onsdag den 20. marts 2013

Kunsten at sove

En del af det mønster, der følger med denne Bipolare-noget er søvnproblemer. I perioder er det svært at sove, i andre perioder sover vi rigtigt meget.

For at vi skal kunne fungere, så er det vigtigt med regelmæssig søvn. Jeg skal selv have mindst 8 timers søvn hver nat, ellers fungerer jeg ikke. Mærkeligt at jeg ikke har tænkt over det tidligere i mit liv, for det har altid været sådan.

De perioder, hvor jeg ikke rigtigt sover, har jeg tanker om aftenen og natten, der forstyrrer. Jeg kan ikke finde ro, mit sind er lysvågen og min krop ligger bare og venter på at sove. Jeg bliver irriteret over, at jeg ikke bare kan sove, specielt hvis der er noget, jeg skal næste dag, der kræver min opmærksomhed. Jeg ved, at jeg bare får en svær dag…

Jeg hører også om mange i denne situation, der får ordineret sovemedicin for at kunne følge med i søvnrytmen. Det har jeg absolut ingen holdning til, hvis det fungerer for dem, så er det godt. Men jeg vil ikke være med til at fylde min krop med mere, end det er højst nødvendigt , for at kunne være i livet. 

De
n stemningsstabiliserende medicin jeg får, er kombineret med antihormoner, som jeg skal tage, efter jeg har haft brystcancer. Og da jeg fik denne cancer, lovede jeg mig selv, at der ikke skulle kemi ind og forstyrre. Det var en af de ting, jeg SELV kunne gøre, kombineret med en masse andet, der har haft den sidegevinst, at det også hjælper i forbindelse med min psyke – og altså mine udsving i min lidelse.

Når jeg skal sove, har jeg forskellige former for beroligende meditationer. Jeg har øvet mig i det, for det er ikke noget, der bare virker fra dag et. Ikke for alle, i hvert fald. For mig virkede det inden for kort tid, og jeg besluttede mig for at holde ved, til jeg kunne se virkningen af det.

Nu mediterer jeg hver aften, når jeg ligger i min seng. Det giver mig ro, både i kroppen og i sindet. Tankerne kan stadig overvælde mig, men jeg har lært en metode til at være med dem og lade dem passere, uden de får lov at fylde.

En af de meditationer, jeg ofte bruger, er den følgende. Det er mit håb, at andre kan brug den, øve sig på det og måske få udbytte af den. Jeg vil prøve at lægge andre ud hen ad vejen, andre som jeg har brugt og som.

Hvis jeg får beroliget mig selv på denne måde, bliver min søvn helt anderledes rolig. Efter flere år, hvor jeg har vågnet flere gange i løbet af natten, vågner jeg maks én gang, og meget ofte vågner jeg slet ikke. Sikke en fornemmelse at vågne udhvilet efter en behagelig og rolig søvn.

Hvis det ikke virker for dig de første gange, så giv ikke op. Det er lige som at lære en ny ting, at lære at cykle eller at gå. Det kræver øvelse. Så hold ud...

 

Meditation aften



Læg dig godt til rette på ryggen med armene ned langs siden.
Hav fokus på dit åndedræt og tag 3 dybe lange vejrtrækninger.

Lig nu bare og lad kroppen falde til ro og find ind til et roligt sted i dig selv.

Læg mærke til lydene omkring dig, lydene udenfor huset og inde i huset. Og mærk så stilheden bag alle lydene.

Læg mærke til din krop, hvad den siger til dig.

Tjek den fra fødderne og langsomt op igennem benene, op i hele kroppen. Ud i armene og op igennem halsen, nakken og hovedet. For hver del af kroppen du mærker, mærker du, at den del slipper og hviler tungt mod madrassen. Til sidst er hele kroppen afslappet.



Flyt fokus til dit hjerte og bare hold opmærksomheden her. Lad hjertet udvide sig for dig, mærk varmen i hjerteområdet.

Hvis du får tanker undervejs, så puf dem kærligt videre, uden at fordømme dem og uden at blive vred over, at de forstyrrer. Bare lad dem sejle forbi, på en sky, der driver forbi på din himmel.

Fortsæt med at holde fokus på dit åndedræt, lad det bare køre normalt, og samtidig mærke dit fokus i hjerteområdet. Mærk at hjertet udvider sig mere og mere. Det udvider sig til alle sider, bagud over ryggen, til siderne og ud foran dig. Rummet i hjertet bliver større og større, så det lidt efter lidt omkranser dig, og du er badet i din hjerteenergi.

Forestil dig nu, at du stille svæver til et lyst, varmt og roligt sted i en lysning i en smuk skov. Det er dit helt særlige og smukke sted.

Måske kan du høre fuglene synge og vinden stille suse i træerne. Måske kan du dufte alle de forskellige skovblomster og blomster på græsset. Du kan mærke græsset under dine bare fødder.

Her sidder du og suger til dig. Roen og renheden i dette sted overvælder dig. Du lægger dig ned i græsset og ser op på en smuk blå himmel, hvor fugle flyver glade omkring.

Her er dit sted, din hjerteenergi breder sig ud over hele stedet og du fornemmer måske, at den breder sig endnu længere ud, i til alt og alle ude omkring. Dine kære, dine venner og dem, du egentlig ikke normalt bryder dig om. Dit hjerte deler og der er uendelig energi herfra.

Du ligger nu bare helt stille og lade din vejrtrækning flyde. Måske kommer der farver eller billeder op for dit indre øje. Bare vær med det hele uden at analysere eller dømme. Det eneste du skal her, er at være, med alt det, der er.

Her mærker du forbindelsen til alt. Her er alt muligt. Her er ro, kærlighed, tryghed og varme.



Hvis du ikke sover endnu, så bare lig med denne følelse. Mærk hvor smukt det er og hvor rolig, din krop og dit sind er. Bare vær!

Du skal ingenting. Du skal ikke nå noget. Natten er din, og du kan være, bare være…



 

Med ønsket om gode rolige drømme….. og en dejlig søvn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar