Frygt og tillid

Lige for tiden arbejder jeg meget med at opløse min frygt. Den frygt, der har siddet i mig hele livet, og som har været med til at begrænse mig selv og alt, hvad jeg har været i. 

Frygt for ikke at være god nok.
Frygt for afvisning.
Frygt for fordømmelse og udelukkelse.
Frygt for fremtiden.
Frygt for frygten…

Jeg har taget ordet TILLID til mig – som mit ord.
Frygten skal vendes til tillid.
Tillid til livet og tillid til, at alt er ok.
Tillid til, at JEG er ok, lige som jeg er.
Og tillid til, at der ikke er noget som helst at frygte i mit liv.

Hvordan gør jeg så det?
Det er jo ikke ligefrem en nem opgave at vende 50 års frygt til fuld tillid!
Det kræver arbejde og opmærksomhed.

Så jeg er begyndt at lægge mærke til og holde fokus, på min vejrtrækning.
Jeg mediterer på tillid, at turde læne mig ind i mig selv og livet.
Jeg øver mig i at have tillid til, at turde række ud og bede om det, jeg har brug for, både fra mig selv og fra andre.
Jeg tager små skridt mod at sige til og fra, når nogen vil have noget af mig, jeg ikke magter at give, eller når nogen overskrider mine grænser og sårer mig. Hvilket jeg har været rigtig god til at lade ske hele livet.

Men det er små skridt.
Jeg mærker angsten banke i hele kroppen, når jeg møder de udfordringer.
Og så trækker jeg vejret dybt dybt ind nogle gange, mærker mine fødder mod jorden og forsøger at mærke mit hjerte, hvor hårdt det banker og hvordan jeg kan hvile i det. Lægger mærke til, hvad det gør ved mig, og ud fra det, prøver jeg at sige ja eller nej til det, jeg møder.

Når det er en større ting, jeg skal udfordres på, så går jeg ind og mærker efter, om jeg lige nu, i dette øjeblik, har overskud og kræfter til at gå hele vejen. Har jeg ikke det, så gør jeg hvad jeg kan for at trække mig tilbage og lige gå ind i mig selv, for at finde roen igen. Derfra kan jeg møde min frygt og være overbærende over for mig selv, fordi det ikke lige lykkedes i denne omgang. Og så igen tænke ”små skridt”.

For der er altid små udfordringer, jeg kan øve mig på, indtil jeg bliver stærkere og stærkere og en dag kan slippe frygten helt og gå ind og møde de større også.

Det er en kæmpe sejr, når det lykkes for mig. Jeg bliver mærkbart lettere over skuldrene og ryggen. Jeg vokser og jeg mærker mindre frygt, næste gang jeg skal handle ud fra mine følelser og min angst.

En stor grund til, at jeg arbejder så hårdt med frygten er, at jeg har fundet frem til, at min brystkræft udspringer af frygt. Frygt, der har været holdt nede og har ophobet sig igennem mit liv. Spændingerne i kroppen er bare vokset og vokset, og i afmagt har kroppen dannet disse knuder, som et forsvar. Nu er jeg rask fysisk, og det har jeg planer om at blive ved med at være…

Så, arbejdet fortsætter. Og selvom det er svært, så er det en spændende rejse. Og dybest set ved jeg, at der ikke er noget som helst at frygte i mit liv – i hele verden. Alt er, lige som det skal være…

Jeg er meget inspireret af bogen ”At dø for at leve” – af Anita Moorjani. En bog om Anitas liv og svære kræftsygdom, som lægerne havde opgivet og som sendte hende i koma, inden hendes organer satte helt ud  – og hendes rejse tilbage til livet og efterfølgende totale helbredelse.

Virkelig en bog, der giver indsigt og tillid…

Alt for nu….