at det er en vej mod den balance imellem manier og depressioner, mellem mørke og lys, mellem enten-eller, der er ved at finde vej ind i mit liv. Den balance, jeg har søgt hele livet, længtes efter. Jeg mærker en ro i roen. En væren, eller en vej mod væren, der emmer at fred og balance. Jeg mærker det i øjeblikke i løbet af dagen. Jeg ser det foran mig, og jeg ser nu, at det er muligt at nå der hen.
Så hvis dette er en mani, så hilser jeg den velkommen.
Og jeg føler ikke længere, at det er en kamp at skulle være i livet. Livet er ikke ment som en kamp. Jeg er overbevist om, at livet er at VÆRE i livet, med alt det, som jeg går igennem, alt det jeg skal have med mig, alt det, jeg modtager – både ”godt og skidt”. Og så deale med det.. Tilgive, når andre handler uret mod mig, tage imod, når nogen giver til mig (hvilket altid har været svært for mig), give, når nogen har brug for det. Og ellers bare se, mærke og høre!!
Sådan er det for mig lige nu. Det er som om mit hjerte og mine øjne er blevet åbnet. Mine sanser er skærpede. Som om jeg virkelig – for første gang nogensinde – er trådt et stort skridt ind i livet. Og det giver mig mod på at tage næste skridt – uden at kæmpe!
Og hvis jeg igen kommer ned i mørket eller derud, hvor jeg ikke helt kan se lyset, så håber jeg, at jeg vil kunne huske, at det er ok bare at VÆRE lige der og ikke føle, at jeg skal KÆMPE mig ud af det, som "man" siger og anbefaler. Hvis jeg husker at mærke og være med det, der måtte være, lade det fylde, der vil have plads og give mig hen til det, så tror jeg, at jeg igen vil mærke vejen mod balancen, den balance der gør, at vi af og til står yderst på den ene side af vippen og nogle gang på den anden side - og en dag står på midten. Og jeg tror på, at hvis jeg bare er med det, møder det, så bliver det "lettere" at håndtere. Lettere at gå igennem som noget, der vil mig noget! Og lettere at acceptere som en del af mig - som en del af livet!
Og hvis jeg så husker, at det er ok at tage imod fra andre, der vil mig og giver fra et kærligt sted, så er jeg ikke alene i det, og rejsen bliver lettere.
Det kan lyde frelst. Det kan lyde som om, jeg pludselig er ”ophøjet”. Men det er slet ikke sådan, dette er skrevet. Det er skrevet ud fra mit indre, lige som jeg har det – lige nu!
Og det er en fantastisk tilstand, efter så mange år, hvor
jeg har troet på, at jeg skulle kæmpe for at være her. Det skal jeg ikke!
Er bare taknemmelig…!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar